De mørke dages lykke
Det er begsort morgen hen under jul. Thomas, Tisvildes uundværlige købmand, kommer trillende med sine paller af udendørs varer. Pallernes pressede hjul knirker og rasler på det noget kummerlige fortov. Og her klokken otte tændes så lyset i Thomas’ butik, så det når over på de neonrøde priser på tankstationen. 10,19 kr. for en liter 95 oktan. Sidste år på denne tid var det 11,57 kr. Til gengæld stiger brevportoen. Det går op og ned her i verden.
Byen er vågnet. Og dagens aviser til salg. For dem der ikke abonnerer på dem. Vi, der gør, har nemlig fået dem klokken fem i postkassen.
Ned gennem den stadig tusmørke hovedgade kommer der nu lys i enkelte vinduer, især i kvistruderne på 1. sal. Lillebyens indbyggere har det åbenbart med at overnatte på kvisten. Der tændes også lys i de højtliggende restaurationsvinduer i ”Strandhotel”, det, der i min barndom hed Højbohus, i de misundelige folkemunde kaldet Ædedolkenes Paradis.
I restaurant ”Bistro Bistro” er lyset stadig slukket. I stedet står der med hvidt på en sort gavl: ”Tak for i år. Vi ses til påske.”
Der er længe til påske. Længe til at Vorherre igen ruller himlens mørklægningsgardin op.
For os, der som børn oplevede besættelsestiden, er Tisvilde om vinteren som at vende tilbage til barndommen. Dengang benzindrevne personbiler kun var noget, læger og Gestapo benyttede sig af. Tisvilde i december er at genopvække en barndom med tomme, bælgmørke gader om aftenen.
Vil vi se, hvor vi sætter vore ben inden klokken otte om morgenen og efter klokken fire om eftermiddagen, må vi bruge lommelygte. Men ellers har vi jo stjernehimlen over Tisvilde Hegn, og fuldmånen, der viser sit bedrøvede ansigt. Det ansigt, der natten lang får min flagstang til at tegne en sort stribe hen over den bleggule græsplæne.
*
Nu er der gået et år, siden fiskerlejet og hele Danmark ramtes af et anfald af Havmandens vrede, et helt olympisk. I to omgange endda, oktober og december. Med nordenvinden i ryggen buldrede Havmanden ind mod klinten, rev omfattende dele af den i havet, så skrænten stod tilbage med dybe hulninger i blåleret. I sin ubeherskelse langede Havmanden ind over stendiger, høfder, beskyttelsesmur og dængede den femogtyve meter høje top af klinten til med saltvand. Strækket fra stranden og et par hundrede meter ud i Kattegat var én malstrøm, hvor indadgående kæmpebølger sloges mod tilbageslagene fra kystbefæstningen. Langt ud i havet var der intet grønt eller blåt at se, kun hvidt og brunt vand, der ramlede sammen og slog højt i vejret som våde vulkanudbrud. Det vandmættede vindpres stod op gennem nedgangen til Slugten, så man overhovedet ikke kunne nå ned til stranden. Hvad man skulle være glad for. Forsøgte man, kunne det betyde døden.
Da stormen var løjet af et par dage efter og man kunne besøge Slugten, lignede den en slagmark efter et højkalibret artilleriangreb. Stensætninger brudt ned, jernbetonen hullet, tonstunge granitsten slynget hid og did, rødderne fra klintens tilbageværende træer stikkende ud af blåleret, og dynger af tang på stranden, der endnu var oversvømmet. Vor klint og vor strand lignede begyndelsen til ragnarok.
– Jeg har boet heroppe i 40 år og aldrig set noget lignende, sagde fotografens smukke frue nede fra Solvej.
Havmandens massakre rakte ind over land ind i skoven, hvor alle træer, der ikke havde dyb nok rod, blev revet om og kastet hulter til bulter.
Endnu i dag står klinten med golde lerhuller, og beskyttelsesmuren er ikke repareret.
*
Nu er der gået et år siden stormen. En ny jul nærmer sig. Årets bedste læsetid. Dagene er korte. Ofte skumrer det fra morgen til kvæld. Man kryber sammen inde i et mørke, hvor troldedans, skonnertsejlads på Sydhavet og lignende udsvævelser er ganske naturlige.
Min far var en flittig forretningsmand, der ikke havde meget tid til at læse andet end aviser. Op til julen var arbejdspresset i hans butikker ekstra stort. Til jul fik han bøger, bl.a. af mig. Og hele første juledag blev han i sengen og læste i bøgerne.
Lige før stormdagene satte ind sidste år, ringede en læser og udbad sig en dedikation i et par af mine romaner. Det viste sig han boede her i fiskerlejet, ikke langt fra mit eget hus. Jeg cyklede hen til ham. Og hvad åbenbarede sig? Han var en samler, af bøger. En bibliofil. Hans omfattende bibliotek åndede af lærdom og klassisk skønhed. Jeg forstod straks, at det var en ære for mine bøger at få bolig i hans bibliotek. Han ejede sjældenheder som Christian den Tredjes danske bibel fra 1550, Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike fra 1603, og den eneste af Årestrups digtsamlinger, der er udgivet mens han levede. Og bibliofilen havde læst bøgerne.
Og så endnu et lille under. Han viste sig at være forretningsmand, en af de internationale. Topmand i oliebranchen, og en af landets centrale headhuntere. Men – og nu kommer overraskelsen – denne fuldblods forretningsmand var uddannet som magister i sammenlignende litteratur. Han hørte imidlertid ikke til munkemarxisternes kompagni dengang i 1970’erne. Så da han havde taget sin eksamen, måtte han se i øjnene, at der ikke var nogen plads til ham på danske universiteter.
Det var i de år Venstresocialisterne og deres følgeskab af tankeløse glidegæs gennemførte Berufsverbot på universiteterne. Det lykkedes dem som oftest at hindre ansættelse af folk, der lå til højre for SF. En skæbne der også ramte andre litterære kapaciteter som Per Stig Møller og den til professorater i Seattle og Wien emigrerede litteratur-forsker Sven Rossel.
Munkemarxisterne fik aldrig magten over Christiansborg. Men de fik magten over kulturlivet, som hverken de borgerlige eller Socialdemokraterne efter Bomholt fattede betydningen af.
*
Ved juletid kommer en del udlands-danskere på visit i fædrelandet, og mange sommerhusejere aflægger deres tomme ekstrabolig et besøg. Kommer der så en solskinsdag her mellem jul og nytår, bliver den vinterøde strand mellem mit gamle fiskerleje og Liseleje velbevandret i nogle timer.
Men ellers er det skoven, Tisvilde Hegn, vi søger ind i her om vinteren. Fra april til hen i september viser jeg mig ikke i skoven. Så skal jeg til stranden, til lyset, til det lange blik mod fjerne horisonter. Men om vinteren gennemtraver jeg skoven, lige så målbevidst som Steen Steensen Blicher gennemvandrede den store alhede. I skoven er der læ for den bidende Kattegat-blæst. Her er organisk liv, de grønne nåletræer, de springende hjorte, løvtræernes bladhang, der nu formulder i alle skovbundens rødlige og brunlige farver.
På stranden viser vi os. I skoven gemmer vi os. På stranden lever vi. I skoven dør vi, men i et flor af kulører og på en bund af blødhed.
Under krigen rejste tyskerne et udkigstårn i skovkanten bag molen for at kunne øjne faren i tide, hvis de Allierede ville påbegynde tilbageerobringen af Europa fra Tisvilde. Dette trætårn stod her længe efter krigen og hører til sceneriet i min debutroman ”Hvis lille pige er du?”
Jeg bilder mig ofte ind at få øje på Johs. V. Jensen. Han spankulerer forbi på hovedgaden foran Tisvildeleje Caféen. Gud ved hvilket blik han har sendt den enlige tyske vagtsoldat, når denne krøb ned fra sit skrøbelige træstillads efter at have stået i timevis og spildt tiden – og livet – med at sondere det tomme Kattegat. Hvilken vanvittig magtfantasi Hitler har været besat af, når han forestillede sig, at Tyskland med sine begrænsede resurser kunne underlægge sig den hele verden. Da man i 30’erne spurgte Johs. V., om han ville være med i en forfatterprotest mod Føreren, svarede han: Nej, det vil jeg ikke. Jeg agter at tie den mand ihjel.
Sådan gik det ikke. Men det er da opmuntrende, at der findes digtere med så selvbevidst en tro på de ubrugte ords magt.
*
Om sommeren er Tisvilde glædens og forventningens sted. Børn råber. Voksne spørger om vej til stranden. Lokalbanen tømmer sin last af opstemte en-dags turister. Om vinteren er Tisvilde roens sted. Når Havmanden da ikke går grassat.
Vinteren har været gavmild i år. Tallerkensmækkeren havde vokseværk til godt ind i december. Og gemseroden står med sine dunede, friskgrønne blade parat til at springe ud. Nede i hovedgaden er der minsandten en forhave med gule morgenfruer i blomst.
Vi ved, at sådan bliver det ikke ved. Vinteren skal nok komme. Om ikke før så i marts, når vi tror, at foråret er lige om hjørnet. Men indtil videre nyder vi den lune julefred.
