Udstillingen på Ordrupgaard er en stor bedrift og en triumf for museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark, projektleder Dorthe Vangsgaard Nielsen og øvrige medarbejdere, som har arbejdet i 5 år på at stable den på benene.
Der er hele 30 malerier af Vincent Van Gogh, 18 af Paul Gauguin og 17 af Émile Bernard. Mange af værkerne er stillet til rådighed ved et samarbejde med store kunstmuseer over hele verden, først og fremmest Van Gogh Museet i Amsterdam.
Dramatik i Arles
Vincent Van Gogh, Selvportræt med bandage for øret, 1889
Dramaet i Arles fandt sted i 1888 og var kulminationen på et skænderi mellem Vincent Van Gogh (1853-1890) og Paul Gauguin (1848-1903). Det endte som bekendt med, at Van Gogh skar sit ene øre af og sendte det til en prostitueret, som de to kunstnere havde besøgt. Det var ikke bare to forskellige gemytter, som stødte sammen; det var først og fremmest store kunstneriske uenigheder, der skilte de to genier. Der var en tredje kunster involveret i de kunstneriske diskussioner.
Han var dog ikke til stede i Arles. Det var den noget yngre kunstner, Émile Bernard (1868-1941), der ikke er så kendt og måske ikke så betydelig som de to andre. Men værd at stifte bekendtskab med, også i den forbindelse er udstillingen en øjenåbner.
Tre venner
Émile Bernard, Selvportræt med portræt Gauguin, 1888
Paul Gauguin, Selvportræt af Gauguin med portræt af Bernard, “Les misérables”, 1888
De tre venner var i livlig kontakt med hinanden gennem breve, men mødtes kun to og to, dels i og omkring Paris, dels i Bretagne (Pont-Aven) og for Van Goghs og Gauguins vedkommende altså i Arles i Sydfrankrig, hvor Van Gogh havde slået sig ned, og hvor det sidste skæbnesvangre møde mellem de to kunstnere fandt sted.
Den gensidige inspiration og kunstneriske meningsudveksling afspejler sig igen og igen i de tre kunstneres værker. Man ser de samme motiver gentaget hos alle tre; der er referencer i malerierne fra den ene kunstner til den anden; der er forsøg på at nærme sig hinanden i stil, teknik og motivvalg.
Bernards søster, Madeleine – og andre kvinder.
Et eksempel på gensidighed ses i Bernards maleri af søsteren Madeleine, som Gauguin var meget betaget af.
Émile Bernard, Madeleine I Bois d’Amour, 1888
Madeleine ligger i “Kærlighedsskoven” i et drømmelandskab. Men er der ikke noget mærkeligt med den hånd? Er det en andens hånd, som holder om hende på en lidt uhyggelig måde? Bernard var bare 19 år, da han malede billedet, så måske er den akavede hånd bare et udtryk for mangel på ekspertise, men mon dog…
Overfor dette maleri har vi Gauguins maleri, Tabet af jomfrudom.
Paul Gauguin, Tabet af jomfrudom (Forårets opvågning), 1890-91
Her er det en rød ræv, der sidder over kvinden som en mare. For Gauguin var ræven et symbol på perversion. I virkeligheden er de to billeder to sider af samme sag.
Vi finder ikke tilsvarende hos Van Gogh. Imidlertid sender han stilmæssigt en hilsen til Gauguin og Bernard med maleriet af en kvinde ved en vugge:
Vincent Van Gogh, Vuggevise, Madame Augustine Roulin ved vuggen, 1889.
Til dette maleri knytter sig et senere værk af Gauguin: Portræt af en ung pige.
Paul Gauguin, Portræt af en ung pige, Vaïte (Jeannette ) Goupil, 1896.
Der er den samme kropsholdning, og hænderne er placeret på samme måde. Hvor Madame Roulin holder det bånd, der rokker vuggen, har Gauguins unge pige håndtaget til en taske. De stiliserede blomster går også igen og illustrerer den kunstneriske diskussion mellem de tre kunstnere: spørgsmålet om de visuelle gengivelse af en “indre verden” på lærredet. Billedet kan opfattes som en sidste sørgmodig hilsen fra Gauguin til hans to venner, Van Gogh og Bernard.
Ordrupgaard Museet har valgt at lade dette billede introducere udstillingen.
Japan i kunsten
Alle tre kunstnere var inspireret af japanske træsnit. Da Van Gogh rejste til Arles, forestillede han sig, at han i virkeligheden rejste til Japan, især så han frem til at male blomstrende kirsebærtræer. Det sneede da han nåede frem, så der gik nogen tid inden han kunne male blomstrende frugttræer. Sæsonen er kort, så han malede som besat. Et af resultaterne ses her:
Vincent Van Gogh, Den blomstrende frugthave, 1888.
Et samtidig værk af Gauguin viser ligeledes tydelig inspiration fra Japan med de stiliserede træstammer:
Paul Gauguin, Blå stammer. Din tur vil komme, min skønne!, 1888.
Igen et maleri med en truende eller sørgmodig undertone. De to skikkelser bag træerne vender sig bort fra hinanden.
Bernard havde set et træsnit af Utagawa Kunisada hos Van Gogh.
Utagawa Kunisada, Portræt af Kataoka Nizaemon VIII, 1859-61.
Inspireret af dette malede han sin karakterfulde bedstemor. Van Gogh blev så begejstret for dette billede, at han byttede sig til det.
Émile Bernard, Bernards bedstemor, 1887
Kunstnerisk uenighed
Hvad var det så, der skilte vandene og førte til dramaet i Arles?
Kort fortalt gik uenigheden på, at Van Gogh ønskede at skildre virkeligheden som han så den i naturen omkring sig, mens Gauguin og Bernard var mere optaget af deres egen indre verden og de symboler på denne, som de kunne udtrykke i deres kunst. De to sidstnævnte mente ikke, kunsten skulle være virkelighedstro.
Van Gogh derimod skildrer virkeligheden i sine ekspressionistiske naturmalerier, men paradoksalt nok afspejler de indirekte hans eget forpinte sind, som f.eks. i billedet af olivenlunden. Det er malet efter et ophold på sindsygeanstalten og er en reaktion på et billede af Gauguin, som havde chokeret Van Gogh:
Paul Gauguin, Kristus i Getsemane Have, 1889
Gauguin har givet Kristus sine egne ansigtstræk; olivenlunden i baggrunden er ikke realistisk, men et drømmelandskab, hvor oliventræerne står som blege skygger. Som modspil hertil ville Van Gogh male oliventræer, som de virkelig så ud. Budskabet kommer fra oliventræerne selv. Som han skriver i et brev fra denne tid: “Drømmen kommer altid fra naturens virkelighed”.
Vincent Van Gogh, Olivenlunden, 1889
Naturens virkelighed
Når Van Gogh maler sine naturmotiver, er de ikke bare natur; de udtrykker også noget evigtgyldigt, som f.eks. menneskets kamp for det daglige brød, også når der ikke er mennesker til stede i billedet.
Et fælles motiv fra Arles viser de kunstneriske forskelle mellem de to kunstnere, som på en gåtur oplevede en glødende solnedgang over vinmarkerne.
Van Goghs version ser således ud, dog som en cadeau til Gauguin malet efter erindringen og ikke direkte på stedet, som han plejede:
Van Gogh, Den røde vinmark, 1888.
Gauguins maleri var også “malet ud af hovedet”, men gådefuldt og symbolladet.
Gauguin. Vinhøsten. Menneskelig elendighed, 1888
Høstmotivet er som hos Van Gogh et sindbillede på menneskets forbundethed med naturen og de hårde livsvilkår. De to kvindeskikkelser i forgrunden viser to faser i kvindens liv, hvor den unge kvinde som et seksuelt symbol genfindes i Gauguins: I bølgerne.
Paul Gauguin, I bølgerne, 1889
Den rødhårede kvinde går igen i Gauguins motivverden i de følgende år. Hun står for seksualitet og er et udtryk for kvinden i naturens vold.
Se udstillingen
Det er svært at yde denne udstilling fuld retfærdighed; den er indholdsmættet og enestående. Udover de tre kunstneres værker og liv, bliver man også præsenteret for den kunstneriske og kulturelle verden, som de tre kunstnere var en del af og blev inspireret af, og som fik indflydelse på deres kunst. Det gælder for Van Goghs vedkommende Millet og Monticelli. Det gælder impressionismen, som var ved at klinge af på det tidspunkt, det gælder senimpressionismen med Seurat og Signac, og det gælder japanske træsnit.
Alt dette kan ikke rummes i en kort introduktion til udstillingen. Læs Anne-Birgitte Fonsmarks fremragende, netop udgivne, rigt illustrerede bog om de tre kunstnere, og frem for alt: Tag selv op og se udstillingen på Ordrupgaard.
Udstillingen varer til 22 juni 2014.
