Min mand bor på et plejecenter på 3. år. Efter hjerneblodpropper for 14 år siden er han blevet tiltagende svært hukommelsessvækket og uden evner til problemløsning.
Han har været hjemme de første 12 år med hjælp fra den kommunale hjemmepleje på godt og ondt. Hvad der skulle være en lettelse for min mand og for familien som helhed ved at få en plejehjemsplads er blot blevet en forlængelse af de mange års kampe for at sikre min mand den bedste pleje og omsorg og nok så vigtigt, den daglige vedligeholdelsestræning af de fysiske færdigheder han havde erhvervet sig.
Brækket hofte
Da han kom til centret kunne han gå, nu kan han intet. Han er faldet 4 gange og både brækket arm og hofte. Den brækkede arm gik han med i 8 dage fordi en social og sundhedsassistent havde vurderet, at intet var galt. Først da min mands fysioterapeut kom til stede og kontaktede min mands læge, kom han under behandling. Ved næste fald, som jeg aldrig har kunne få at vide forløbet af, blev der først reageret næste dag, da min mand havde ændret adfærd.
Undersøgelse viste en brækket hofte med efterfølgende operation med alt hvad det indebærer af svækkelse af en i forvejen svært handicappet person. Jeg og andre bringer selvfølgelig forskelligt spiseligt til min mand, der er bare det problem at han ikke selv kan tage et æble fra skålen. Han kan ikke selv tage f.eks. drikkevare fra køleskabet. Han kan ikke betjene sit TV eller sin radio. Indtil for nylig havde han en afspiller til bøger.
Ingen hjælper ham
Problemet er, at ingen giver min mand fra skålen eller køleskabet. Ingen gør sig den ulejlighed, at indstille TV på et program som min mand kan lide at se og ingen tænder radio eller sætter en CD i afspilleren. Jeg gjorde et kæmpe forarbejde inden min mands flytning og skrevet side op og ned om hans liv så personalet kunne være godt inde i, hvad min mand er for et menneske.
Jeg kan give besked om, at nu skal min mand deltage i det ene eller andet den og den dato og bliver afhentet på et bestemt klokkeslet og når så dagen kommer, er der ingen der vidste noget om det og min mand var så ikke klar.
Gang efter gang har jeg meddelt, at jeg vil ikke acceptere at finde min mand med skægstubbe eller med mad- og kaffepletter ned ad tøjet eller madrester i skægget, bedt om, at give min mand en fugtig klud så han kan rense sit skæg efter måltiderne, men intet sker.
Jeg har aldrig mødt en personalegruppe så uengagerede som denne. De undskylder sig med travlhed. Selv har jeg på intet tidspunkt set nogen løbe stærkt, men ofte holder helt op til 3 personaler rygepause samtidigt.
Og nu slutter jeg, da jeg er på vej til plejecentret, hvor man nu mener min mand skal på skadestuen efter sit fald fra seng lørdag morgen.
Kirsten Christensen
