Da det ny ministerhold blev præsenteret i går, var det en standardvending blandt politiske iagttagere, at regeringen var blevet styrket.
Forklaringen skulle være, at Socialdemokraterne og De Radikale nu ikke længere skulle sås med de besværlige SF’ere om regeringens linje.
Men den vurdering er temmelig ejendommelig.
Den ny regering er et produkt af en dyb krise, der skyldes balladen om Goldman Sachs-aftalen. Denne dybe krise vil i allerhøjeste grad påvirke regeringens situation i den kommende tid.
Regeringen har altså klart sværere arbejdsbetingelser, end den havde for bare nogle uger siden. Så kan man jo ikke med logikken i behold kalde den for styrket.
Problemet med snakken om en styrket regering er, at man stirrer sig fuldstændig blind på det snævre politiske spil på Christiansborg.
Man glemmer helt en lille detalje: En regering er afhængig af, hvilken opbakning den kan få blandt mennesker af kød og blod, som har stemmeret. Vælgere, kalder man dem.
Denne lille detalje afgør alt for Thorning.
Thorning har lige så meget bøvl med sine egne
Faktisk var det ikke SF’ere, der udløste regeringens genvordigheder med Goldman Sachs-aftalen. Det var socialdemokrater, først og fremmest tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der fik comeback til dansk politik i rollen som elefanten i porcelænsbutikken.
Der var lige så megen uro i Socialdemokraternes folketingsgruppe som i SF’s over aftalen.
Og der var stort set lige så stor utilfredshed blandt de socialdemokratiske vælgere som blandt SF’s. I den seneste meningsmåling får Socialdemokraterne større smæk end SF.
Om SF lige er med i regering eller ikke med i regering, gør ikke den store forskel for Thorning. Hendes problemer stikker langt dybere.
Samtidig må man sige, at SF har optrådt forholdsvis disciplineret i regeringen. Thorning har haft lige så meget bøvl med sine egne som med den lille regeringspartner.
Så man kan godt glemme snakken om, at regeringen står styrket, fordi SF er ude.
En skygge af sig selv
Ved samme lejlighed kan man godt kassere en anden myte, som også blev kolporteret i forbindelse med regeringsrokaden. Den stod Helle Thorning og MargretheVestager selv for. Det er myten om, at en SR-regering sikrer stabilitet, fordi de to partier har så mange års tradition for samarbejde.
Sandt er det, at SR-samarbejdet har været et bærende element i dansk politik gennem cirka hundrede år. Men i dag har dette samarbejde helt andre vilkår, end det havde i de gode gamle dage med Stauning-Munch – og som det stadig havde noget af med Nyrup-Jelved i 1990’erne.
Forklaringen ligger først og fremmest i Socialdemokraternes udvikling. Partiet er i dag en skygge af sig selv med langt færre vælgere bag sig end i fordums tid. Først og fremmest er arbejdervælgerne i stort tal løbet deres vej.
To kæmpestore problemer
I dag står partiet tilbage med to kæmpestore problemer:
I den økonomiske politik er det hårdt presset fra både højre og venstre på én gang. Mange af dets vælgere, herunder mange arbejdervælgere, er gået til Dansk Folkeparti og Venstre. Andre er gået til Enhedslisten.
Samtidig har det i de seneste år skullet kæmpe på en anden front: Værdipolitikken. Her er det ofte i splid med sig selv og først og fremmest i splid med De Radikale.
Det ny SR-samarbejde vil næppe få fortidens stabilitet. Først og fremmest, fordi Socialdemokraterne har så store problemer med deres egne vælgere.
Manu Sareens frikadellekrig
Det er velkendt, at værdipolitikken i de seneste årtier har været et stort problem i samarbejdet mellem de to partier.
Og nu har regeringsrokaden givet den radikale Manu Sareen ansvaret for integrationspolitikken.
Straks på førstedagen startede han en ”frikadellekrig”: Institutionerne må selv bestemme, om der skal serveres svinekød – stik imod Thornings tidligere melding.
I Dansk Folkeparti har de allerede bundet servietten om halsen. S-borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøj på den københavnske vestegn taler brøsigt om Sareen (Politiken). Og Socialdemokraterne vil få endnu sværere ved at være partiet for vælgere, der ønsker en stram udlændingepolitik.
Den djævelske spiral
I den økonomiske politik, som i øjeblikket fylder mest, kæmper Thorning for at komme ud af en djævelsk spiral.
Hun har valgt en midtsøgende reformkurs af tre grunde, der alle begynder med v: virkeligheden, Vestager og vælgerne.
Hun har set i øjnene, at den røde overbudspolitik ikke fungerer i virkelighedens verden. Hun må tage store hensyn til Vestager. Og hun skal have fat i de mange vælgere på midten, der ønsker en ret blå økonomisk politik.
Men det har fået de venstreorienterede i hendes bagland og vælgerskare til at reagere. Vælgerflugt og ballade på de indre linjer.
Jo mere ballade af den slags, jo mere tænker midtervælgerne, at Thorning da vist ikke er den rette til at føre blå politik.
En midtsøgende politik skaber venstreorienterede protester, der holder midtsøgende vælgere væk. Det er den djævelske spiral, som Thorning kæmper for at komme ud af hos vælgerne. Foreløbig forgæves.
Det betyder meget mere, end om SF er med i regeringen eller ej.
