“Kommunen bør ekspropriere folks huse for at skaffe plads til flygtninge”

I begyndelsen af april modtog Halmstad Kommune i Sverige et usædvanligt brev fra en af kommunens egne embedsmænd. Han hedder Anders Wilhemsson og er såkaldt socialsekretær i uddannelses- og arbejdsmarkedsafdelingen.

 

I brevet opfordrer Wilhemsson i stærke vendinger kommunen til at ekspropriere parcelhuse og andelsboliger for at skaffe boliger til de mange flygtninge, som strømmer ind i Sverige og Halmstad!

 

Stadig flere flygtninge uanset omkostningerne

Det anfægter tilsyneladende ikke socialsekretær Wilhelmsson, at dette ville være et meget voldsomt indgreb i borgernes private ejendomsret og personlige frihed.

 

Som god svensk embedsmand synes han at mene, at Sverige skal fortsætte med at tage imod flere flygtninge end alle andre europæiske lande. Og så må det svenske samfund i øvrigt indrette sig efter det, uanset omkostningerne.

 

Presset på det svenske samfund er enormt, og det vokser dramatisk. Sidste år fik knap 25.000 personer asyl mod knap 4.000 i Danmark. Over 40.000 fik familiesammenføring. Og tilstrømningen vil øges massivt i år, blandt andet fordi alle mennesker fra Syrien har fået adgang til svensk asyl.

 

Alene det at finde boliger til alle disse mennesker er en nærmest uoverskuelig opgave. I øjeblikket rummer asylsystemet næsten 20.000 mennesker, som ikke kan komme ud, fordi der mangler boliger.

 

Men så må man jo ekspropriere folks boliger, mener altså Anders Wilhelmsson.

 

Han er åbenbart slet ikke kommet på den tanke, at man burde begrænse tilstrømningen, fordi det svenske samfund ikke kan bære så mange. Så hellere køre samfundet ud over kanten, mens man svinger den politisk korrekte fane.

 

Behov for radikale løsninger

Over for avisen Hallandsposten understreger Wilhelmsson, at det bedste selvfølgelig ville være, hvis man kunne skaffe de ekstra boliger ad frivillighedens vej – gennem opkøb og aftaler med ejerne. Han medgiver, at ekspropriering er en radikal løsning.

 

Men som han tilføjer: Noget tyder på, at der nu er behov for radikale løsninger.

 

Han henviser til, at ekspropriation kan ske, når det tjener almenvellet. For eksempel når der skal skaffes plads til en vej. Og flygtningeboliger og integration må efter hans mening være endnu mere i almenhedens interesser end anlæggelsen af en vej. Så må den private ejendomsret vige.

 

Kan blive til virkelighed

Nu kunne man som dansker måske forledes til at tro, at en mand som Wilhelmsson er et enkeltstående tilfælde langt ude på overdrevet.

 

Men det skal man bestemt ikke være sikker på. Vel er hans synspunkter foreløbig noget usædvanlige, selv efter svensk målestok. Men de kan meget vel gå hen og blive til virkelighed på et tidspunkt.

 

Manglen på boliger som følge af flygtningestrømmen bliver stadig mere desperat. De svenske myndigheder er således allerede begyndt at beslaglægge dele af plejehjem og ungdomsboliger for at skaffe plads til flygtninge.

 

Den svenske regering har også forsøgt at få andre lande til at tage nogle af landets mange flygtninge. Men ingen lande har vist lyst til at overtage den byrde, som den ekstreme svenske asylpolitik har efterladt.

 

Så når andre muligheder efterhånden er udtømte, kan det såmænd godt ende med forsøg på at ekspropriere private boliger.

 

En idé for De Radikale og Enhedslisten?

Den svenske befolkning har tålmodigt fundet sig i meget, når det gælder tilstrømningen og de enorme forandringer i befolkningens sammensætning. Den har knurret, men flertallet har ikke gjort oprør. Guderne må vide, om man også ville finde sig i at kunne blive frataget sit hus.

 

I Danmark er tanken om ekspropriation af parcelhuse vist aldrig blevet luftet. End ikke af De Radikale og Enhedslisten.

 

Men hvis De Radikale og Enhedslisten havde haft magt, som de har agt i udlændingepolitikken, ville tilstrømningen til Danmark være langt større. Og hvem ved, så ville disse partier måske også komme med forslag om ekspropriation af danskernes parcelhuse og andelsboliger.

 

Men så vidt kommer det næppe i Danmark. En sådan udvikling ville danske vælgere ikke finde sig i. Og skulle de komme i tvivl, kan de se på, hvor galt det er fat i Sverige. Socialsekretær Anders Wilhemsson kan tjene som et glimrende pædagogisk eksempel.

Del på Facebook