”Mange indvandrere vender helt samfundet ryggen – mentalt lever de i hjemlandet”

Privat

Halime Oguz var seks år gammel, da hun flyttede fra Tyrkiet til Danmark, hvor hendes far arbejdede som gæstearbejder. Hun har boet mange år af sit liv i den berygtede bydel Vollsmose i Odense, men endte med at arbejde sig op gennem uddannelsessystemet og bryde ud af et arrangeret ægteskab.

 

I dag er Halime Oguz kandidat i litteraturvidenskab og mellemøststudier og stiller op til Europa-Parlamentet for SF. Alligevel er hun langt fra prototypen på en SF-politiker, men tværtimod mønsterbryder i mere end én forstand.

 

Hun ønsker nemlig et opgør med venstrefløjens berøringsangst i integrationspolitikken og kritiserer samtidig mange indvandrere for at isolere sig fra resten af samfundet og undertrykke hinanden:

 

”Det er mærkeligt, at venstrefløjen ikke tidligere har haft øje for den undertrykkelse, der foregår, fordi den oprindeligt har stået for kampen for menneskets frigørelse. Og når man tænker på for eksempel ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, virker det paradoksalt.”

 

”Vi danskere er nødt til at støtte de progressive, moderne kræfter, som vil lave om på de gammeldags religiøse og kulturelle skikke, der hersker blandt mange indvandrere”, siger Halime Oguz.

 

”Lad være med alt det der udenomssnak”

Hun mener, det kræver et opgør med særhensyn fra samfundets side og en mentalitetsændring blandt mange indvandrere, så de i langt højere grad orienterer sig mod det danske samfund i stedet for mod deres oprindelseslande. Men først og fremmest skal man kunne tale mere åbent om problemerne, understreger Halime Oguz:

 

”Hvis man for eksempel siger noget kritisk om etniske minoriteter, så er det første, man bliver mødt med, at nu skal man altså også lige lade være med at generalisere, for der findes også gode etniske minoriteter. Man skal igennem hele denne her remse og de positive historier, før man overhovedet kan diskutere problemet.”

 

”Tal dog direkte om tingene – lad være med alt det der udenomssnak. Du er ikke racist, fordi du kritiserer én, der ikke har et dansk navn. Helt ærligt!”.

 

Oplevede islamiseringen af Vollsmose

Som nævnt kom Halime Oguz til Danmark som en lille pige. Faren var flyttet hertil som gæstearbejder i 70’erne, og Halime, hendes mor og tre brødre flyttede op til ham efter nogle år. Flytningen forløb uden de store problemer, og familien fandt sig hurtigt til rette:

 

Læs også
Ikke-vestlig indvandring har fået voldskultur til at brede sig – nyt blodigt skyderi viser, hvorfor danskerne har fået nok

”Jeg startede med at gå i børnehaveklasse i Danmark. Jeg lærte at tale flydende dansk på meget, meget kort tid, og det gjorde min far også. Han havde mange danske venner, var intelligent og endte med at blive en anerkendt tolk – en virkelig velfungerende mand”.

 

Ingen af forældrene var særligt religiøse på det tidspunkt. Men da familien flyttede til Vollsmose efter nogle år, begyndte troen langsomt at spille en større rolle:

 

”På det tidspunkt var det arbejder- og mellemklassen, der boede i Vollsmose, fordi det var sådan nogle fine, store lejligheder, og de var nyopførte. Men der var også nogle indvandrerfamilier derude, og med tiden begyndte man at kontrollere hinanden mere.”

 

”Kontrollen betød, at de ting, man gjorde, som adskilte sig fra traditionerne og kulturen i hjemlandet, hurtigt kunne blive videreført til hjemlandet, og det var ikke velset. Det var meget vigtigt, at man havde de her kulturelle bånd”.

 

I takt med, at stadig flere indvandrerfamilier flytter til bydelen, sker der ifølge Halime Oguz også en islamisering af området. Hun mener, det i høj grad skyldes den islamiske revolution i Iran, som dannede grobund for en islamisk vækkelse i hele Mellemøsten:

 

”Tingene begyndte at ændre sig meget markant. Der sneg sig mange kassetter og bøger til Vollsmose og Danmark, og det var ret ubehageligt. Det var en form for skræmmekampagner imod Vesten og Vestens idealer om demokrati, ligestilling – alt, hvad der er moderne. Den der skræk har jeg haft i mig hele tiden – man blev virkelig gjort bange”.

 

Læs også
Mand med indvandrerbaggrund kører i luksus-Mercedes og griner hele vejen hen til jobcenter

Øget social kontrol og religiøs undertrykkelse

Den sociale kontrol og religiøse undertrykkelse tog til og påvirkede også Halime Oguz’ forældre. Opdragelsen blev mere konservativ, og de mange religiøse påbud gjorde det svært at være med i de aktiviteter, som danske børn og unge deltog i, fortæller Halime:

 

”Man blev opdraget til at være en god hustru – hvordan man tjener sin mand og mandens familie, og hvordan man bliver en ærbødig kvinde. Det betød, at der var rigtig mange ting, man ikke måtte – ting, som er en selvfølge i en dansk sammenhæng som at have kærester og gå til fester, var fuldstændig uacceptable for os”.

 

Forældrene endte med at arrangere et ægteskab med en ung tyrkisk mand, og som 17-årig blev Halime gift. I starten betragtede hun det lidt som en frigørelse og en legitim måde at flytte hjemmefra på, men med tiden følte hun, at hun mistede mere og mere af sig selv. Som muslimsk kvinde skulle hun tage sig af hjemmet, mens manden arbejdede og forsørgede familien:

 

”Ræsonnementet var, at jeg havde mand og familie, og at jeg så sådan set havde opfyldt min mission som kvinde. Men jeg var jo så også helt og aldeles afhængig af min mand. Jeg eksisterede slet ikke – jeg arbejdede ikke, og jeg havde ikke nogen uddannelse.”

 

”Jeg begyndte at længes efter at blive et individ, og det var sådan, at jeg ligefrem begyndte at drømme om, at der kom breve med mit navn på.  – Så meget var min identitet deponeret hos min mand, i familien og i det samfund, jeg indgik i”.

 

Uddannelse blev Halime Oguz’ store redning. Hun startede fra scratch med en 10.klasse-eksamen, tog en fuld HF på VUC og endte med at blive optaget på universitetet.

Læs også
Libaneser var indlagt på sygehus i Aalborg – her sneg han sig ind til en anden patient og begik vanvittigt røveri

 

Den dannelsesproces, Halime gennemlevede, betød, at hun fandt tilbage til sig selv og begyndte at føle sig som et selvstændigt menneske. Det gjorde hende imidlertid også langt mere kritisk over for de religiøse og kulturelle skikke og normer, der styrede livet i Vollsmose.

 

To vidt forskellige syn på verden

For Halime var det en brydningstid – en kamp mellem to vidt forskellige forståelser af, hvordan verden hænger sammen, og hvilke muligheder det enkelte menneske har for at påvirke og leve sit liv. En vestlig verdensopfattelse med vægt på individets unikhed og forandring over for en kollektiv familie- og samfundsstruktur med fasttømrede roller og livsbaner:

 

”At blive individ er en meget vestlig ting, og det er slet ikke sådan, man tænker, dér hvor jeg kommer fra.  Dér er familien og klanen alt. Det var et dynamisk verdensbillede stillet over for et statisk verdensbillede, der i mit tilfælde begrænsede sig til lokaliteten Vollsmose, familien og min mand.”

 

”Ganske vist griner man meget ad tidligere statsminister Jens-Otto Krag, der sagde, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”, men i Vesten er det faktisk ganske legitimt at skifte standpunkt, fordi man med tiden bliver klogere. Det er et led i enhver dannelsesproces, og det var den dannelse, jeg ligeledes begyndte at længes efter”.

 

På trods af megen modstand fra familie og bekendte i Vollsmose fortsatte Halime Oguz derfor ufortrødent sine studier på universitetet. Men hun vidste, at hun balancerede på en knivsæg, og måtte stadig i mange henseender indrette sig efter baglandets normer og krav:

 

Læs også
Margrete Auken: EU skal være en forbundsstat i lighed med USA – men så kom Holger K. på banen

”Jeg blev mødt med megen skepsis af mine egne, og på universitetet nød jeg eksempelvis ikke de samme privilegier som de andre, der indgik i læsegrupper. Min mand var ikke interesseret i, at jeg mængede mig for meget med de andre, og jeg føjede ham, fordi jeg vidste, at jeg ellers ikke ville få lov til at studere”, fortæller Halime Oguz.

 

Bag den udbredte skepsis blandt familie og venner lurede samtidig en frygt for intellektuel overlegenhed og kritik af synet på verden og levemåden i det muslimske miljø.

 

”Skepsissen blandt mine egne gik selvfølgelig også på, at de var bange for, at jeg kunne blive klogere end dem. Denne skepsis var sådan set velbegrundet, for lige pludselig begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål.”

 

”Oplevelsen af eksempelvis Kierkegaard og Camus betød, at jeg ikke længere anså de sandheder, jeg hidtil havde betragtet som indiskutable, for de eneste. Fundamentet for, hvad jeg hidtil havde bygget min tilværelse op omkring, begyndte at krakelere”.

 

”Mentalt lever de i hjemlandet”

Til sidst blev et brud uundgåeligt, og Halime endte med at blive skilt fra sin mand og flytte væk fra ghettoen og den sociale kontrol.

 

De negative konsekvenser blev imidlertid opvejet af de mange nye muligheder; Halime Oguz fik flere interessante job på grund af studiet og blev samtidig politisk interesseret. Gennem sit politiske engagement fik hun de demokratiske værdier ind under huden:

Læs også
Terrordømte Ahmed skulle udvises, men Flygtningenævnet spænder ben – Alternativet synes, at han skal have et job i Danmark

 

”Jeg meldte mig ind i SF og blev på den måde fortrolig med de demokratiske institutioner i Danmark, og så lærer man jo, at man sagtens kan have heftige uoverensstemmelser og alligevel være bedste venner. Jeg har for eksempel en rigtig god veninde, som er fra Det Konservative Folkeparti – det ville ikke være muligt i det miljø, jeg kommer fra. Der er man ikke bedste venner, når man er uenige om sådan nogle ting”.

 

I 2012 blev Halime Oguz færdig som cand.mag. i litteraturvidenskab og mellemøststudier, og hun arbejder i dag som integrationskonsulent i Københavns Kommune og tolk for politiet.

 

Opvæksten i en ghetto og det indgående kendskab til normerne og værdierne i det parallelsamfund, hun selv var en del af, har givet hende stærke og kontroversielle holdninger om integrationen af indvandrere i det danske samfund. Hun mener, at vejen især går gennem uddannelse og tæt kontakt til etniske danskere:

 

”Uddannelse er den altafgørende nøgle til frigørelse. Og derfor er det vigtigt, at man lige fra barnsben passer sin skole og er sammen med etniske danskere. Og der nærer jeg de største forhåbninger på pigernes vegne, for der er mange piger, der bliver holdt i kort snor, og de ved, at det er den eneste måde, de kan bryde ud på.”

 

”Der er jo heller ikke særlig mange ting, de må, så de kan lige så godt uddanne sig. Jeg kan have større betænkeligheder med drengene – de er friere stillet end pigerne, og der bliver ikke rigtigt stillet krav om, at de passer deres skole eller kommer hjem på nogle bestemte tidspunkter”, fortæller hun.

 

Ud over at sikre uddannelse og oplysning skal samfundet også støtte de progressive kræfter i indvandrermiljøerne, så der kan blive dæmmet op for den sociale kontrol og den udbredte undertrykkelse af kvinder.

 

Man skal insistere på, at indvandrerne tager det danske samfund og de demokratiske værdier til sig og åbner sig – ifølge Halime Oguz er det vigtigere end nogensinde, fordi mange helt vender samfundet ryggen:

 

”Jeg synes, at det eskalerer mere og mere – det bliver forstærket især blandt første- og andengenerationsindvandrerne, og de påvirker og regulerer i vidt omfang de yngre generationer. Mentalt lever de i hjemlandet; de har ikke særlig meget kontakt til det land, som de er en del af.”

 

”Mange af dem taler rigtig dårligt dansk – nogle af dem kan slet ikke. På den måde kan de ikke få et arbejde, og hvor skal man så blive inspireret fra. Man har nok i hinandens selskab, for der er så mange fra ens hjemland eller landsby i ghettoerne, så man behøver faktisk ikke at søge mod andre”.

 

Drop den politiske korrekthed og støt de progressive

Efter offentliggørelsen af Yahya Hassans digtsamling, der beskriver problemerne i en indvandrerghetto i Aarhus Vest, mener Halime Oguz, at der er ved at komme en bedre forståelse på venstrefløjen og blandt politikere generelt for de reelle integrationsudfordringer.

 

Hun håber, at det kan føre til, at venstrefløjen og højrefløjen kan mødes på midten og arbejde sammen om at løse problemerne uden at pakke ting ind og bedrive politisk korrekt forskelsbehandling:

 

”Man kan godt lave en integrationspolitik, der både er imødekommende og stiller krav – man skal bare være lidt mere nuanceret. Det der med, at man ser racisme over det hele, er forkasteligt. Etniske minoriteter og danskere skal vurderes ud fra de samme parametre og kritiseres på samme måde”, påpeger Halime Oguz og fortsætter:

 

”Man må altså gerne være kritisk over for én, der ikke har en etnisk dansk baggrund – det betyder ikke, at man er racist. Jeg mener tværtimod, at man er mere racist, når man ikke kan kritisere én, der ikke er etnisk dansk – den forskelsbehandling synes jeg faktisk er direkte kvalmende”.

 

Halime håber, at hun kan være med til at skabe en frigørelsesproces for mange af de muslimske indvandrere, der i dag lever efter strenge religiøse regler og reaktionære normer i lukkede miljøer.

 

Samtidig vil hun gennem sit eget eksempel også gerne vise over for etniske danskere, at man godt kan være moderat muslim og demokrat. Som med Bibelen handler det ifølge Halime Oguz om fortolkningen af de religiøse tekster og viljen til frihed og et moderne liv:

 

”Man skal huske, at der også er ufattelig mange muslimer, der hungrer efter demokrati og frihed. Alle religioner kan jo være fredelige – de, der ødelægger religionerne, er mennesket selv.”

 

”Men jeg er enig med Naser Khader i, at islam trænger til en reform. Alle religioner skal kunne tåle kritik. Hvordan skulle man kunne udvikle noget som helst, hvis man ikke kritiserer? Hvorfor skal alt være så dogmatisk og fastlåst?”

 

”Jeg beder ikke, jeg faster ikke, men jeg er muslim i en åndelig, sufistisk forstand. Man kan sagtens have et moderat forhold til en religion og være helhjertet demokrat på samme tid”.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…