Endelig er hun her!
Ganske vist har Paula Modersohn-Becker stjernestatus på “hjemmebane”, højt æret og højt elsket som en enestående kunstner og banebrydende modernist med en fortættet og fascinerende skæbne. Men uden for den tyske kulturkreds er det først for alvor nu – mere end 100 år efter hendes alt for tidlige død – vi omsider kan se hendes værk foldet fuldt ud.
Louisianas udstilling, der åbnede i går med ca. 150 af Modersohn-Beckers malerier og tegninger, er dermed i følge direktør Poul Erik Tøjner “en sand julegave til vores gæster – og til danskerne.” Og, i følge de første begejstrede og medrivende anmeldelser, “en øjenåbner af rang” om en kvinde med et blik, der holder os fast “som hviskede hun til os om selve livets kerne.”
Første store udstilling i Skandinavien
Louisiana arrangerer den første store udstilling i Skandinavien af den tyske maler Paula Modersohn-Becker (1876-1907). Udstillingen omfatter ca. 90 malerier og 60 tegninger.
Udstillingen præsenterer Paula Modersohn-Beckers særegne produktion, en kunstner med status som en af den tyske modernismes radikale fornyere. Hun er kendt for at være en af de allerførste, der bringer de moderne, franske impulser ind i tysk maleri, dvs. inspirationer fra malere som Cézanne og Gauguin, som hun studerede i Paris.
Men hun er også kendt for sit nye blik på især kvindefiguren og for et værk, der skaber en særlig forening af det ikke-idylliserende og det arkaiske. Det gælder både i landskabsmalerier og figur-billeder, og ikke mindst i hendes fremstilling af kvinder og børn, af moderfiguren og hende selv.
Paula Modersohn-Becker slog rod i den nordtyske kunstnerkoloni i Worpswede uden for Bremen men tilbragte flere perioder i Paris. Flere af hendes værker indgik i nazisternes udstilling med ”Entartete Kunst” i 1937. Hun er desuden kendt for sit nære venskab med digteren Rainer Maria Rilke, hvis Requiem für eine Freundin er skrevet til hende.
Paula Modersohn-Becker døde kun 31 år gammel efter at have født sit første barn, og hendes oeuvre er således en kort men intens og ganske unik produktion.
C. L. Davids Fond og Samling har ydet støtte til udstillingen.
Om Paula Modersohn-Becker
Modersohn-Becker er på én gang meget gammeldags og hypermoderne.
Hun iscenesætter sig selv gennem det ene selvportræt efter det andet i forskellige selvfremstillinger, men hendes blik på selvet og på omverdenen er ikke flimrende og flygtigt; det er snarere arkaisk, som om det kom fra en anden tid og et andet sted.
Hendes blik afdækker centrale dele af et kvindeligt univers, hvor eksempelvis amning, børn, bryster, træthed og moderrollen også er en del af hendes iagttagelse. Paula Modersohn-Becker anses for at være den første kvinde i kunsthistorien, som malede nøgen-selvportrætter i helfigur.
KATALOG
Kr. 298 /klubpris kr. 248
Rigt illustreret katalog på 200 sider med en generel introduktion til kunstnerens værk og liv. Indholder reproduktioner af værker, der vises på udstillingen samt ikke udstillede referenceværker. Artikler af bl.a. kurator Tine Colstrup, Uwe M. Schneede, Diane Radycki og Wolfgang Werner (biografi). Interviews med bl.a. Daniel Richter og Rineke Dijkstra.
Kan købes i Louisiana Butik
Udstilling: 5.12.2014 til 6.4.2015
Pressemateriale fra Louisiana. Læs mere om åbningstider, rundvisninger med videre: