De næste 10 år skal der investeres 5 milliarder i såkaldt grønne investeringer i Afrika.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) lancerede i går African Renewable Energy Fund (Aref), der er en nystartet investeringsfond.
Der skal investeres i primært små og mellemstore energiprojekter inden for vandkraft, vind, geotermisk energi, solenergi, biomasse og affaldsgas. (Ritzau)
Danmark giver årligt over 200 millioner kroner til Den Afrikanske Udviklingsbank, der står bag Aref og arbejder for at skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse i Afrika.
I går, da der var 6 måneder til jul, dukker udviklingsminister Mogens Jensen op som julemand i FN-byen i Nordhavnen: Nu skal Afrika gøres bæredygtig og dette mål skal nås ved at opføre vindmøller.
Pressemeddelelsen herom fra Udviklingsministeriet er på 482 ord, hvor ordet ”bæredygtig” optræder fem gange. Så er det sagt!
Meddelelsen vakte min interesse for Afrikas forsyning med energi fra vindkraft.
Søgning efter oplysninger herom resulterer i mange data om produktionskapacitet og potentiale.
Kapacitet – men kun på papiret, hvis det ikke blæser
Produktionskapacitet angiver, hvor megen effekt (MW) der maksimalt kan leveres, når det blæser.
Dette tal er altså helt uafhængigt af vejret: En vindmølle med en kapacitet på 2 MW ser ens ud i statistikken, hvad enten den er forbundet til elnettet eller ej.
Derfor er personer i branchen meget glade for dette begreb. Mange vindmøller med storkapacitet angiver imponerende vækstrater. Og vækst er jo godt. Men det er altså kun den mulige kapacitet.
Potentialet – men kun på papiret – vi ved intet om hvad der når forbrugerne
Det andet tal, potentialet, er det mest farlige og misbrugte i debatten om fremtidens energiforsyning. Det kan kort sagt, angive, hvor megen energi der er i vinden i et område.
Eller hvilket areal i Sahara, der modtager nok solenergi på et år til at dække hele Europas forbrug.
Disse størrelser er totalt vildledende, da de intet har at gøre med, hvor megen energi, der kan nå frem til forbrugeren, når denne har behov for det, og hvad den koster.
Der er vindmøller i Afrika – og det går ikke godt
Endelig søgte jeg hjælp i BP’s statistiske oversigt over Verdens energiforsyning.
De oplyser faktisk, hvor megen elektricitet Afrikas vindmøller producerer. Ud fra den installerede kapacitet kan effektiviteten beregnes. Den angiver den faktiske produktion i procent af den maksimalt mulige.
For Afrika som helhed var effektiviteten i 2002 oppe på 36,5%, men i de sidste fem år har den været omkring 20%.
Årsagen hertil kan være mange.
Der kan være vindmøller, som endnu ikke er sluttet til elnettet. De tæller med i kapaciteten men ikke i produktionen.
Eller det kan være, at vindmøllerne har svært ved at klare eventuelle sandstorme.
Eller at de er blevet stoppet af dyreværnsaktivister efter at mange flamingoer eller gæs er fundet halshugget under møllerne.
Eller måske er den til møllerne knyttede transformator blevet tappet for olie, som kan sælges som motorolie eller bruges til at holde gryderne i stråhytterne varme.
365 møller ved smuk sø – men er der overhovedet elkabler?
Under min søgen kom jeg også forbi en serie billeder fra Lake Turkana i Kenya. Her skal opføres en vindmøllepark, hvortil Vestas ifølge ministeriets pressemeddelelse skal levere 365 møller. Mange smukke billeder af typisk afrikansk natur og folkeliv.
Ikke én eneste elmast eller andre tekniske indretninger ødelægger de smukke billeder.
Mon elkablerne allerede er lagt i jorden? Der er jo en tendens til, at de mange kloge mennesker, som gerne vil hjælpe udviklingslandene, går ind for, at disse undgår de fejl, som vi andre har lavet. For eksempel at hænge ledninger op i luften på grimme master, hvilket nu medfører milliardudgifter i Danmark til at lægge ledningerne i jorden.
Bedre udnyttelse
Uden at besidde nogen ekspertise på området udvikling i Afrika, så tillader jeg mig at gætte på, at 5 mia. kr. kan bruges med meget større udbytte på lokale projekter som f. eks. bedre udnyttelse af brændsel af enhver art, udnyttelse af lokal vedvarende energi til lokale formål, vandrensning og bredspektret forbedring af hygiejnen. Samt naturligvis fremme af lokal produktion, som kan skaffe arbejde og handel.
Efter at have set den rystende dokumentarudsendelse Mig og FN på DR2 får jeg en dårlig smag i munden: Er dagens ”julegave” til Afrika også et udslag af de drivende kræfter i denne organisation: Bevarelse af magthavernes magt og støtte til de rige landes industri?
