Hej Kim
Jeg er 54 år og single. Jeg tjener 30.000 kr. om måneden.
Min arbejdsgiver indbetaler 10 % af min løn på en ratepension, og jeg indbetaler selv 5 %. Jeg har på nuværende tidspunkt sparet ca. 800.000 kr. op.
Herudover kan jeg spare ca. 3.000 kr. op om måneden.
Jeg har tænkt mig at gå på efterløn når jeg er 64.
Mit pensionsselskab (SEB) skriver på deres hjemmeside, at jeg ikke nødvendigvis behøver tage højde for modregning i Folkepensionen, da reglerne sandsynligvis bliver ændret. Hvad tror du?
Hvordan sparer jeg bedst op? Skal jeg betale ind på en pensionsordning, eller skal jeg spare op på anden vis?
Bedste hilsner
Lars
Hej Lars
Du kan ikke vide om politikerne vælger at ændre reglerne for modregning og pension i fremtiden. På den anden side er der heller ingen grund til at tro, at reglerne faktisk bliver ændret. Så jeg synes, det er forkert af dit pensionsselskab at skrive, som de gør.
For at se hvad modregning betyder for dig, kan vi sammenligne to scenarier, hvor du sparer 36.000 kr. ekstra op om året: i pension og i frie midler (midler der ikke er bundet i pension eller på anden vis). Vi forudsætter, at du investerer i samme værdipairer i begge scenarier og får samme afkast på 3,54 % om året før skat.
Resultatet af sammenligningen er, at du får et tab på 203.000 kr. eller 20.300 pr. år kr. hvis du indbetaler på en pensionsordning frem for i frie midler.
Årsagen er, at den ekstra pensionsindbetaling vil øge modregningen i både efterløn og i folkepension svarende til en ekstra skat på ca. 25 %. Det bliver kun delvist opvejet af, at pensionsafkastet er lavere beskattet end afkastet af frie midler.
Det har altså rigtig stor betydning, om du tager højde for modregning, når du sparer op til pension.
I det hele taget har det stor betydning, om du spare rigtigt op til din pension. Se guiden: Sådan sparer du rigtigt op til pension.
Med venlig hilsen
Kim Valentin
Kim Valentin skriver hver uge om pension, investering og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis