Han fandt en fremmed mand derhjemme hos kæresten og tog sin helt specielle hævn

Arkiv

Natten til søndag måtte politiet i Nord-Troms i Norge rykke ud. Der var indløbet flere meldinger om en mand, som var set løbende rundt i et boligkvarter kun iført boksershorts.

 

Politiet kunne dog ikke finde manden, oplyser politidistriktets operationsleder Reinert Johansen til avisen VG.

 

Men lidt senere ringede en mand til politiet. Han forklarede, at han var kommet hjem og havde overrasket sin samleverske med en anden mand.

 

Han smed rivalen ud, men tog samtidig den noget specielle hævn at brænde hans tøj.

 

Det gav anledning til følgende festlige besked fra det lokale politi på Twitter:

 

”Troms politidistrikt, @polititroms

 

Troms. Melding om løbende mand kun i boxer. Viste sig at være elsker på flugt, efter at være taget på fersk gerning af mand i huset. Tøjet brændt!”

 

Det var selvfølgelig ikke pænt af den forsmåede samlever at brænde rivalens tøj. Men når man tænker på, hvor meget vold den slags situationer kan udløse, var det trods alt i den mere beherskede ende.

 

Reinert Johansen siger til VG, at det foreløbig ikke er lykkedes at lokalisere manden i boksershortsene. Men som han føjer til med fin ironi:

 

”Han holder muligvis lav profil.”

Del på Facebook