Jeg ved godt, at jeg selv er omdrejningspunkt i historien om det aflyste besøg på Christiania i februar 2012. Det handler om beskyttelsen af min person.
Ikke desto mindre er der i den seneste uge med frikendelsen af to embedsmænd i justitsministeriet knæsat en helt ny parlamentarisk skik: Løgnen kan gradbøjes. Det er ganske vist forkert at lyve, men hvis omstændighederne kræver det, kan en nødløgn accepteres.
Løgnen kort fortalt
I mine 30 år i Folketinget har jeg ikke oplevet noget tilsvarende. Regeringen betræder helt nye veje.
Løgnen gik kort fortalt ud på, at de to øverste embedsmænd i justitsministeriet i samarbejde med daværende justitsminister Morten Bødskov og den tidligere formand for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup, opfandt en fiktiv historie om, at politidirektør Johan Reimann skulle lade som om, at han var forhindret i at deltage i Retsudvalget møde i fristaden, fordi han var optaget af andre møder.
Dermed kunne man behændigt undgå at fortælle om en anden historie; nemlig den, at PET vurderede, at besøget på Christiania ville indebære en sikkerhedsrisiko for medlemmerne af Retsudvalget og ganske særligt min egen person.
Den påståede trussel er kernen i historien
Det er stadig den påståede trussel, som udgør kernen i historien. Hvorfor måtte Folketinget ikke orienteres om denne trussel? Konsekvenserne af historien er velkendte: Den kostede såvel justitsminister Morten Bødskov som PET-direktør Jacob Scharff jobbet – førstnævnte da Enhedslisten mistede tilliden.
Tilbage stod et tjenstligt forhør af de to øverste embedsmænd, departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens Christian Bülow som ansvarlige for løgnen. Men forhørsledelsen, som bestod af tre dommere nåede frem til, at historien måtte betegnes som en ”nødløgn”.
Det lyder jo unægteligt formildende. En nødløgn lyder jo ligefrem helt acceptabel. Men en nødløgn kan vel ret beset kun fortælles, hvis der er tale om liv og død. Det var der ikke i dette tilfælde.
Hvor er Helle Thorning?
At statsminister Helle Thorning-Schmidt ikke træder i karakter som regeringens chef, er imidlertid det mest forunderlige. Hun erklærede uden omsvøb i Folketingets spørgetime, at hun fortsat har tillid til de to embedsmænd og gled på denne måde behændigt af på historien.
I stedet talte hun om en ”dialog” mellem Folketingets partier om, hvordan man skal håndtere en sådan sag en anden gang. Det er ikke godt nok. Det er stærkt betænkeligt i forhold til respekten for folkestyret.
Regeringen tilsidesatte ligeledes et flertal i Folketinget i sagen om børnechecken, hvor man ganske enkelt valgte at ignorere et flertal – noget, som ellers kun yderst sjældent er sket i danmarkshistorien. På den baggrund kan det ikke undre, at også løgnen kan gradbøjes.
Det kan ikke undre, hvis sager som denne skaber en udbredt politikerlede i befolkningen. Når en regering blåstempler løgnen som et nødvendigt arbejdsredskab i et ministerium, er det vanskeligt at agere forbillede for befolkningen. Ja, det bliver i det hele taget vanskeligt at foreskrive befolkningen noget som helst.
Hvis det er okay at lyve, så hører alting op. I sagen om besøget på Christiania var løgnen helt unødvendig. Det er de fleste enige om. Ingen havde en pistol for panden. Ingen var truet på hverken livet eller – for den sags skyld – karrieren.
Det er helt uacceptabelt
Konklusionen er, at løgn ikke kan gradbøjes. En lille nødløgn kan vokse sig til en kæmpemæssig løgn af uhyggelige dimensioner, hvis vi lader stå til. En løgn påvirker ikke kun en sag, men hele det apparat, som beskæftiger sig med den. Regeringen har knæsat et princip, der kan ende som en demokratisk glidebane – fjernt fra den danske tradition om åbenhed i forvaltningen.
Pia Kjærsgaard er MF og værdiordfører for Dansk Folkeparti