Et område, hvor politiet ikke tør komme. Hvor danskerne er bange og flytter. Et område, hvor der i går blev lukket et værested for psykisk syge, fordi brugerne blev groft generede.
Bøllerne står frem på TV og fortæller åbenlyst, at her er det dem, der bestemmer, og at politiet er bange for dem..
Området er Motalavej i Korsør. Et boligområde med mange indvandrere. En skamstøtte over det danske samfunds manglende vilje til at sætte sig igennem over for en helt uhørt asocial adfærd.
I går kulminerede det hele så med værestedet, der blev lukket, fordi de psykisk syge blev forfulgt. (TV2)
De psykisk syge fortæller
”Vores hus er blevet brændt af, borgere er blevet overfaldet og truet med kniv, franarret penge, og så har trusler og skældsord mod os som danskersvin og lortekommune også været almindeligt, når vi sad udenfor”, fortæller Henrik Skov, en af brugerne fra værestedet. (DR, Sjælland)
En anden bruger, Birthe Levring, siger: ”Jeg oplever det som et fristed. Det er utroligt vigtigt for mig, at det er trygge og rolige omgivelser, jeg kommer i. Og jeg bliver påvirket af, at dem, jeg kender, oplever grimme ting. Det kan være en cigaret, man bliver fraluret, folk udefra, som kommer ind og betræder vores område, selvom de ikke har noget at gøre her.” (DR, Sjælland)
Lang tids uro
Motalavej har været kendt i flere år som et område med kriminalitet og asocial adfærd. Men de seneste måneder er det blevet særlig alvorligt.
Benny Frederiksen er en af dem, der er stået frem. Han ejer sammen med sin kone en butik på Motalavej. Nogle af de unge mænd krævede at blive ansat, og da det ikke kunne lade sig gøre, øvede de groft hærværk og chikane mod butikken.
Men også andre beboere er nu stået frem i TV2 Øst og har fortalt om hvor bange og utrygge de er på Motalavej.
En af dem er Lisbeth Larsen siger: ”Jeg er blevet kaldt for luder og møgkælling, og jeg er blevet sparket til”.
En mor og hendes datter, der vil være anonyme af frygt for trusler, fortæller: ”Vi har boet her i 2 måneder. Allerede efter 3 uger går nogle unge efter os og truer os med, at vi aldrig kommer ind på Motalavej igen. Vi er utrygge, og vores liv er præget af frygt.”
Otto Carslund er på vej hjem fra indkøb, da tv-folkene møder ham på Motalavej. Han har boet på vejen i 43 år og elsker kvarteret. Også han har tænkt på at flytte væk:
” Man ved aldrig, om man bliver nakket ned bagfra. Jeg er blevet sparket ned, og de har bestjålet mig.”
Hvor slemt det står til, oplevede Poul Erik Andersen, da han 1. nytårsdag om aftenen besøgte området for Den Korte Avis. Han blev overfaldet af store indvandrerdrenge og måtte flygte.
Politiet tør ikke komme i området
Beboerne føler sig svigtede, fordi politiet ikke har ressourcer til at komme i området.
Den terroriserede forretningsdrivende Benny Pedersen har forklaret, at politiet ikke kan hjælpe ham. Han sagde til den lokale avis, at de ikke turde gå ind i bebyggelsen for at hjælpe ham, fordi der blev smidt kanonslag efter dem.
Nytårsaften blev det særlig slemt med store kanonslag og brande. En ambulance skulle eskorteres ind i området af politibiler. Men brandbiler, ambulance og politi blev angrebet med store kanonslag. I perioder holdt politiet sig væk.
Samme udmelding kom 1. nytårsdag fra et medlem af den lokale fædregruppe, Bilal El- Milhelm, som også selv var ude med pulverslukkeren for at kvæle de brande, som politi og brandvæsen ikke turde køre ind og slukke.
”Jeg ringede til politiet, de kunne ikke komme her på Motalavej. De er bange for drengene, en fem-seks personer med bomberør,” sagde han til TV2 News.
Bøllerne håner politiet: Her bestemmer vi
En af dem, som har før an i optøjerne fortalte i TV, at han står i spidsen for en mafiagruppe af unge indvandrere, der vil vise politiet, hvem der bestemmer i bebyggelsen.
”Ingen skal komme og fucke os. Jeg sværger. Det er vores kvarter, og hvis politiet er utilfredse, så er vi klar,” sagde han blandt andet til TV2 Øst.
Motalavej er et lærestykke
Udviklingen på Motalavej viser, at der er kommet en ny kultur ind i det danske samfund. Drenge og unge mænd med indvandrerbaggrund, der er vokset op med en autoritær opdragelse, hvor de har lært at foragte svaghed, sætter deres præg på en række boligområder.
De har brug for voksne, der stiller klare krav, og hvor tingene har konsekvens.
Men det er det stik modsatte de møder.
De møder social myndigheder og en ordensmagt, der ikke stiller krav. Tværtimod kan de gøre, som det passer dem, uden at det har konsekvenser. De kan håne politiet, der bliver væk. De kan terrorisere psykisk syge, og det er de psykisk syge der må flygte. De kan true og skræmme de andre beboere, og det er dem der flytter ud af området.
Myndighederne, politiet og medierne vil ikke se i øjnene, at der er tale om unge, der generelt er vokset op med en helt anden kultur end den danske. De vil slet ikke tale om, at det drejer sig om indvandrere, men kalder dem hele tiden bare ”de unge”. Derfor kommer de med vage, generelle ”løsningsforslag”, som overhovedet ikke hjælper.
Kun ved at erkende den særlige kultur og opdragelse, som mange af disse drenge er vokset op med, kan man gøre en indsats der virker.
Men det er ikke politisk korrekt. Derfor sker det ikke, og derfor vil problemerne fortsætte.
