Yahya Hassans digtsamling blev atter aktuel, da Athena Farrokhzad den 25. april gæstede den nordiske litteraturfestival txt.ville i København til en diskussion om “Strukturel racisme i litteraturdebatten” eller med ordstyrer Pablo Llambias’ ord: “hvidhedsdebatten”.
Farrokhzads boganmeldelse
Det vakte opsigt, da den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad anmeldte Yahya Hassans bog i Aftonbladet den 22. januar under overskriften: “Hans raseri hyldes af danske racister”.
Her er et par uddrag fra artiklen: “Fandens! En ung digterdebutant med palæstinensisk baggrund, som anklager en muslimsk diaspora for hykleri, misogyni og almindeligt barbari, hvilken foræring er det ikke til Dansk Folkeparti?”. (…) “til trods for, at jeg tror på Hassans smerte, og til trods for at han siger, at Dansk Folkeparti er nazister, og at de bruger hans bog i deres egen interesse, så er han ikke fri for ansvar, hvis den spiller dem argumenter i hænderne”.
Henvendt til Hassan: “Forstår du, at jeg frygter, at din bog nærer den ild, der vil gøre os fortræd?”. Der er derfor ting, som hun ikke fortæller en “hvid offentlighed”:
“Der findes erfaringer, jeg ikke kan skrive om her. Som kredser omkring patriarkalsk vold i intimsfæren. Det føles umuligt at skildre dem over for en overvejende hvid offentlighed. Fordi mine gerningsmænd ser ud som mig. I en tid, hvor racismen er blevet så naturlig, at selv jeg ser en potentiel terrorist i en fremmed, der kunne være min bror, kan selv ikke den mest velmenende bilde mig ind, at der ikke sker en umiddelbar kobling mellem kvindeundertrykkelse og mænd fra Mellemøsten. At gøre volden begribelig ud fra forklaringsmodeller som jeg vil bekæmpe, er lige så ødelæggende som erfaringerne [volden, kv] i sig selv. Så jeg afstår, uden at mene, at andre skal gøre det samme”.
Reaktioner på anmeldelsen
Athena Farrokhzads anmeldelse medførte en ivrig debat blandt danske kommentatorer. Flere hæftede sig ved hendes erklærede selvcensur. Olav Skaaning Andersen skrev eksempelvis i BT:
“Farrokhzad går så langt som at mene, at der findes emner, man ganske enkelt ikke kan skrive om fra den muslimske verden”. Der hersker uklarhed om, hvorvidt hun reelt mener, at andre ikke skal følge hendes selvpålagte tavshed, når hun samtidig bebrejder Hassan hans åbenhed.
Jes Stein Pedersen savner, at hun tager indholdet i Yahya Hassans bog alvorligt, med dens beskrivelser af de muslimske miljøer: “Åh, hvor må man dog håbe, at anmelderkorpset hinsidan tager Yahya Hassans værk alvorligt også som vidnesbyrd om det svære liv for mange unge muslimske indvandrere og ikke lader det blive ved den forstemmende patronisering og fortrængning, som Farrokhzad repræsenterer”.
Lars Bukdahl mener også, at hun fokuserer på de forkerte ting: “Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og inderligt, meget fokuseret på den (mest idiotiske del af den) hvide publikumsmajoritet og meget lidt fokuseret på den ikke-hvide minoritet, som godt kunne bruge en intens og ærlig inside-skildring af patriarkat og vold at spejle sig splintret i”. Peer Bundgaard og Niels Lyngsø bemærker, at hendes “anmeldelse bruger karakteristisk nok næsten dobbelt så meget plads på modtagelsen af Hassans digte og anmelderens egne bekymringer om strukturel racisme, som den gør på digtene selv”.
Bundgaard og Lyngsø undrer sig over, hvad Farrokhzad mener med en “hvid offentlighed”. Der kan næppe menes en offentlighed, som kun hvide mennesker har adgang til, idet Yahya Hassan for eksempel er en af de mest omtalte personer det sidste halve år.
Menes der i stedet, at “hvide normer” er fremherskende i den “hvide offentlighed”, kunne man hævde, at Hassan har adopteret den hvide majoritets negative syn på muslimer og derfor er blevet hilst velkommen i den “hvide offentlighed”. Farrokhzad har imidlertid også deltaget i denne offentlighed.
“Det er reelt muligt at formulere sine tanker i den på selvstændig vis uanset herkomst og gruppetilhørsforhold”. Bundgaard og Lyngsø spekulerer på, hvad hun mon ønsker sig i stedet. Ønsker hun sig parallelle offentligheder, der har hver sin farve og sprog?
Med den store opmærksomhed på, at Yahya Hassans bog skulle gavne racister og islamkritikere, har man imidlertid set bort fra, at store dele af offentligheden netop har fokuseret på Hassans personlige fortælling og skæbne, hvor man har hyldet hans succes som forfatter, fremfor på de samfundsmæssige problemer i muslimske miljøer, som bogen beskriver.
Paneldebat om italesættelse i den hvide offentlighed
Den nordiske litteraturfestival txt.ville blev afholdt den 24.-26. april i København. Dette blev lejligheden, hvor Athena Farrokhzad endelig (efter at have afslået omkring 200 danske journalisters ønske om interview) mødte nogle af de danske samfundsdebattører, der havde kommenteret hendes anmeldelse af Yahya Hassans bog. Det skete under en paneldebat med titlen “Strukturel racisme i litteraturdebatten”.
Forfatter og kunstner Zoltan Ará og den fra Sydkorea adopterede forfatter Maja Lee Langvad mente begge, at bogens store salgssucces skyldes dens islamkritiske budskab, som den hvide offentlighed har favnet. Lars Bukdahl var uenig og mente snarere, at de overvældende 100.000 solgte eksemplarer skyldes den megen omtale.
Zoltan Ará sagde, at det stadig svæver “hen i det uvisse, om Athena Farrokhzad opfordrede til selvcensur i sin anmeldelse af Yahya Hassan. Ligesom det er en anelse uklart, om kritikken af for eksempel Lars Bukdahls kritikerpraksis går på, at der faktisk er bestemte bøger, han ikke bør anmelde eller, om han bare bør udvise en særlig sensibilitet og bevidsthed om sit eget køn og egen race, når han anmelder”.
Lars Bukdahl fortalte, at han var blevet “anfægtet af at blive udpeget som en del af en hvid offentlighed, til hvem man ikke kan fortælle ting”. Han forsøgte at få udpeget, hvilke blinde punkter, han som hvid har. Han var imidlertid i undertal i panelet, og Athena Farrokhzad slog fast, at “Yahya Hassans bog indgår i en hvid samfundsorden“.
Fortielser i den gode sags tjeneste
Det synes at være et udbredt fænomen, at viden bliver tilbageholdt af frygt for, at det skulle gavne de forkerte, nemlig racister og islamkritikere. Fremfor at fremlægge de faktuelle forhold med henblik på at finde en løsning på problemerne, bliver forholdene fortiet, mens problemerne vokser.
Yahya Hassan brød tavsheden med sine beskrivelser af et intolerant miljø, som han har førstehånds kendskab til. Han var en del af miljøet og får i kraft af sin hudfarve – modsat de hvide – ikke sine motiver mistænkeliggjort. Begejstringen for hans bog har især skyldtes, at der her var noget nyt og anderledes, og man har glædedes over hans vej fra ghettoens problemer til feteret digter hos Gyldendal. Man har hørt mere om hans digteriske stil end om de emner, som han behandler i bogen.
Efter Athena Farrokhzads boganmeldelse er opmærksomheden nu henledt på dem, som man ikke må gavne ved at være for åbenmundet. Atter er opmærksomheden blevet bortledt fra de reelle problemer, som bogen beskriver. Voldsepisoder i de islamiske miljøer skal forties, idet formodet racisme betragtes som værende værre end volden.
Kåre Bluitgen kritiserer i sin bog Til gavn for de sorte venstrefløjen for at svigte sine egne værdier ved at fortie problemer i de islamiske miljøer, fordi man ikke ønsker at gavne politiske modstandere, der er islamkritiske.
I Storbritannien har berøringsangsten og den politiske korrekthed blandt andet ført til, at britiske piger blev misbrugt i pakistanske miljøer i årevis, inden myndighederne greb ind.
I Frankrig er flere racistisk motiverede overfald begået af indvandrere mod hvide franskmænd blevet fortiet af ofrene, fordi de frygtede, at deres fortælling ville kunne gavne hvide racisters sag (se Hvide svin!).
