Sådan undgår du at blive smittet med campylobacter-bakterien fra kylling

Foto: Colourbox

Vasker eller skyller du din kylling, inden du tilbereder den?

 

Den vane bør du skille dig af med.

 

En ny undersøgelse viser nemlig, at den smitsomme campylobacter-bakterie let spredes i hele køkkenet, hvis man skyller kyllingen, inden man tilbereder den.

 

Derfor advarer britiske sundhedseksperter nu mod at man skyller kylling før tilberedning. Det skriver Dailymail.

 

Risiko for madforgiftning øges ved skylning

I Storbritannien er det næsten halvdelen af forbrugerne, der skyller deres rå kylling, og denne procedure kan måske være skyldig i flere tusind tilfælde af madforgiftning ifl. Food Standards Agency, som er en uafhængig fødevareinstans, der skal beskytte de britiske borgeres sundhed og forbrugeres interesser.(BBC)

 

Ifølge undersøgelsen var de britiske forbrugere af den opfattelse, at kyllingekødet blev rengjort under skylleprocessen og risikoen for bakterier derved blev minimeret. (Dailymail)

 

Men det er faktisk det omvendte scenarie, der udspiller sig, hvis man skyller kylling.

 

Skylleprocessen vil nemlig ofte resultere i, at overflader og køkkenredskaber vil blive ramt af stænk fra kyllingen, og derved øges risikoen for at den farlige campylobacter-bakterie spredes i køkkenet. Ifølge undersøgelsen kan alt indenfor en radius af næsten en meter fra vasken blive ramt af stænk.

 

Skylleprocessen er faktisk unødvendig, fordi bakterierne herunder også salmonella dræbes under selve stegningen. Men denne procedure står ofte foreskrevet som punkt nummer 1 i mange opskrifter med fjerkræ, og mange gør det af ren rutine. (Dailymail / Dagens.dk)

 

Og der skal ikke meget til for at blive smittet. Selv få dråber kødsaft fra råt kød med campolybacter kan give mavepine og diarré. (Fødevarestyrelsen)

 

Stop med at skylle din kylling
En lignende undersøgelse er blevet gennemført i USA, finansieret af den amerikanske fødevarestyrelse.

 

Her viste det sig ligeledes, at det at vaske fjerkræ var almindelig praksis blandt amerikanerne, og konklusionen var, at ordentlig tilberedning er vejen til at dræbe bakterierne – og ikke skylning af fjerkræ.

 

Faktisk kører der en kampagne i USA, der skal få amerikanerne til at stoppe med at skylle deres fjerkræ. (Dagens.dk)

 

Campylobacter i tal

Campylobacter er en fødevarebakterie, som findes i fx kød fra fjerkræ, svinekød, forurenet drikkevand og upasteuriseret mælk.

 

Bakterien er udbredt i naturen og almindelig i tarmen hos mange dyr. Derfor kan man ikke helt undgå bakterien, og det bliver helt afgørende at man håndterer det rå kød korrekt (Fødevarestyrelsen)

 

Både i Danmark og i Storbritannien står campylobacter nemlig for de fleste tilfælde af madforgiftning.

 

Hvert år bliver op mod 24.000 danskere smittet med campylobacter fra danske kyllinger. (Søndagsavisen).

 

I Storbritannien går det ud over omkring 280.000 personer hvert år. Her tilskrives forgiftede kyllinger årsagen til fire ud af fem tilfælde. (Dailymail)

 

Symptomerne på infektion er mavepine, diarré, kvalme og nogle gange feber. Du kan få symptomerne efter 2-10 dage efter, du har spist mad med bakterien. Bakterien kan i sjældne tilfælde føre til betændelse i led og nerver.  (Fødevarestyrelsen)

 

Sådan undgår du campylobacter

Hvis man bliver syg af campylobacter, skyldes det ofte, at der er spredt bakterier fra råt kød, især fjerkrækød, til for eksempel salat og brød.

 

Vil du undgå at blive smittet med campylobacter, så følg disse råd fra Fødevarestyrelsen:

 

Hold råvarer adskilt og vær omhyggelig med at udskifte eller vaske skærebræt og kniv, straks efter at det har været brugt til råt kød, og inden du bruger det til andre fødevarer fx til at snitte salat eller skære brød på. Vær også opmærksom på, at holde råt kød adskilt fra den færdige mad.

 

Gennemsteg fjerkræ, hakket kød, kød i tern og strimler og retter med æg. Høj varme dræber campylobacter-bakterier.

 

Vask altid hænder – især når du har rørt ved råt kød, og brug rene klude og viskestykker.

 

Her i sommerperioden, skal du være særlig påpasselig, når du griller fjerkræ. Brug derfor to fade og to grilltænger – ét sæt til råt og ét til stegt kød – og vask hænder, når du har rørt ved råt kød. (Søndagsavisen)

 

Og nu skal du altså også undlade at skylle din kylling.

Del på Facebook