Asylstrømmen til Danmark vokser voldsomt. Regeringen foretager igen en kraftig opjustering af skønnet for, hvor mange asylansøgere der kommer i år.
I foråret sagde man 7.500. Det blev i august til 10.000. Og allerede nu skønner justitsminister Karen Hækkerup, at antallet bliver dobbelt så stort. Op mod 20.000, siger hun (Politiken). Det er ikke godt at vide, hvor tallet lander i sidste ende.
Det fik Helle Thorning til at varsle nogle stramninger i asylpolitikken i sin åbningstale til Folketinget i går.
Asylansøgere fra blandt andet Syrien, der i første omgang får et års opholdstilladelse, vil nu ikke kunne få familiesammenføring i dette første år.
Samtidig lægger man op til en ny form for grænsekontrol.
Begge dele strider mod, hvad regeringen hidtil har sagt. Men vælgerne kræver stramninger.
En presset Thorning er på retræte i asylpolitikken.
Asyl og familiesammenføring
Den 19. september præsenterede justitsminister Karen Hækkerup og integrationsminister Manu Sareen et lovforslag, der ville indføre en ny form for asyl.
Den skulle gælde personer, der ikke var personligt forfulgte, men som flygtede fra borgerkrig og lignende. For eksempel i Syrien. Disse asylansøgere skal i første omgang kun have et års opholdstilladelse (mod fem år i dag), der så i givet fald kan forlænges.
De to ministre var dengang usikre på, om man i dette år kan få familiesammenføring. De endte dog med at svare ja – det kan man.
Men i går slog Thorning i sin åbningstale fast, at det kan man ikke alligevel. Der er lukket for familiesammenføring det første år.
Regeringen tør simpelt hen ikke gå til valg uden at indføre denne begrænsning i tilstrømningen. I forvejen kan asylpolitikken blive en alvorlig tabersag for den.
Bekymringen i regeringen har været så stor, at det er lykkedes for Thorning at få selv De Radikale med på ændringen. Den ny radikale leder Morten Østergaard er i det hele taget mere pragmatisk i udlændingepolitikken end sin forgænger.
Grænsekontrol
Samtidig vil regeringen indføre en form for grænsekontrol.
Den kalder det dog ikke grænsekontrol, for regeringspartierne har i årevis lagt begrebet grænsekontrol for had. De var således helt afvisende over for den grænsekontrol, som VKO indførte i den borgerlige regerings tid.
I stedet talte Thorning mere flydende om en ny og skærpet udlændingekontrol ”i grænseområder” – og så i øvrigt også i lufthavne.
Men realiteten er, at man vil oprette en ny kontrol på grænsen. Når folk kører ind i Danmark skal de passere nogle såkaldte nummerpladescannere ved grænsen. Disse scannere kan så reagere, hvis de registrerer en mistænkelig bil på vej ind.
Det er grænsekontrol, uanset hvor meget man undviger det ord.
Skal man have gavn af disse scannere, må man vel også have noget mandskab på grænsen, der kan pille de biler ud til nærmere kontrol, som scannerne har reageret på.
Eller hvad? Regeringens formuleringer er uklare og halvhjertede. Den vil gerne signalere en strammere kurs, men den tør alligevel ikke gøre det for alvor.
”Rød-hvide grænsebomme”
Helle Thorning og Karen Hækkerup kalder det en mere ”moderne” og ”smart” form for kontrol end den, som VKO indførte.
Men det moderne består jo bare i, at man tager en ny teknologi i brug. Den borgerlige regering ville givetvis have gjort det samme.
Det svarer til, at regeringen ville sige, at den har fået en meget mere moderne økonomisk politik, fordi Finansministeriet har fået nye computere!
Realiteten er, at man genindfører en vis grad af grænsekontrol. Men det har man ikke lyst til at sige, fordi man hidtil har haft så mange hånsord til overs for de ”rød-hvide grænsebomme”, som man groft misvisende kaldte den tidligere grænsekontrol. Der var ingen rød-hvide grænsebomme.
Pludselig mener man alligevel, at grænsekontrol virker
Regeringens ny signaler i forhold til grænsekontrol falder ind i et mønster, som man også kender fra udlandet:
Politikere taler dunder mod grænsekontrol. Og de forklarer deres befolkninger, at grænsekontrol jo slet ikke hjælper. Det gør kun internationalt samarbejde.
Men når der så opstår en særlig krisesituation, indfører politikerne … grænsekontrol. Når de er tilstrækkeligt under pres, lægger de retorikken om det grænseløse EU i skuffen og går i gang med det, som de ellers har hævdet ikke virkede.
Nu sker det med Helle Thorning: Menneskesmugling er blevet et kæmpe problem for hendes regering. Et problem, som den kan tabe valget på.
Hvad gør en presset Thorning så? Hun foreslår grænsekontrol for at få mere styr på sagerne. Hun kalder det noget andet, og forslaget er halvhjertet. Men hun føler sig nødsaget til at gå i den retning.
Thorning er på retræte i asylpolitikken. Dog næppe nok til at få vælgerne med.
