Margaret Lamberty kravlede hen ad gulvet på sin hospitalsstue og ud på gangen. Hun mærkede ikke, at hendes hospitalskittel havde åbnet sig, så man kunne se hendes bare ryg. Hun ænsede kun den vanvittige smerte i hendes mave.
Det var den, der havde drevet hende ud af sengen og hen ad gangen i retning af sygeplejerskernes fælleslokale – i et desperat forsøg på at få hjælp og lindring. Nærmest som et såret dyr.
Hendes datter Laura var dybt chokeret. Hun havde hørt moderen klage over voldsomme smerter. Og hun vidste, at moderen var en kvinde, der meget sjældent beklagede sig, og som aldrig satte sig selv i centrum.
Normalt ville Margaret have været yderst pinligt berørt over at vække denne form for opmærksomhed.
Laura besluttede sig for at tage nogle billeder af moderen som dokumentation af den forfærdende situation.
For datteren var det uudholdeligt at se på. På grund af moderens smerter, men også på grund af den ydmygelse, som denne normalt stolte og værdige kvinde her blev udsat for.
Tre dage senere døde Margaret Lamberty, 45 år gammel.
Afmagt
Lauras beretning har vakt stor opsigt i Storbritannien. Begivenhederne udspandt sig på University Hospital of North Staffordshire i Stoke-on-Trent.
Som udenforstående er det naturligvis umuligt at vurdere, hvad der mere præcis foregik, da Margaret Lamberty døde. Men det står i hvert fald klart, at familien oplevede et personale, der slet ikke forsøgte at forstå, hvor galt det var fat med denne kvinde, der kravlede på gulvet.
Ifølge Laura hørte de ikke efter, da hun prøvede at fortælle, hvor meget moderen led. Hun kunne ikke trænge igennem med at forklare, at når et menneske som hendes mor kravlede rundt på den måde, så var det udtryk for, at noget var helt, helt galt.
Set med familiens øjne er dette en historie om manglende vilje til at lytte og om menneskers afmagt i forhold til systemet.
”Du forstyrrer alle”
Om aftenen den søndag, hvor Margaret var blevet indlagt, blev smerterne så voldsomme, at Laura trykkede på knappen ved sengen for at tilkalde en sygeplejerske. Men der gik en halv time, uden at nogen kom.
Så gik Laura selv hen til sygeplejerskernes fælleslokale. ”De stod og lo, kom med vittigheder og drak te,” fortæller hun.
”Der stod en sygeplejerske, som jeg spurgte, om hun kunne komme med noget smertestillende til min mor. Hun sagde: ’Du bliver nødt til at vente på, at det bliver din tur, for der er andre patienter, som venter på hjælp.’”
Moderen hadede at være til ulejlighed, siger Laura, men da hun fik at vide, at hun var nødt til at vente, svarede hun: ”Men jeg har brug for hjælp nu.”
Så var det, at hun krøb ned i fodenden af sengen, og i forsøget på at komme ned, faldt hun hårdt ned på gulvet. Laura prøvede at løfte hende, men forgæves. Så begyndte hun at kravle hen adgangen mod sygeplejerskernes fællesrum.
Det var her, Laura tog billederne af moderen.
En forbipasserende sygeplejerske sagde: ”Du skal tilbage på stuen. Du forstyrrer alle.” Han hjalp hende ikke op, men viste hende bare tilbage til stuen – stadig kravlende.
Så fik hun noget morfin. Men den hjalp tilsyneladende ikke meget. ”Hun begyndte at tale usammenhængende, og smerterne var frygtelige.”
Til sidst gik datteren selv på internettet for at undersøge sagen
Margaret var blevet bragt på hospitalet, da smerterne i maven blev meget stærke. Hun havde i de senere år døjet med blodpropper og var i 2011 blevet opereret i begge ben af samme årsag.
I forbindelse med indlæggelsen måtte Laura flere gange gentage denne sygehistorie. Men det førte ikke til noget.
Til sidst gik Laura selv på internettet for at undersøge sagen. Hun nåede frem til en konklusion, at moderens smerter i underlivet kunne tyde på et problem med tyktarmen. Næste dag bad hun hospitalet om at undersøge dette.
Det viste sig, at hun havde ret. En kirurg fortalte hende, at en scanning viste en blodprop på tyktarmen.
Men da var det for sent. Tarmen var ødelagt, og flere organer satte ud af funktion.
Et symbol
Laura er fuld af ros over for den indsats, som intensiv-afdelingen leverede for at redde moderen. Men de kunne ikke rette op på, hvad der var blevet forsømt tidligere i forløbet.
”Jeg stod og så på monitorerne, hørte maskinerne bippe, da hendes hjerte slog for sidste gang, og så skreg jeg.”
Hvad der gik galt, og hvem der havde ansvaret for det, vides ikke. Historien kan heller ikke bruges til at bedømme sundhedsvæsnet generelt – og da slet ikke i Danmark.
Men det er vigtigt at blive mindet om, hvor afgørende det er at høre efter, når der kommer et nødråb fra én som Margaret Lamberty. En uselvisk person, som normalt aldrig ville larme op eller trænge sig på.
Billedet af den kravlende kvinde kan stå som et symbol på, hvor frygteligt det kan gå, når simpel medmenneskelig forståelse er sat ud af kraft i systemet.
(Kilder: Daily Mail og The Telegraph)
