Forhandlingerne om finansloven er i gang. For sidste gang inden folketingsvalget.
Der er lagt op til to store slagsmål mellem regeringen på den ene side og SF og Enhedslisten på den anden:
Det ene drejer sig om dagpengene.
Det andet drejer sig om regeringens forslag om at hente 2 mia. kr. på udviklingsbistanden til at finansiere de øgede udgifter på asylområdet.
Men i forhandlingerne om disse to store punkter støder regeringspartierne også sammen indbyrdes. De har nemlig klart forskellige interesser.
Finansloven bliver dermed også et opgør mellem Socialdemokraterne og De Radikale.
Socialdemokraterne og dagpengene
Hvad dagpengene angår, vil Socialdemokraterne bestemt ikke have noget imod at give indrømmelser til de to venstrefløjspartier.
Socialdemokraterne er nemlig selv under hårdt pres for at komme kritikken af dagpengereformen i møde.
Fra partiets egne rækker og fra fagbevægelsen har det ikke skortet på opfordringer til at forbedre situationen for ledige, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Vælgerne trækker i samme retning.
Der har været talt om at halvere den periode, der skal til for at genoptjene dagpenge, fra et helt til et halvt år. Og der har været talt om at forlænge den midlertidige arbejdsmarkedsydelse med yderligere et år.
Begge disse forslag vil sikkert blive bragt ind i forhandlingerne af SF og Enhedslisten. Hvis regeringen kom noget af det i møde, ville det blive en hel del lettere for Socialdemokraterne at føre valgkamp.
De Radikale er modvillige
Socialdemokraterne forestiller sig ikke en regulær ændring af dagpengereformen, så halvering af genoptjeningsperioden er reelt ikke på tale.
Men de ville gerne kunne tilbyde venstrefløjen en yderligere opblødning, for eksempel i form af en forlængelse af arbejdsmarkedsydelsen.
Men De Radikale er modvillige. De er ikke under det store pres fra deres egne for at bløde mere op på reformen. Og de vil gå til valg på at være garanten for økonomisk disciplin og troværdighed.
Beskæringer på udviklingsbistanden
De Radikale vil hellere give indrømmelser til venstrefløjen på det andet store punkt: En finansiering af de mange asylansøgere, hvor man ikke skærer så hårdt i udviklingsbistanden.
Det er for De Radikale trods alt bedre end at pille ved dagpengene. Udviklingsbistanden er jo også radikalt hjerteblod.
Men for Socialdemokraterne er det anderledes. Selv om partiet ikke ligefrem jubler over beskæringer i udviklingsbistanden, vil de hellere stå fast over for venstrefløjen her end på dagpengene.
Socialdemokraterne ved nemlig, at en stor del af deres arbejdervælgere vil kunne leve med at hente penge på udviklingsbistanden, hvis det betyder, at man kan bruge penge på velfærd i stedet og lave en opblødning i dagpengereformen.
De Radikale har det lettest med, at indrømmelser til venstrefløjen gives på udviklingsbistanden. Socialdemokraterne har det lettest med, at indrømmelser gives på dagpengene.
Presset størst på De Radikale
Regeringen vil selvfølgelig forhandle samlet. Men der vil være intern kamp om, hvor man skal give sig.
De Radikale har et problem i den forbindelse: SF og Enhedslisten er trods alt mere opsatte på indrømmelser i forhold til dagpengene end i forhold til udviklingsbistanden. Det har ganske klart førsteprioritet hos de fleste af deres vælgere.
Presset på De Radikale for at vise fleksibilitet er derfor det største.
Psykologi
De to regeringspartiers indbyrdes opgør om finansloven drejer sig ikke kun om den konkrete politik. Det drejer sig også om, hvem der bagefter vil blive kaldt vinder og taber i regeringen.
Det parti, der bliver udråbt som taberen i det interne opgør, går svagere ind i valgkampen.
Der er psykologi i det: Hvis man udråbes til vinder, får man også lettere ved at blive en vinder hos vælgerne.
Men det handler også om noget mere. Nemlig om identitet. Hvilken slags parti er man i vælgernes øjne?
Identitet
Tag Socialdemokraterne.
Hvis venstrefløjen får nogle indrømmelser på udviklingsbistanden, men ikke på dagpengene, så vil det yderligere undergrave Socialdemokraternes identitet som arbejderparti.
Mange arbejdervælgere vil tænke, at partiets dagorden nu mere indretter sig efter de snakkende klasser. Og flere af dem kan så finde på at gå til for eksempel Dansk Folkeparti.
Hvis venstrefløjen derimod primært får indrømmelser på dagpengene, vil det ramme De Radikale på deres identitet. De vil hos nogle vælgere miste troværdighed som partiet for økonomisk ansvarlighed (dagpenge) og globalt udsyn (udviklingsbistand).
Der er meget på spil for regeringspartierne ved denne finanslov. Også i forhold til hinanden.
