En 77 årig demonstrant skrev Danmarkshistorie, da hun i sidste uge demonstrerede foran rådhuset i Brønderslev. Ikke blot hører det til sjældenhederne, at folk i den aldersklasse går på barrikaderne. Det indebærer, at der må være en ganske særlig og meget presserende grund til det.
Det højst bemærkelsesværdige ved demonstrationen var endvidere, at den kun talte en eneste demonstrant. De mange samtaler, hun i dagens løb havde med jævnaldrende og andre med ærinde på rådhuset, viste imidlertid, at hun langt fra står alene med sin protest.
Overgreb mod store dele af befolkningen
Og hvad protesterede den tidligere pædagog Hanne Madsen så imod? Hun protesterede imod den tvangsdigitalisering, som træder i kraft 1. november i Danmark, hvor al kommunikation mellem det offentlige og borgerne skal foregå digitalt. Det kræver, at hele den voksne befolkning er i besiddelse af en computer og forstår at betjene den – alternativt at andre skal løse kommunikationsopgaverne for én.
Med andre ord: Har du ikke råd til at investere i en computer og mulighed for at lære at betjene den, så tvinges du til at bede andre tage sig af noget, som måske er meget privat og personligt. – Den enlige demonstrant foran rådhuset i Brønderslev burde imidlertid i stedet have stillet sig op foran Christiansborg, der er den rette adresse, når der skal protesteres mod det overgreb mod store dele af befolkningen, som tvangsdigitaliseringen er udtryk for.
Den er nemlig vedtaget af et bredt flertal i et folketing bestående typisk af meget unge politikere uden forståelse for, at der i den virkelige verden er masser af borgere, der gennem et langt og slidsomt arbejdsliv aldrig har været i berøring med den digitale verden, der er en selvfølge for den unge generation.
Et råb fra folkedybet
Selv om demonstrationen altså foregik solo foran et nordjysk rådhus, så gør det den ikke mindre meningsfuld. Den var et råb fra folkedybet, som bør blive hørt helt ind til Christiansborg, og som bør sætte nogle tanker i gang hos politikerne om, hvordan man kan tillade sig at behandle borgere i et frit demokratisk samfund, og hvordan man i hvert fald ikke kan behandle dem. Grænsen for almindelig menneskelig anstændighed er langt overskredet med loven om tvangsdigitalisering.
Hvis digitaliseringen bliver total – og det tyder meget på at den bliver med tiden – så bør det ske i et tempo, der ikke over en nat marginaliserer en stor procentdel af befolkningen. Et politisk flertal har solgt enhver menneskelig anstændighed og respekt for alle typer af borgere for en måske endda tvivlsom økonomisk gevinst for det offentlige. Det fortæller desværre en del om kvaliteten af den lovgivning, der præsteres af vore folkevalgte i disse år (!).
Dansk politik og den etik og moral, den burde bygge på, ligger på et niveau, der bør få nødråbet fra den enlige pensionistdemonstrant i Nordjylland til at vokse til et folkebrøl, der får hårene til at rejse sig på de politikere, der har været alt for hurtige på knapperne. De skulle have brugt fingrene til at tørre sig bag ørerne først, så de havde haft lejlighed til at tænke sig om en ekstra gang (!).
Blandt de mange, demonstranten talte med foran rådhuset, var også en tidligere skolepsykolog, der har brugt computer i mange år. Også han var af den mening, at tvangsdigitaliseringen er urimelig. Selv har han en computer, der blot er tre år gammel, men allerede knirker og trænger til udskiftning. Det betyder en investering på mellem 6.000 og 7.000 kroner, inden systemet kører igen. Med skolepsykologens ord: Det er en urimelig investering at påtvinge folkepensionister!
Politisk magtarrogance
Der kommer så mange kloge ord fra vores lovgivere om, at på ældreområdet gælder det om, at flest muligt er selvhjulpne længst muligt – det er godt for de ældre og godt for samfundet – og så ligger der et grundsyn om menneskelig værdighed og respekt bag holdningen. Indførelsen af tvangsdigitalisering står i grel modsætning til denne overordnede målsætning. Som den enlige demonstrant så tydeligt afspejler, så betyder det, at masser af selvhjulpne ældre borgere – og mange andre i øvrigt – nu umyndiggøres og bliver afhængige af hjælp (!!).
Det er politisk hokus-pokus af værste karat – og værst af alt: Det har et grimt skær af totalitarisme og magtpolitisk arrogance. Hvornår begynder politikere at lade sig rådgive af erfarne folk med medmenneskelig indsigt og ikke kun af kolde teknokrater, der kun kan tænke i regneark?
