Mørk chokolade og rødvin dur måske ikke alligevel

Foto: Colourbox

Her gik mange ellers rundt og glædede sig. Man kunne med sindsro snuppe et ekstra glad rødvin og et stykke mørk chokolade. Man havde jo læst, at rødvin og mørk chokolade var sundt og direkte livsforlængende.

 

Men nu kommer der en lyseslukker.

 

Ny forskning har ikke fundet belæg for, at chokolade og rødvin kan forlænge dit liv, som vi ellers gik og troede, skriver Dailymail.

 

Den opsigtsvækkende konklusion kommer på baggrund af en undersøgelse lavet af amerikanske forskere.

 

Undersøgelsen førte ikke bevis for, at antioxidanten resveratrol, der findes i skindet fra røde druer og dermed i rødvin og i chokolade, havde nogen substantiel indflydelse på levealderen. (Dailymail)

 

Hvad gør resveratrol? 

Konklusionen er overraskende, fordi mange undersøgelser hidtil har vist, at resveratrol har gavnlige effekter og anti-ældningsegenskaber.

 

Laboratorie- og dyreforsøg har ifølge Kræftens Bekæmpelse vist, at resveratrol kan påvirke nogle af de processer, der er involveret i udviklingen af fedme, betændelsestilstande og sygdomme som kræft, hjerte- og karsygdomme. Dette er dog ikke dokumenteret i kliniske forsøg blandt mennesker. (Kræftens Bekæmpelse)

 

Fx har tidligere studier vist, at resveratrol forbedrer sundheden og levetiden hos mus, som ellers blev fodret med en fedtrig kost. (Dailymail)

 

Derfor undersøgte forskerne det såkaldte franske paradoks, nemlig at man i Frankrig har en lav rate af hjertesygdomme, selvom den franske kost indeholder meget kolesterol og mættet fedt. Forklaringen har hidtil været et regelmæssigt indtag af rødvin og særligt antioxidanten resveratrol.

 

Men ifølge forskerne bag den nye undersøgelse, så havde de undersøgte deltageres niveauer af resveratrol i kroppen ikke nogen ”væsentlig indflydelse” på inflammation, hjerte-kar-sygdomme, kræft eller levealder. (Dailymail)

 

Læs også
Danmark har markant fremgang i overlevelse efter kræft

Undersøgelsen

Undersøgelsen, der blev gennemført under ledelse af Dr Richard Semba, fra Johns Hopkins University School of Medicine i Baltimore, byggede på 783 mænd og kvinder over 65 år, som alle havde deltaget i et studie i perioden 1998 og 2009, som havde fokus på to byer i hjertet af Italiens Chianti vindyrkningsområde.

 

Deltagerne fik målt deres resveratrol niveau i urinen på begyndelsestidspunktet i 1998. I løbet af de følgende ni år døde 268 deltagere.

 

Af de 639 deltagere, som oprindeligt havde været fri for hjerte-kar-sygdomme, udviklede en ud af fire (174) hjerteproblemer.

 

Af de 734, som ikke havde kræft i begyndelsen af undersøgelsen, udviklede 34 af dem sygdommen.

 

Forskerne opdelte deltagerne i fire grupper ud fra deres indtag af resveratrol (højt eller lavt), men fandt næsten den samme andel dødsfald mellem grupperne.

 

Dr. Semba konkluderer på denne baggrund, at ”Resveratrol-niveauer, der er opnået med en vestlig kost tilsyneladende ikke viser nogen beskyttende forbindelse med sygdom og er ikke forbundet med levetid. ” (Dailymail)

Læs også
Ny forskning: Blodprøve kan forudsige tilbagefald af kræft

 

Resultaterne af undersøgelsen er blevet offentliggjort i tidsskriftet JAMA Internal Medicine. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…