I gamle dage var der ikke så meget at passe på, når guderne rasede og børnene kunne ligefrem glæde sig til uvejr, så var der nemlig tordenkaffe og småkager i køkkenet.
I dag er det anderledes.
Og netop nu i juli og august, hvor det er højsæson for lyn og torden, er det godt at vide hvilke forholdsregler man skal tage, når uvejr raser. En af de hyppigste skadestyper som følge af lynnedslag er overspænding i el- eller telefonnettet.
Denne overspænding kan nemt brænde kredsløbene af i elektroniske produkter af enhver type. Hvilket naturligvis er ærgerligt, hvis der er tale om kostbare apparater såsom fjernsyn, computere, harddiske, surround-anlæg mm.
Det er derfor en god idé at tage alle strøm- og netværksstik ud af boligens mest kostbare elektroniske udstyr, når der er et tordenvejr i anmarch. Det er ikke nok at slukke på kontakten. (Bolius)
Kan man tale i telefon
På grund af ændringer i telenettet er det angiveligt ikke lige så farligt at tale i fastnettelefon under tordenvejr som i gamle dage. Men der er på den anden side heller ingen grund til at tage chancen og udsætte sig selv for unødig risiko. Så skal du ringe til nogen, mens det brager løs udenfor, bør du i stedet bruge mobiltelefonen eller en trådløs telefon. Elektronik som kører på batteri er derfor sikkert at benytte, så husk at få opladet bærbare, tablets mm før det bryder løs. (Bolius)
Hvor er det sikkert at opholde sig
Det er klogt at søge indedørs i voldsomt vejr, dog skal man holde sig fra vandhaner, radiatorer og andet med forbindelse til elektrisk ledede installationer. Hvis det ikke er muligt kan en bil være et alternativ, dog er det vigtigt at krybe sammen på sædet og undgå at røre ved bilens metaldele.
Er man så uheldig at befinde sig på herrens mark langt fra civilisationen, siger eksperterne at det er bedst at sætte sig ned på hug, så man rager mindst muligt op i landskabet. Man skal ikke lægge sig fladt på jorden eller søge ly under et træ, hvor man risikerer at få store trædele i nakken, fordi træer ofte kan splintre under kraftige lynnedslag.
Det skulle også være godt at lukke øjnene og åbne munden, fordi trykket fra lynet bedre kan slippe ud af munden, hvis man skulle blive ramt. De lukkede øjne skulle øge sandsynligheden for, at trykket ikke blæser øjenæblerne ud. (Børn og Unge)
Fakta
Temperaturen i et lyn når ofte op på 30.000 grader, hvilket er fem gange varmere end solens overflade. Til gengæld bliver få mennesker ramt, og af dem omkommer ’kun’ hver fjerde. I Danmark under en om året.
Lyn opstår, når der sker en udligning af gigantiske spændingsforskelle inde i bygeskyer, mellem skyer eller mellem en sky og jorden. Spændingsforskellene opstår, når iskrystaller og hagl hvirvler op og ned inde i skyen og støder sammen, hvorved der skabes store mængder statisk elektricitet.
De fleste lyn springer mellem skyer. Lyn mellem skyer og jorden er ikke nær så hyppige. Det sker også, at lynet bevæger sig fra jorden og op til skyen.
I Danmark er der registreret op til 100.000 lynnedslag på en enkelt dag.
På verdensplan dør omkring 1000 mennesker om året som følge af lynnedslag. På overlevende skulle nedslaget i visse tilfælde efterlade evige minder om oplevelsen. Det er dog ikke alle overlevendes ar som er ligeså nydelige som ses her.
En af fortidens store helte
Ifølge de gamle nordiske sagn var det guden Thor som skabte lyn og torden når han kørte gennem himlen i sin stridsvogn, medbringende “Mjølner”, Thors særlige hammer. (Den Store Danske)
Lille sølvsmykke med form som en hammer, fra vikingetiden og fundet i Skåne.

