Folkestyret er i krise: Dyb tillidskløft mellem politikerne og befolkningen

Arkiv

Partiet Venstre har været igennem en turbulent tid – og problemerne er med afgørelsen om, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som formand, efter al sandsynlighed blot sparket til hjørne. At en udadtil enig hovedbestyrelse pludselig vender på en tallerken kan næppe overbevise de mange vælgere og medlemmer, der fortsat holdes i uvidenhed om, hvad der egentlig ligger til grund for den pludselig entydige opbakning til den ellers så pressede formand. Politiske sværvægtere som Birthe Rønn Hornbech og Preben Bang Henriksen slår sig da også i tøjret i anstændighedens navn.

 

Statsstøtte til partierne startede negativ spiral

Den krise, Venstre gennemlever lige i øjeblikket, er imidlertid ikke blot Venstres krise. Den afspejler en generel krise i det ellers så rodfæstede og stabile danske folkestyre, hvis sundhed i dag er truet af en stadigt voksende politikerlede og af en stadigt dybere tillidskløft mellem befolkningen og politikerne på Christiansborg.

 

En sag som Lars Løkkes bidrager i høj grad til at forstærke denne problematik, og det er i virkeligheden langt værre end skatteyder- og medlemsbetalt tøj (!).

 

Det hele begyndte med, at et flertal i Folketinget – desværre også omfattende de borgerligt liberale partier – engang i firserne satte folkestyret på bistandshjælp. Under indtryk af, at blot omkring 5% af befolkningen var medlem af et politisk parti, vedtog man en lov om, at alle skulle bidrage til partiernes drift via en skatteyderfinansieret statsstøtte med et fast beløb for hver stemme, det pågældende parti fik ved valgene. Altså massiv statsstøtte til de største partier, og en mindre massiv statsstøtte til de mindre partier. Der var og er samtidig den klausul på de offentlige penge til partierne, at de ikke må bruges til eksempelvis at føre valgkamp for, men alene til alment folkeoplysende formål. En velment klausul, som imidlertid ikke er mere værd end den tryksværte, der er gået til at trykke paragraffen.

 

Partierne blev stater i staten

Statsstøtten fik ikke den tilsigtede virkning, nemlig at styrke det levende folkestyre. Tværtimod blev partierne stater i staten, og deres karakter af at være brede folkelige bevægelser med dybe rødder i nogle holdninger til livet og samfundet blev mere og mere udvisket.

 

I dag er der således i meget høj grad tale om strømlinede og topstyrede salgsorganisationer, hvor politik er en vare, der skal sælges via moderne salgs- og markedsføringsmetoder. Anvendelsen af spindoktorer og fokusgrupper er udslag af denne tankegang og praksis, mens de menige partimedlemmer er reduceret til vandbærere, der kan bruges til at hænge plakater op og til at tage dem ned igen (!).

 

Medierne – ikke mindst de æterbårne – er blevet den arena, hvor purunge mennesker med ambitioner om at gøre en politisk karrière og dermed på en relativ hurtig måde sikre sig et godt og spændende levebrød, kan boltre sig. Eksemplerne på ministerudnævnelser af helt unge politikere uden nogen form for erhvervserfaring og med en meget spinkel ballast af livserfaring er mange. Ofte går vejen direkte fra eksamensbordet – med eller uden papir på have gennemført en uddannelse – og ind i Folketinget og ministerkontorerne.

 

Politik i et folkestyre er andet og mere end et håndværk

Lars Løkke Rasmussen er således et skoleeksempel på en politiker, der siden sit 16. år har været politisk aktiv, og som har gjort politik til en levevej, der giver mere end smør på brødet. Og han er som sagt bare et enkelt eksempel blandt mange.

 

Det kan da godt være, at der gennem de senere år er fostret mange dygtige politiske håndværkere, som det så smukt hedder. Men at blive en dygtig og ansvarlig politiker kræver andet og mere end at have lært at mestre et håndværk. Helt typisk for den teknokratisk og levebrødspolitiske indgang til dette at være folkevalgt er da også det efterhånden meget anvendte udtryk, at det handler om at komme ind i det maskinrum, hvor beslutningerne formes, og hvorfra magten udgår.

Læs også
Lars Løkke tegner et misvisende billede af, hvor meget vælgerne bakker hans forslag om en SV-regering op

 

Ikke et ord om, at dette at være folkevalgt faktisk er tænkt som et tillidshverv. Det bevirker, at man er tjener for den befolkning, på hvis vegne man lovgiver, og ikke en magtelite i samfundet med særlige privilegier.

 

Venstres krise lige nu er resultatet af en elitær partitop, der har fjernet sig fra de rødder, hvorfra partiet skal suge den politiske kraft og levedygtighed. Det samme har Socialdemokraterne og mange andre etablerede partier, men det er nok ikke tilfældigt, at de to store partier med den største skatteyderfinansierede statsstøtte også er dem, der er hårdest ramt af politikerleden – SF er undtagelsen, der bekræfter reglen.

 

Fjern statsstøtten til de politiske partier som et første skridt til at gøre folkestyret sundt igen. Det bliver beklageligvis sværere at finde et flertal for det, end det var at gennemtrumfe en folkeskolereform mod de læreres vilje, der skal  føre reformen ud i livet….

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…