Forleden holdt en af de socialdemokratiske kredsorganisationer i Nordjylland generalforsamling. Formanden for den socialdemokratiske fælleskredsledelse i Nordjylland, Stig Lundbo, holdt tale til forsamlingen, og han fyrede en ordentlig bredside af mod Helle Thorning og S-ledelsen:
”Attitude, kommunikation og faktisk ført politik tyder på, at regering og partitop er aldeles politisk tonedøve. Ingen indvendinger og ingen ’folkelig’ modstand synes at gøre indtryk. Det virker, som om der slet ingen jordforbindelse er til store dele af de befolkningsgrupper, der har bragt regeringen til magten. Det er stærkt bekymrende.” (BT/kanalfrederikshavn.dk)
Det lokale folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, bakkede op: ”Jeg har ingen grund til at modsige kritikken.”
Alarmklokkerne bør ringe
Der er tale om en uhørt åben og voldsom kritik af den socialdemokratiske ledelse. Bevares, dette er Nordjylland, og de nordjyske socialdemokrater har en lang tradition for at ligge til venstre for partilinjen. Men det betyder ikke, at Thorning og de andre kan affeje kritikken.
Nordjylland er socialdemokratisk kerneland. Specielt har partiet her fodfæste blandt mange arbejdervælgere, som ellers er flygtet fra partiet i stimer. Så alarmklokkerne bør ringe heftigt hos partiets ledelse over kritikken.
Samtidig står nordjyderne på ingen måde alene. I hele partiorganisationen er der dyb frustration over situationen. I hovedbestyrelsen hører man nu en hård tone over for Thorning.
Man kan sammenfatte frustrationen og kritikken således: Socialdemokraterne er harme, fordi de synes, at MargretheVestager reelt leder regeringen.
Højre, venstre, EU – Socialdemokraterne følger De Radikale
Kendsgerningen er da også, at Socialdemokraterne i regering er gået til højre dér, hvor De Radikale ligger til højre. Nemlig i den økonomiske politik.
Samtidig er Socialdemokraterne gået til venstre dér, hvor De Radikale ligger til venstre. Nemlig i værdipolitikken, herunder udlændingepolitikken.
Endelig har Socialdemokraterne valgt en meget EU-dyrkende linje, som flugter med De Radikales holdninger. Det er ikke mindst fremgået af regeringens håndtering af børnechecken til EU-borgere.
Protester
På alle tre punkter har Socialdemokraternes nærhed til De Radikale udløst en del protester fra baglandet og vælgerne.
Der har været protester mod blandt andet dagpengereformen og lettelser i selskabsskatten i den økonomiske politik.
Der har været protester mod lempelserne i udlændingepolitikken. Og der er en dramatisk stigning i antallet af danskere, der mener, at udlændingepolitikken er blevet for slap, så de i dag udgør 44 procent af vælgerne.
Senest har der været kraftige protester mod, at regeringen uden modstand fulgte EU-Kommissionen i sagen om børnechecken. Ja, den gav i første omgang indtryk af, at EU-reglerne var positive og rimelige.
Større radikal indflydelse end før set
Vestagers stærke position har kostet Socialdemokraterne dyrt på det folkelige plan. Hvorfor har de så givet hende så stor indflydelse?
En vigtig del af forklaringen er selvfølgelig, at Socialdemokraterne er afhængige af de radikale stemmer for at kunne regere. Da regeringsgrundlaget skulle laves, udnyttede Vestager dette til det yderste.
Men det er jo ikke just noget nyt, at Socialdemokraterne har skullet bruge De Radikales stemmer for at kunne regere. I SR-samarbejdet har De Radikale da også altid haft en indflydelse, der rakte klart ud over partiets beskedne størrelse.
Alligevel må man sige, at De Radikale denne gang har at sig mere solidt på regeringen, end man har set det før. Politisk er de ligefrem den nuværende regerings dominerende parti. Hvordan kan det være? Det er der nok især to forklaringer på.
Deler miljø og holdninger
Den ene er, at mange socialdemokratiske politikere i dag deler miljø og holdninger med radikale politikere. De er en del af de snakkende klasser og følger de strømninger, der anses for politisk korrekte her.
Partiets to topfigurer, Helle Thorning og Bjarne Corydon, har aldrig været stærkt forankret i det socialdemokratiske organisationsarbejde med dets forbindelser til arbejdervælgerne.
Mange arbejdervælgere, der normalt har stemt på Socialdemokraterne, føler sig mere på bølgelængde med en type som Kristian Thulesen Dahl end med en type som Helle Thorning. Ikke bare politisk, men også i væremåde og stil.
Thorning ligger ikke bare tæt på De Radikale, fordi hun har brug for deres stemmer. Hun ligger også tæt på dem, fordi hun på mange måder er enig med dem.
Embedsmændenes indflydelse
Men der er også en anden forklaring på den stærke radikale indflydelse, og den hænger sammen med den første:
Thornings socialdemokratiske ministre har været helt usædvanligt uerfarne. Bortset fra Henrik Dam Kristensen, som nu er ude af regeringen, har ingen af dem prøvet at være ministre før. Og de fleste er i det hele taget grønskollinger i toppolitik.
Det har gjort dem ekstraordinært afhængige af deres embedsmænd. Og skal man nævne et parti, som mange embedsmænd flugter politisk med, så er det … De Radikale.
S-ministre får masser af gode radikale råd fra deres omgivelser i ministeriet, og uerfarne som de er, er de meget modtagelige for dem.
Ude i landet
Men det hævner sig. Ude i landet kan mange nuværende og tidligere socialdemokrater ikke identificere sig med den kultur og de holdninger, der knytter tidens socialdemokrater og radikale så tæt sammen på Christiansborg og Slotsholmen. Som de siger i Nordjylland:
”Det virker, som om der slet ingen jordforbindelse er til store dele af de befolkningsgrupper, der har bragt regeringen til magten.”
