Sagen om Retsudvalgets aflyste besøg på Christiania første til daværende justitsminister Morten Bødskovs afgang. Samtidig blev tre dommere sat til at gennemføre tjenstlige forhør med departementschefen og en afdelingschef i Justitsministeriet.
De tre dommeres konklusioner på forhørene er nu blevet fremlagt, og de har skabt vrede blandt Folketingets partier.
Justitsminister Karen Hækkerup holder på formerne og tager dommernes rapport til efterretning. Men også hun lader skinne igennem, at hun er utilfreds med deres konklusioner.
Politikernes vrede er særdeles forståelig.
Det står fast, at de pågældende topjurister i ministeriet har været med til at fabrikere en løgn over for Retsudvalget. Men deres tre juridiske kolleger, der har stået for forhørene, mener, at det er i orden.
De kalder det for en ”forklarlig og undskyldelig nødløgn”, som ikke bør få konsekvenser for de pågældende embedsmænd. De kan derfor vende tilbage til deres stillinger.
Med andre ord: Jurister giver jurister grønt lys til at lyve for Folketinget.
Stor opgave med at rydde op
Dermed skaber de en regulær krise mellem embedsværket og Folketinget.
Fremover kan folketingsmedlemmer ikke gå ud fra, at embedsmændene taler sandt, når de giver oplysninger til Folketinget. Det kan jo tænkes, at de serverer en nødløgn.
Den mulighed vil klart belaste forholdet mellem Folketinget og ministerierne.
Justitsminister Karen Hækkerup får nu en stor opgave med at rydde op efter de tre dommeres ulyksalige afgørelse.
Hun kan selvfølgelig ikke annullere afgørelsens frikendelse af de to embedsmænd. Men hun skal sikre, at afgørelsens snak om retten til nødløgn over for Folketinget bliver banket godt og grundigt ned under gulvbrædderne.
Den falske forklaring
Nødløgnen fra de to embedsmænd og Morten Bødskov bestod i, at man forklarede Retsudvalget, at dets besøg på Christiania måtte udskydes, fordi Københavns daværende politidirektør Johan Reimann var forhindret i at deltage den pågældende dag.
Men den begrundelse var frit opfundet. Reimann kunne sagtens have deltaget.
Den reelle begrundelse var, ifølge Justitsministeriet og PET, at sikkerhedsrisikoen var for stor ved et besøg, hvor også Pia Kjærsgaard deltog.
Den vurdering byggede man på oplysninger fra en dybt fortrolig PET-kilde på Christiania, hed det sig siden. Man ville ikke give udvalget denne reelle begrundelse, fordi det kunne afsløre PET’s kilde og udsætte vedkommende for fare.
Overordentlig svært at forstå
De tre dommere godtager uden videre denne forklaring og accepterer, at det derfor var legitimt at lyve for Retsudvalget om årsagen til aflysningen.
Det sker til trods for, at begrundelsen er alt andet end overbevisende.
Vel er det til at forstå, at ministeriet og PET ikke kunne give den præcise, konkrete begrundelse for, at der skulle foreligge en sikkerhedsrisiko, hvis det kunne afsløre PET-kilden.
Men det er overordentlig svært at forstå, at man ikke helt generelt kunne fortælle Retsudvalget, at der forelå en sikkerhedsrisiko, som talte for at udskyde besøget.
Alt tyder på, at Retsudvalget ville have accepteret en sådan generel begrundelse. Og intet tyder på, at en sådan begrundelse skulle kunne kompromittere en bestemt kilde. Der var jo tale om en vurdering, som uden videre kunne være baseret på en almindelig bedømmelse af situationen derude.
På den måde ville man ganske vist ikke fortælle Retsudvalget den fulde, konkrete sandhed. Men man ville ikke fortælle det en løgn. Udvalget ville få den korrekte oplysning om karakteren af begrundelsen for at aflyse. Og det er jo en anden og legitim sag, hvis man skal beskytte en kilde.
Sammenspisthed
Hvorfor kunne Justitsministeriet og PET ikke bare give Retsudvalget den generelle og banale oplysning om, at der forelå en sikkerhedsrisiko?
Man får en mistanke om, at det var, fordi ministeriet og PET slet ikke havde lyst til at bringe noget med sikkerhedsrisiko op over for udvalget. Det kunne jo rejse en diskussion om, at denne risiko kunne tackles ved at sætte flere politiressourcer ind. De ressourcer ville man ikke afsætte.
Men de tre dommere sluger altså forklaringen råt om, at man var nødt til at lyve, hvis man ikke skulle udsætte PET’s kilde for fare.
Den mistanke kunne melde sig, at denne forbløffende naivitet hænger sammen med en vis sammenspisthed mellem juristerne i dommerudvalget og juristerne i Justitsministeriet.
Karen Hækkerups opgave
Karen Hækkerup skal nu sammen med Folketinget i gang med at lukke hullet efter denne famøse dommerafgørelse. Det skal gøres ganske klart, at embedsmænd ikke må lyve for Folketinget.
Der kan være situationer, hvor et ministerium ikke kan videregive sandheden til en bredere kreds af politikere. Her må man have særligt fortrolige procedurer med skærpet tavshedspligt.
Og der kan være situationer, hvor et ministerium ikke kan fortælle den fulde sandhed til en bredere kreds. Så må man nøjes med sandheden i en lidt mere generel form – jævnfør sikkerhedsrisikoen på Christiania.
Men vi skal ikke have embedsmænd, der lyver for Folketinget, og får lov til det. Punktum.
