Hvorfor bøjer De Radikale sig så villigt for demokratiets fjender?

De Radikale har netop sat en reklamekampagne i gang under sloganet: ”Det handler om mennesker, ikke vælgere”.

 

Kampagnen er givetvis et forsøg på at slippe af med det image som kolde, ufølsomme teknokrater, der har klæbet til partiet, mens det har stået i spidsen for regeringens økonomiske reformer.

 

Dette image kulminerede med MargretheVestagers berømte besked om, at der ikke var mere at gøre for de langtidsledige: ”Sådan er det jo.”

 

Den slags svingninger og brydninger mellem på den ene side det teknokratiske og magtorienterede, og på den anden side fremstillingen af sig selv om særlig menneskelige er typiske for Det Radikale Venstre.

 

Der bor to sjæle i partiets bryst.

 

Den ene går meget langt i retning af kynisk magtpolitik. Den anden taler meget om mennesker og menneskerettigheder, dialog, kultur og kreativitet.

 

Denne dobbelthed præger både den radikale indenrigspolitik og udenrigspolitik.

 

Nu har partiet altså fundet det nødvendigt at betone den anden del – det menneskelige – i sin ny kampagne.

 

Jelved og Ai Weiwei

Timingen er nu ikke så heldig.

 

Kampagnen sætter i gang kort tid efter, at kulturminister Marianne Jelved meget bastant valgte magtpolitikken frem for det menneskelige engagement.

Læs også
Det er muligt at forbyde voldelige foreninger og organisationer

 

Under et stort kulturfremstød i Kina aflyste hun et møde med den verdensberømte kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei, selv om et sådant besøg oprindelig indgik i hendes planer.

 

Da det kom til stykket, ville hun ikke støde de kinesiske magthavere for at vise sin støtte til et kæmpende menneske som Ai Weiwei.

 

”Det handler om mennesker, ikke vælgere”, lyder det i partiets ny kampagne. Men Marianne Jelveds praktiske version lyder snarere: ”Det handler om magt – mennesker er noget, vi taler om.”

 

Solid radikal tradition

Nu skal det medgives Marianne Jelved, at relationen til det fremstormende Kina er kompliceret at håndtere. Man kan ikke operere i international politik uden at tage hensyn til de faktiske magtforhold, selv om det til tider kan betyde, at man må gøre noget, som man ikke bryder sig om.

 

Så det med besøget hos Ai Weiwei har trods alt ikke været noget simpelt spørgsmål.

 

Læs også
Islam og Grundloven

Problemet er bare, at Marianne Jelved traf et valg, der skriver sig ind i en solid radikal tradition: Partiet har gang på gang vist sig særdeles føjeligt overfor totalitære magthavere.

 

Det rejser spørgsmålet: Hvorfor bøjer De Radikale sig så villigt for demokratiets fjender?

 

En stribe eksempler

Under Anden Verdenskrig var den radikale udenrigsminister Erik Scavenius overordentlig imødekommende overfor de nazistiske magthavere i Berlin.

 

Under Den Kolde Krig skrev den radikale frontfigur Kresten Helveg Petersen et lobhudlende forord til en bog af den forfærdelig brutale diktator Ceausescu. Samtidig plejede partiet nære relationer til Bondepartiet i DDR, som alle vidste var kommunister i forklædning.

 

Under konflikten om Muhammed-tegningerne allierede De Radikale sig klart og utvetydigt med de totalitære islamiske kræfter, der bekæmpede ytringsfriheden. Den daværende partileder Niels Helveg Petersen holdt endda et fortroligt møde med de frihedsfjendske imamer.

 

Da Islamisk Stat vandt frem, drog den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard ned til de iranske magthavere for at drøfte situationen med dem. Helt i orden. Men hvorfor stod han på tv og bukkede og skrabede så ydmygt over for dem, at man hjemme i stuerne måtte krumme sine tæer?

Læs også
Folkeafstemninger – den fortiede kur mod ”populisme”

 

Samme Lidegaard er vældig ivrig efter at få gjort Tyrkiet til medlem af EU. Et land, der bevæger sig stadig længere ind i islamismen og demokratiets og retsstatens forfald.

 

Den radikale menneskelighed

Hvorfor har De Radikale altid bøjet sig så villigt for demokratiets fjender, som har undertrykt mennesker på det voldsomste – samtidig med, at partiet taler så meget om menneskelighed?

 

Det drejer sig jo ikke kun om, at partiet prøver at være realistisk og undgå konflikter med magter, som man ikke har en chance overfor – altså traditionen fra partistifteren Viggo Hørup.

 

Partiets imødekommende holdning til diktatoriske og autoritære ledere rækker klart ud over dette.

 

Men hvad er så forklaringen?

En del af den er nok, at når De Radikale taler om mennesker, så tænker de ikke så meget på almindelige mennesker af kød og blod. De tænker mere på en abstrakt idé om mennesker. En radikal idealforestilling.

Læs også
Jeg spurgte mine svenske venner, hvorfor de ikke gjorde noget ved indvandringen – så kom sandheden på bordet

 

I denne idealforestilling ligger, at hvis man bare praktiserer tilstrækkeligt med venlighed, dialog og eftergivenhed over for alverdens magthavere og mørkemænd, så kan man få mennesket frem i selv kommunistiske diktatorer, islamister og andre.

 

Partiet, der bringer det gode frem

Men det er ikke enhver beskåret at kunne forløse denne menneskelighed hos demokratiets fjender. Det kræver de radikales helt særlige menneskesyn med dets åbenhed, smidighed og vilje til samtale.

 

Det er svært at afgøre, om De Radikale virkelig tror på dette. Men de kan i hvert fald lide sig selv i denne rolle. Som de gode, der bringer det gode frem i alle mennesker, selv de værste skurke.

 

Med deres seneste slogan gør de et nyt forsøg på at overbevise danskerne om, at De Radikale repræsenterer en særlig menneskelighed:

 

”Det handler om mennesker, ikke vælgere.”

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…