Situationen ser dyster ud for Socialdemokraterne forud for folketingsvalget.
Ved sidste valg fik partiet 24,8 procent af stemmerne, hvilket var en katastrofe i forhold til dets historiske niveau. Nu ligger man i meningsmålingerne langt under denne katastrofe, nemlig omkring 21 procent.
Størsteparten af de forsvundne stemmer siden sidste valg er gået hen over midten til de borgerlige partier, med Dansk Folkeparti i spidsen.
Der føres mange debatter om, hvad de socialdemokratiske trængsler skyldes. I øjeblikket tales der især om partiets problemer med dagpengene. Siden sidste valg er Thornings løftebrud blevet fremhævet som en vigtig årsag til den socialdemokratiske nedtur.
Disse forklaringer har bestemt noget på sig. Men man overser en anden og dybere forklaring på, at Socialdemokraterne har det så svært med vælgerne:
Måske er der bare ikke så mange socialdemokrater tilbage.
Katastrofegrænsen er flyttet fra 30 procent til 20 procent
Noget tyder på, at færre mennesker nu om dage kan identificere sig med det at være socialdemokrat. Det gælder i Danmark og en stribe andre lande i Europa, især Nordeuropa.
I 1990’erne lå partiet herhjemme over 30 procent. Det blev betragtet som en meget alvorlig situation, hvis man for en stund røg under de 30. I dag kæmper partiet hårdt for at holde sig over de 20 procent.
Den socialdemokratiske nedtur har været langvarig, og den er accelereret i de senere år. Under Helle Thorning er partiet gået fra det ene valgnederlag til det andet – mens Thorning ihærdigt har forsøgt at udråbe hvert nederlag som en sejr.
De danske socialdemokrater kan så trøste sig med, at de som sagt ikke er alene om det. I Sverige, der nu går til valg, ligger Socialdemokraterne til det dårligste valg nogen sinde. De kan dog alligevel vinde regeringsmagten, ligesom Thorning gjorde det i 2011.
Indskiftningsspillere
Det er ved at være den socialdemokratiske normalsituation, at partiet kun kommer til magten, når vælgerne bliver lidt trætte af de borgerlige. Og deres tid ved magten er kort. De er så at sige blevet det politiske livs indskiftningsspillere.
Thorning ser ud til kun at holde én valgperiode. I 1990’erne var det samme meget tæt på at ske for Poul Nyrup. Men han overlevede med nød og næppe et valg mere – for derefter at lide et katastrofalt nederlag i 2001.
De to seneste borgerlige regeringer har derimod hver siddet i et årti, og deres efterfølgende nederlag har været ret beskedne.
Frihed og præstationer
Hvorfor er der ikke så mange socialdemokrater tilbage?
Det korte svar lyder: Fordi verden har ændret sig i en retning, så man ikke længere har samme tillid til de socialdemokratiske svar. Mere konkret drejer det sig blandt andet om følgende:
Folk vil i højere grad selv bestemme, hvordan de skal indrette deres tilværelse. Socialdemokraterne står derimod som et parti, der vil gøre, hvad de mener er godt for dig.
Der er kommet en stigende forståelse for det private erhvervslivs behov, blandt andet i lyset af den hårde globale konkurrence. Selv om den nuværende regering har bevæget sig et stykke i den retning, bliver Socialdemokraterne primært forbundet med den offentlige sektors behov.
Det er ikke længere så fy-fy at tale om at konkurrere og præstere noget. Men det opfattes absolut ikke som socialdemokratisk.
Dyder og værdier
Disciplin, ordentlighed og omhu er dyder, som er i forfald. Mange synes, at der er brug for at få dem styrket og om nødvendigt anvende sanktioner over for dem, der laller. Men heller ikke her ser man mod Socialdemokraterne.
De fleste er med på, at vi skal være aktive deltagere i en globaliseret verden. Men de vil samtidig kæmpe for at fastholde de centrale værdier og traditioner i det danske samfund. Her synes de, at Socialdemokraterne svigter i både udlændingepolitikken og EU-politikken.
Mange er trætte af de snakkende klasser, der hele tiden vil forklare befolkningen, hvad den skal mene. De færreste kan identificere sig med deres venstreorienterede og politisk korrekte holdninger og deres indavlede sprog. Og de ser Socialdemokraterne som tæt forbundne med ”snakkerne”.
To retninger
Dette er blot nogle punkter – man kunne nævne flere. Men alene disse punkter er rigeligt til at forklare, hvorfor der bare ikke er så mange socialdemokrater tilbage.
Man kan sige, at punkterne peger i to retninger:
På den ene side ønsker mange, at det danske samfund bliver bedre rustet til at klare sig i en verden med skærpet konkurrence og voksende krav.
På den anden side ønsker mange, at vi skal gøre mere for at sikre sammenhængskraften og de særlige nationale træk, der forbinder os som danskere.
Et stort antal vælgere har begge ønsker på én gang. Men vægten kan ligge noget forskelligt. Det viser sig i, at både Venstre og Dansk Folkeparti fra hver deres udgangspunkt løber med dele af Socialdemokraternes traditionelle folkelige basis.
Sådan bliver der længere mellem danskere, der kalder sig socialdemokrater.
