Her sidder jeg søndag eftermiddag og lapper bukser. Mine veninders, mine ungers og mine egne.
Et par nye bukser, produceret under fast fashion forhold koster egentlig ikke mere end at de fleste har råd til at købe et par nye, når de gamle går i stykker. Problemet er bare, at de fleste bukser ikke er ’gamle’, når de går i stykker. Og mange vil helst have det slidte look.
Hvis de bukser man køber derfor skal have dette slidte look, og man ikke har tålmodigheden til at bruge sine bukser så meget og ofte, at de får dette look, så kan man heldigvis købe sig til det.
Men bukser, der på forhånd er slidte, altså har et look hvor slid og huller er placeret på bestemte steder, er sjældent designet med omtanke for hverken miljø og mennesker.
Så mens jeg sidder her og lapper tøj, kommer jeg til at tænke lidt over hvorfor og hvordan en sådan trend opstår? Hvad får en designer til at vælge netop dette udtryk, som normalt kommer af flere års slid – og som engang var at sammenligne med fattigdom?
Japans Boro
Mine første tanker strejfer den japanske Boro teknik, som er en benævnelse for gamle lasede stykker stof og tøj, der er lappet sammen igen og igen og igen.
Denne genanvendelse af bomuldstekstiler har en lang historie i Japan, som går tilbage til begyndelsen af 1600, hvor japanske kvinder arbejdede med brugt bomuld og indigo farvet stof ved at perfektionere flere specielle syteknikker for at give nyt liv til brugte klædestykker. Kvinderne skabte nye anvendelser for disse kasserede materialer ved at sy dem sammen i lag og derefter lappe med Boro teknik. Efterfølgende kunne disse patchwork tekstiler så samles igen til varmt tøj, futon covers eller bruges som andre almindelige husholdningsartikler til familiens brug.
Det siges, at disse smukke Boro tekstiler ofte blev syet om natten af kvinder fra landet, og netop dette ses og mærkes, idet denne ydmyge men kreative proces har givet de håndlavede tekstiler en sjælfuld skønhed, som i dag både er anerkendt og beundret som rene kunstværker.
Sandblæst denim
Med disse tanker om den værdi Boro genbrugsteknikkerne skabte, undrer jeg mig lidt over hvordan moden så egentlig opstod i den vestlige verden. Hvorfor vores jeans blandt andet, absolut skal have dette slidte look også kaldet ’ripped jeans’ eller ’sandblasted, stonewash jeans’?
Begge betegnelser referer til cowboybukser/tøj, der på forhånd er ødelagt, når vi køber det.
Kort fortalt blev det oprindeligt engang i 70’erne set som et oprør eller en måde at vise sin individualitet på. Det var både i hippie miljøet; men også især blandt de første rock- og punkmusikere blev dette udtryk et fashion statement.
Derfor opfandt man stonewashed metoden, og sidenhen fandt man ud af at benytte syre for at frembringe det rette look. De sidste 20 år har der været en tilbagevendende trend, hvor man flosser kanter, lave huller og bleger tøjet bestemte steder med hjælp af sandblæsning.
Men som med så meget andet indenfor mode- og tekstilindustrien opstår der en kæmpe absurditet, hvor man kun kan undres over hvorfor?
Som jeg ser det, starter man med at producere en vis mængde bomuld. Det er en svær og resourcekrævende proces, hvor der bruges store mængder af vand, pesticider og gødning. Efterfølgende skal bomulden så høstes, vaskes, farves, spindes, væves og syes. Til sidst efter mange måneders arbejde og svært miljøbelastende processer – er resultatet: Det færdige par bukser.
Men næ nej, nu skal tøjet så igennem endnu en miljøbelastende proces, hvor det ødelægges igen. Kvaliteten på tøjet forringes, holdbarheden forringes, og der er mange og store problematikker hele vejen igennem både for de mennesker, der arbejder med disse metoder; men også for jorden, som i første omgang lagde krop til at få bomulden til at vokse, så vi kunne få tøj på kroppen.
Og netop derfor sidder jeg her nu og syr min venindes bukser og mine børns. For selvom deres bukser er næste nye, så er de allerede gået så meget i stykker, at de alligevel ikke er brugbare mere. Hullerne er blevet for store eller revnet steder, der er virkelig uhensigtsmæssige.
Andre ville måske nok vælge at smide dem ud; hvilket jeg egentlig godt kan forstå; men selvom tiden er knap, så vælger jeg bruge denne tid på noget, der for nogen synes nok så ligegyldigt, når nu butikkerne bugner med billige varer. Som en dråbe i havet.
Men jeg kender jo til historien bag dette tøj – og jeg ser den skønhed og værdi, der er i de gamle boro teknikker, som jeg så forsøger at udføre her på moderne vis i det 20. århunderede med dyb respekt for den klode og de mennesker, der har brugt mængder at tid og resourcer på netop dette look.
