Gennem de sidste uger har der i medierne være sat fokus på det socialpædagogiske område og her er beskrevet, hvordan situationen er på døgninstitutionerne: Unge stikker af som det passer dem og pædagogerne er generelt handlingslammede grundet en aldeles mangelfuld lovgivning.
Trods regeringens snart har haft 3 år ved magten, er der ikke nogen nævneværdige tiltag fra dens side for at løse dette problem. Den manglende stillingstagen til området, må betyde en accept af forholdene. Ansvaret er lagt ud til de faglige organisationer og kommunerne, og med deres lige så ligegyldige holdninger fortsætter kaoset på de socialpædagogiske døgninstitutioner.
Justitsminister Karen Hækkerups eneste forslag til bekæmpelse af ungdomskriminaliteten, var hendes forslag i marts måned hvor hun opfordrede kommunerne til at benytte sig af det eksisterende forældrepålæg for de unge som laver kriminalitet. Politiske meningsfæller som Københavns Socialborgmester Jesper Christensen og Socialminister Manu Sareen bakkede straks op om ideen, men havde ikke yderligere forslag til, hvordan de ellers mente, at problemerne skal løses. Og siden er der ikke hørt noget fra dem.
Forældrepålæg
Forældrepålægget giver kommunerne mulighed for at trække familierne i børnefamilie ydelserne. Rambøll lavede en rapport i 2011 som viste at 26 kommuner ud af de eksisterende 98 havde benyttet sig af et forældrepålæg året før. Og af de 26 kommuner var det kun 20, der havde benyttet sig af denne ordning mellem 1-3 gange. Oftest blev det brugt til de unge, som har ulovligt skolefravær eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes. Men ikke overfor dem med massive kriminalitets problemer. Og dermed ikke dem som justitsministeren mener, det skal bruges overfor.
Grundlæggende er det en ordning der er blevet benyttet i meget ringe grad. Og samtidig viste tallene ikke noget om, om sanktionen rent faktisk havde en virkning på de unges adfærd. Udelukkende at forældrepålægget var taget i brug de få gange.
Når kommunerne blev spurgt om, hvorfor det ikke er blevet brugt i større grad, var svaret, at de ikke mener, det er konstruktivt at benytte økonomiske incitamenter til at løse målgruppens problemer. Derudover at det kan besværliggøre forholdet mellem den unge og forældrene, at der er en økonomisk sanktion fra kommunens side. Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau anbefaler samtidig sine medlemmer til ikke at benytte sig af dette redskab.
Fremover vil der ikke gøres mere brug af forældrepålægget, så længe det er op til et frivilligheds princip for sagsbehandlerne at benytte sig af det, og at kommunerne generelt ikke ønsker det. Resultatet vil fortsat være, at de unge ikke vil opleve konsekvens af deres kriminelle handlinger, og regeringen – med endnu en slap justitsminister i spidsen – kommer ikke med nye tiltag til hvordan den mener, at samfundet fremadrettet skal håndtere de ungdoms kriminelle.
Paradoksalt er det, at regeringen opfordrer kommunerne til at straffe en ungs familie, frem for at arbejde med den unge pædagogisk. En sanktion som regeringen ellers hele tiden har ment, ikke er den rigtige vej at gå for at behandle ungdomskriminalitet. Den kriminelle lavalder er blevet sat op, og den elektroniske overvågning fjernede regeringen, med argumentet om, at man ikke bør straffe unge, og at det derudover vil være skadeligt for de unge.
I kanten af banderne
Men igen – der er ingen handling bag denne udmelding og de unge kan uanfægtet fortsætte med deres kriminalitet. For det hjælper ikke de unge, der er fuldstændig ligeglade med det hele – også deres forældre – at deres forældre bliver straffet økonomisk. I øvrigt er det ikke en sanktion, som de sociale myndigheder agter at tage i brug, uanset at justitsministeren opfordrer dem til at gøre det. De bryder sig ganske enkelt ikke om den.
De unge som er helt eller delvist i randzonerne af bandernes alvorlige favntag, vil ikke have nogen som helst respekt for en trussel om forældrenes økonomiske straf. De unges forhold til forældrene er i forvejen så problematiske, at dette blot forværrer deres indbyrdes relation.
Det kan synes underligt, med en rød regering der mener, at man skal straffe sig ud af problemerne med kriminelle unge, hvor der bagom kriminaliteten ligger nogle normløse og livs frustrerede unge – som i den grad har behov for hjælp og ny retning i livet – ikke straf. Derimod har de unge behov for en konsekvent pædagogisk verden, som formår at håndtere dem og skabe den forandring der er nødvendig.
Omvendt kan regeringen sige, at de tager hånd om ungdomskriminaliteten. Sandheden er blot, at det er tomme ord der klinger hult, mens de unge kriminelle bliver endnu mere kriminelle. Og ofrene? Dem bliver der selvfølgelig også flere af.
Troels Gamst, Pædagog og fhv. afdelingsleder på institution for kriminelle unge
