Der er indgået en aftale mellem regeringen og Venstre om vækstpakken og reformen af beskæftigelsessystemet.
Dermed er lagt en ramme for de forhandlinger, der nu skal tages med andre partier.
Forløbet har været præget af, at Lars Løkke har brugt den samme strategi, som han anvendte, da Venstre lavede forlig med regeringen om finansloven sidste efterår.
Dengang gik Løkke efter at lave et hurtigt forlig. Han tog ikke politiske slagsmål om alle mulige ting, men koncentrerede sig om at opnå væsentlige indrømmelser på nogle få mærkesager. På den måde fik han sendt et signal om ro og handlekraft.
Det forsøger han at gentage med den ny aftale.
Parallellen til efteråret
Parallellen mellem finansloven i efteråret og den ny aftale er alt andet end tilfældig.
I begge situationer havde Løkke lige været igennem en større krise. I efteråret var det GGGI-sagen. Og denne gang var det sagen om tøjkøb m.m.
I begge situationer havde han derfor behov for at demonstrere sine evner som politisk håndværker, så de ubehagelige mediesager gled i baggrunden.
Strategien lykkedes i høj grad i forbindelse med efterårets forhandlinger om finansloven. Om den sammenlagt også lykkes denne gang, får tiden vise.
Men foreløbig kan man i hvert fald konstatere, at Lars Løkke får tre politiske gevinster ud af denne aftale.
Venstres sejre
For det første er der gevinsten ved det politiske indhold i aftalen. Venstre opnår især to ting:
Partiet får en lettelse i den såkaldte PSO-afgift på energi, som bliver mere end dobbelt så stor som den lettelse, regeringen spillede ud med. Den bliver på 13,2 mia. kr. frem mod 2020 i stedet for regeringens 5,7 mia. kr.
For at finansiere det udskydes vindmølleparken Kriegers Flak, så den bliver færdig to år senere end planlagt.
På energifronten fjernes også den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, men det vender vi tilbage til.
Samtidig får Venstre en væsentlig ændring i beskæftigelsesreformen: Det skal være de kommunale jobcentre, der står for den centrale kontakt med de ledige i det første halve år, herunder jobsamtalerne.
Regeringen havde ellers foreslået, at det skulle overgå til A-kasserne, hvilket vakte begejstring i fagbevægelsen.
På banen igen
For det andet opnår Løkke den gevinst, at han nu for alvor er banen igen med det politiske – efter balladen omkring hans personsag. Ligesom i efteråret får han vist, at han hurtigt, målrettet og professionelt kan bringe en vigtig aftale i hus.
Den seneste bilagssag har fået vælgernes tillid til Løkke til at styrtdykke. Han kan nu håbe, at vælgerne i det mindste får styrket tilliden til ham, når det gælder det politiske håndværk.
Hug til Mette Frederiksen
Endelig får Løkke en tredje gevinst ud af aftalen, som er lidt mere skjult:
Den ændring, han får i beskæftigelsesreformen, er et klart nederlag for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Den styrkelse af A-kasserne, som hun lagde op til, øgede hendes popularitet kraftigt ikke bare i fagbevægelsen, men i det hele taget blandt socialdemokratiske kernetropper. At centrale opgaver nu tilbageføres til de kommunale jobcentre, vil være en stor skuffelse i disse kredse.
Der er et særligt perspektiv i hug til Mette Frederiksen: Det kan tænkes, at Helle Thorning får en toppost i EU, og i så fald er Mette Frederiksen den oplagte afløser. Venstre ser gerne, at hun svækkes, inden det sker.
Løkkes pris
Men Løkke har betalt en pris for at få det hurtige forlig i hus:
Han har måttet opgive at få genindført den såkaldte boligjobordning.
Han har accepteret Mette Frederiksens kraftige satsning på øget uddannelse til de ledige i beskæftigelsesreformen. Det har ellers været stærkt kritiseret af arbejdsgiverne, der slår på, at alt for mange ledige på den måde ikke vil stå til rådighed for at tage de job, der opstår. Det kan give mangel på arbejdskraft.
Sidst, men ikke mindst, har han accepteret en skatteforhøjelse, der allerede udløser ballade i den borgerlige lejr.
Det drejer sig om en forhøjelse af bundskatten, som bidrager til at finansiere afskaffelsen af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift.
Forhøjelsen bliver ganske vist mindre end den, regeringen havde forslået. Regeringen sagde 0,4 procentpoints – nu bliver det i stedet 0,28 procentpoints. Men Venstre bryder altså her med sit budskab om, at skatterne skal ned og ikke op.
Denne del af forliget blev straks undsagt af den konservative leder Lars Barfoed. Den er ligeledes uspiselig for Liberal Alliance.
Venstre vil nu også skulle forklare, hvordan denne forhøjelse hænger sammen med de skattelettelser i bunden, som partiet sammen med Dansk Folkeparti har gjort til en mærkesag op til valget.
Det gik Løkke efter
Ifølge regeringen og Venstre vil borgerne trods forhøjelsen af bundskatten i gennemsnit få forøget deres årlige rådighedsbeløb med omkring 240 kr. Men det er selvfølgelig ikke meget.
I det saglige indhold er Løkke først og fremmest gået efter at styrke virksomhedernes konkurrenceevne ved at lette deres energiregning.
I den politiske strategi er han først og fremmest gået efter at vise, at han er manden, der kan skabe konkrete resultater.
