For et par måneder siden var jeg indlagt på OUH på hjerteafdelingen. Jeg skulle møde fastende mhp. behandling senere på dagen. Jeg fik i første omgang eneværelse, glad var jeg.
Jeg blev kørt ned til omtalte behandling og tilbage på eneværelse, hvor jeg igen kom til fuld bevidsthed.
Sidst på eftermiddagen kom en sygeplejerske ind for at fortælle mig, at jeg skulle flyttes til stue 10, fordi der kom en patient, der have brug for stuen. Fint nok og naturligt.
Der kom en sygeplejerske og hentede min seng, jeg gik selv bagefter.
På mandestue
Da jeg kom ind på stuen, blev jeg temmelig overrasket over at opdage, at jeg var flyttet til en stue, hvor der i forvejen lå tre mænd. Min første reaktion var selvfølgelig at trække de dertil indrettede forhæng for.
Jeg lagde mig i min seng – for at sige det rent ud – skummede jeg af forbavselse og mange blandede følelser.
Da jeg var faldet lidt ned, besluttede jeg mig for at gå ud for at tale med en sygeplejerske om sagen, eller sagt på en anden måde: For at brokke mig, og selvfølgelig finde ud af, om det var almindelig praksis.
Det fik jeg ikke noget ud af. Efter lidt snak gik det op for mig, at sådan er/var det bare.
Min slutbemærkning var dog: Ville det også være sket, hvis jeg havde været en tørklædebærende muslim? Hertil var svaret, at hvis jeg var utilfreds, så var der en postkasse, hvor der var mulighed for at komme både ris og ros i.
Det skal så her understeges, at det er mit eneste punkt, hvor jeg følte mig utilfreds og usikker på, om det virkelig kunne passe. Ellers var der kun godt at sige om opholdet. Derfor er dette ikke en kritik af hjertemedicinsk afdeling B-1.
Sagt på en anden måde, jeg ville egentlig gerne vide, om det var politikken på OUH. Det havde jeg aldrig før hørt om.
Her kan jeg lige tilføje, at da der var gået et par timer, trak min sidemand gardinet fra og spurgte, om vi skulle snakke sammen, det gjorde vi så resten af aftenen. Det var rigtig hyggeligt.
Da jeg efterfølgende fortalte venner og bekendte om min oplevelse, var de mangeartede reaktioner, men fælles for dem alle var, at ingen før havde hørt noget lignende.
Tiden gik, og oplevelsen gik delvist i glemmebogen, det var jo ikke noget, der som sådan var gået langt ind, min reaktion var nærmest mest overraskelse.
Gentagelse
At det skulle gentage sig, havde jeg nu ikke lige regnet med.
For nylig blev jeg indlagt på Kolding sygehus – også på hjertemedicinsk afdeling. Jeg kom ind for at skulle have et såkaldt stød for at regulere hjerterytmen.
Jeg blev indlagt på en stue, hvor behandlingen kunne foretages. Da jeg mødte fastende (Tid og sted aftalt dagen i forvejen i ambulatoriet) kunne behandlingen foretages ret hurtigt.
Efter et par timer kom en sygeplejerske og fortalte mig, at jeg skulle køres på en fælles stue. Fint nok.
Der lå en mand og to kvinder. Kvinden blev udskrevet i løbet af eftermiddagen, lidt efter kom en ældre dame ind på stuen. Vi tre kom ret hurtigt i snak.
Det første emne var – ikke overraskende – at man lå på en fællesstue. Manden var kommet fra sygehuset i Ålborg, det havde han ikke oplevet det før. Kvinden havde heller ikke oplevet det. Jeg kunne så berette om mine oplevelser på OUH.
Pladsmangel
Da sygeplejerske kom ind, spurgte vi ind til det. Hun svarede, at det brugte de af hensyn til pladsmangel.
Jeg spurgte så ind til, om de også ville have gjort det, hvis jeg bar tørklæde. Det tvivler jeg nemlig på. Det ville hun undersøge, jeg fik aldrig svar.
Da jeg om aftenen igen stillede det samme spørgsmål, fik jeg at vide, at aftenvagten havde hørt, at jeg havde spurgt, men jeg fik ikke noget svar.
Gad vide, om der er andre af avisens læsere, der har erfaringer, som I vil dele?
Gad vide, om alle befolkningsgrupper bliver behandlet ens på de danske sygehuse?
Det sidste spørgsmål er mit egentlige ærinde med dette indlæg.
A. Tønder
