Københavns Politi er ret sikre på, at de har fundet den mand, der tirsdag den 5. februar sidste år gennemførte et mislykket attentatforsøg mod Trykkefrihedsselskabets daværende formand, Lars Hedegaard. Men politiet mangler stadig at efterforske en række tekniske spor, fremgik det under et pressemøde i går på Københavns Politigård.
Den formodede gerningsmand blev fredag den 25. april anholdt i den tyrkiske hovedstad Istanbuls lufthavn og var ved anholdelsen i besiddelse af et falsk pas. Det oplyste lederen af Efterforskningsenheden ved Københavns Politi, ledende politiinspektør Jørgen Skov, under pressemødet.
”Efterforskningen førte i fredags til en anholdelse i Tyrkiet. I går var den formodede gerningsmand for en dommer, og han er efterfølgende blevet fængslet. Vi har lige nu en dialog med de tyrkiske myndigheder om at få ham afhørt og udleveret til Danmark,” fortalte Jørgen Skov
I øjeblikket forhandler Københavns Politi via den danske politiforbindelsesofficer i Ankara med de tyrkiske myndigheder om at få et par medarbejdere til Tyrkiet for at afhøre den anholdte.
Hvornår han vil blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark, turde Jørgen Skov ikke spå om. Men han erklærede sig sikker på, at den anholdte før eller siden vil blive udleveret.
Den anholdte er dansk statsborger
Under pressemødet kom det frem, at den anholdte er 26 år, dansk statsborger og af mellemøstlig oprindelse. En interessant oplysning: Han har på det seneste ikke bare været i Tyrkiet, men også i Syrien.
Hvor i Danmark, han har boet, ville politiet ikke oplyse noget om, ligesom man heller ikke ville oplyse noget om, hvorvidt den pågældende i forvejen var kendt af politiet.
Ifølge det tyrkiske pressebureau, DHA; som Kristeligt Dagblads netavis citerer sent søndag aften, er den mistænkte af libanesisk afstamning, og ifølge de tyrkiske kilder er også andre landes politi på udkig efter ham.
En mørkeblå WW Transporter spiller en central rolle i sagen.
Efter attentatforsøget den 5. februar var den blevet efterladt over for Lars Hedegaards bopæl på Pelargonievej på Frederiksberg. En beboer gjorde den 20. marts politiet opmærksom på dette. Ifølge indregistreringen var den ejet af en kvinde, som imidlertid havde solgt den via Den Blå Avis.
I forbindelse med handlen havde køberen opgivet et falsk navn, Mohammed Issa, samt en ikke eksisterende adresse, Murciagade 14, 2300 København S. Og køberen havde ikke omregistreret bilen.
Handlen fandt sted tre dage før attentatforsøget mod Lars Hedegaard. Køberen havde oplyst, at han skulle bruge bilen i forbindelse med sit rengøringsfirma.
Afgørende for det endelige gennembrud i efterforskningen
Ifølge politiet har bilen været afgørende for det endelige gennembrud i efterforskningen, som kom i slutningen af august. Her fik politiet et navn, der svarede til det signalement af gerningsmanden, som Lars Hedegaard og vidner havde oplyst.
På det grundlag kunne politiet konstatere, at den formodede gerningsmand havde forladt landet samme dag, som det mislykkede attentat fandt sted.
I november var Københavns Politi nået så langt i efterforskningen, der er gennemført i tæt samarbejde med PET, at der var materiale nok til, at en dommer den 7. november fandt grundlag for at udstede en fængslingskendelse.
Herefter blev den mistænkte i al hemmelighed efterlyst både internationalt og nationalt forstået på den måde, at den efterlystes signalement og foto ikke som normalt kom til offentlighedens kendskab.
Har opholdt sig i Syrien og Tyrkiet
I mellemtiden indtil anholdelsen har den mistænkte opholdt sig i både Syrien og Tyrkiet.
”Vi har konkrete datoer på, at han har opholdt sig i de to lande eller rejst imellem dem,” siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, som har været leder af efterforskningen. Men hvorvidt den mistænkte har deltaget i krigshandlingerne i Syrien, havde han ifølge eget udsagn ingen anelse om.
Ransagede elleve adresser i fredags
Straks efter meddelelsen om anholdelsen i Tyrkiet, ransagede politiet fredag den 25. april elleve adresser og afhørte personer, der har relation til den mistænkte.
”Men det skal understreges, at ingen af disse personer er mistænkt i sagen, ligesom der heller ikke foreligger mistanke om, at drabsforsøget er gennemført af mere end én person,” siger ledende politiinspektør Jørgen Skov.
Hvorvidt der har været andre involveret i planlægningen og logistik i forbindelse med drabsforsøget, har Københavns politi på nuværende tidspunkt heller ingen anelse om, men man håber selvfølgelig at få det klarlagt, når det bliver muligt at afhøre den mistænkte.
Ligeledes står motivet til drabsforsøget stadig uklart for politiet.
”Den eneste, der kender motivet, er gerningsmanden,” siger Jørgen Skov, som i den forbindelse oplyser, at politiet selvfølgelig har efterforsket islamvinklen på grund af Lars Hedegaards islamkritiske udtalelser. Men foreløbig uden held.
Det endelige bevis for, om politiet har fået fat i den rigtige, vil først vise sig, når politiet har afsluttet de tekniske undersøgelser og blandt andet fået konstateret, om det DNA og de fingeraftryk, der er blevet fundet i WW Transporteren, matcher den nu anholdte.
Sådan skete attentatforsøget
Da der tirsdag den 5. februar sidste år klokken cirka 11:20 blev ringet på hos Lars Hedegaard, der dengang boede på Pelargonievej på Frederiksberg, kiggede han ud af vinduet og så et postbud i rød jakke stå med en pakke.
Eller rettere: hvad Lars Hedegaard antog for at være et postbud. For da han stod med pakken i hånden, trak manden i den røde postjakke en pistol, sigtede mod Lars Hedegaards ansigt og skød, men ramte ved siden af.
Han forsøgte at skyde endnu engang, men pistolen svigtede, og under det efterfølgende håndgemæng tabte manden den. Det lykkedes ham dog at få den med sig, da han flygtede fra stedet.
Han løb ned ad Pelargonievej og til venstre ad Azalievej mod Søndermarken, og herefter var han som sunket i jorden på trods af, at et løbende postbud med et mellemøstligt udseende og et halvlangt krøllet sort hår ikke just er en person, der automatisk glider ind i gadebilledet.
Lars Hedegaard bor nu på en hemmelig adresse.
Når den anholdte engang bliver udleveret til Danmark, vil han blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.