Hun stak en kniv i brystet på sin mand – det reddede hans liv

fox5sandiego

Margaret Parsons og hendes mand Gordon havde drukket tæt. Det var sket mange gange før.

 

De var så kommet i et heftigt skænderi. Det var også sket mange gange før.

 

Men denne gang gik det nu vildere for sig, end det plejede at gøre, i parrets hjem i Cornwall, England. Ingen ved rigtig hvorfor, det gør de vist heller ikke selv, så fulde som de var.

 

Margaret Parsons gik ud i køkkenet og hentede en kniv. I spisestuen råbte hun til Gordon, at hun ville ”skære halsen over på ham”.

 

Hun svingede så kniven mod ham og ramte hans hage. Derefter forsøgte hun flere gange igen og stak til sidst kniven i brystet på manden.

 

Da politiet senere kom til stede, fandt de Gordon Parsons blødende fra såret i brystet. Margaret lå i dyb søvn i soveværelset.

 

Han var faktisk en glad mand

I retten erkendte Margaret Parsons sig skyldig i at såre sin mand, og hun fik 16 måneders fængsel, ifølge Daily Mail.

 

Men hendes forsvarer påpegede, at hun havde reddet sin mands liv ved at stikke kniven i ham!

 

Da han blev bragt på hospitalet, opdagede lægerne nemlig, at han led af en alvorlig leversygdom. Den opdagelse gjorde, at de kunne sætte ind med en behandling i tide.

 

Så Gordon Parsons var faktisk en glad mand. Han erklærede da også i retten, at han stadig elskede sin kone og ville have hende tilbage, når hun havde udstået sin straf.

 

Sådan har skæbnen sine utrolige luner. En kniv i brystet og en syg lever fik romantikken til at blomstre i ægteskabet.

Del på Facebook