En voldsom storm hærgede Logan County i staten West Virginia, USA. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned over huset, hvor den 10-årige Brianna Vance boede med sin familie.
Træet ramte Briannas far og to andre, der sad på husets veranda. Faderen blev hårdt kvæstet, og der var brug for at få en ambulance hurtigt frem.
Men stormen havde afbrudt mobildækningen, og der var ingen fast telefon i huset.
Mange, især i Briannas unge alder, ville nok blive grebet af panik i sådan en situation. Men ikke Brianna. Hun tænkte og handlede hurtigt.
På stedet optog hun en ”selfie”-video på sin mobiltelefon, og derefter lagde hun den ud på Facebook.
På videoen ser man en grædende Brianna sende en desperat appel af sted: ”Min far er næsten død. Han har brug for en ambulance. Vær sød at ringe efter én, hvis du har dækning.”
Hun fortæller, hvor de befinder sig, og forklarer: ”Vi bor i et gult hus.”
Overblik og viljestyrke
Vakse og hjælpsomme mennesker så hendes video på Facebook og fik hurtigt tilkaldt hjælp. Det reddede formentlig faderens liv.
En brandmand, der var involveret i redningsaktionen, kalder hende en helt.
Man kan sige, at Brianna reddede sin far på trods af sin unge alder. Men man kan også sige, at hun reddede ham på grund af sin unge alder. For det var hendes viden om, hvordan man kan bruge mobiltelefonen og Facebook, der gjorde det muligt at få tilkaldt hjælpen. Og den viden mangler mange voksne.
Det er dog ikke nok, at man kender teknikken. Man skal have overblik og viljestyrke for at håndtere sådan en situation. Og det havde denne 10-årige pige i imponerende grad. Godt gået.