Politiet ydmyget af indvandrerbande

Politiet er blevet angrebet med sten ved et klubhus, som tilhører Black Army. Black Army er en indvandrerbande, som er ved at brede sig fra Odense til andre byer som Aarhus og Svendborg. De lægger jævnligt fotos af dem selv med maskinpistoler, som det man ser her, ud på de sociale medier. Billedet er knap et år gammelt og og er taget uafhængigt af denne historie. Arkiv foto fra Facebook december 2013 / Uriasposten

En patruljevogn fra Fyns Politi indfandt sig mandag aften ved indvandrerbanden Black Armys klubhus på Nyborgvej i Odense. Man var til stede i ”en helt almindelig” politiforretning, som det hedder. Så udviklede situationen sig voldsomt.

 

Pludselig blev patruljevognen bombarderet med sten. Det skriver fyens.dk.

 

Politibilen måtte fortrække til en tankstation over for klubhuset, og her blev den igen ramt af flyvende sten, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen.

 

Ifølge politiet var stenene på størrelse med golfbolde, og de gav patruljevognen flere buler. Betjentene var dog ikke i fare.

 

Politiet: Vi kunne ikke se noget

Politiet siger, at betjentene ikke kunne se, hvor stenene blev kastet fra. Man henviser til, at dramaet udspillede sig kl. 21.30, hvor mørket var faldet på. Derfor valgte patruljevognen at køre videre.

 

Undskyld? Er der ikke gadebelysning på Nyborgvej? Kan det virkelig passe, at man ikke kunne se, hvor en eneste af disse sten kom fra?

 

Man må da i hvert fald have haft en fornemmelse af, hvilken retning stenene kom fra. Nærmere bestemt, om de kom fra en retning omkring Black Armys klubhus. Det er jo en nærliggende antagelse, at stenene hang sammen med politiets tilstedeværelse ved klubhuset.

 

Hvis retningen passede i forhold til klubhuset, kunne betjentene vel også være gået derhen for at se nærmere på sagen.

 

Man har ladet det hele passere

I stedet nøjes vagtchef Hans Frederiksen med at konstatere, at man ikke kunne se, hvor stenene blev kastet fra, og hvem der kastede dem.

 

Læs også
 Det er politiets fornemste opgave at beskytte truede personer – ikke at lukke munden på dem

Selvfølgelig kunne man ikke finde ud af, hvem der kastede stenene, når man ikke undersøgte sagen nærmere. Og det valgte de ansvarlige altså, at man ikke skulle gøre.

 

Man har heller ikke efterfølgende gennemført en politiaktion mod klubhuset for i det mindste at vise, at politiet ikke lader sig chikanere og kyse.

 

Man har kort sagt ladet det hele passere og dermed opmuntret til, at den slags kan gentages en anden god gang. De har sikkert haft en sjov aften i Black Armys klubhus.

 

Set udefra virker det unægteligt, som om politiet er blevet ydmyget af indvandrerbanden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…