Mange politikere er elitære og tør ikke høre befolkningens meninger

De åbne grænser

 

De fleste politikere er enige om, at aftalen om bl. a. de åbne grænser er til Europas og europæernes udelte fordel. Det er dog en sandhed med ret vide begrænsninger.

 

Der er ingen tvivl om, at de åbne grænser er en stor fordel for arbejdsgiverne, som med stor iver anvender udenlandsk, primært østeuropæisk arbejdskraft til langt lavere løn og generelle arbejdsvilkår end danske arbejdere har krav på. Et eksempel er, at lastbiltransporten nærmest er overgået til udlandet med tab af arbejdspladser og skat her i landet. For ikke at tale om ødelagte privatøkonomier.

 

Forbryderne har kronede dage

Østeuropæerne har således stor fordel af aftalen og fordelen forøges endog ved at østeuropæerne har krav på danske sociale ydelser efter ganske kort tid i landet. Men også østeuropæiske forbrydere, som i parantes bemærket generelt er langt mere voldelige end hjemlige forbrydere, har kronede dage. Det kan ofre for hjemmerøverier, dankorttyverier, indbrud, vold og deslige tale med om. Vognlæs efter vognlæs kører tilbage over de åbne grænser med danskeres ejendele for at ende i østeuropæiske hjem. Politiet ved det, men politiet er bundet på hænder og fødder og nægtes tilladelse til at foranstalte eftersyn af lastvogne, busser og private biler østfra.

 

Der er ingen mangel på ofre; nogle af dem kan end ikke længere trække vejret. Men den side af sagen bekymrer ikke i større grad vore politikere. De gør ihvertfald ikke noget ved det udover at komme med den ene floskeltale efter den anden.

 

Naturligvis har også vore hjemlige embedsmænd og politikere fordel af EU-projektet, herunder de åbne grænser. Det åbner jo en dør til høje stillinger med ublu lønninger og pensionsforhold i Bruxelles. Imens må den menige borger leve med at føle sig forrådt og trådt på af en elite, som kun nødtvungent spørger befolkningen til råds og yderst sjældent lytter til rådene.

 

Menneskerettighederne
I skåltale efter skåltale på de bonede gulve prises menneskerettighederne som værende eviggyldige og universelle. I det virkelige liv overtrædes de rask væk af menige borgere, hærstyrker, statsledere og endog såkaldt civiliserede stater. Der er derfor gyldig grund til at antage, at der intet evigtgyldigt eller universelt er mht. disse rettigheder, hvoraf der i øvrigt findes mindst 2 vidt forskellige udgaver, de vestligt (USA) inspirerede og de muslimske.

 

Blandt jævnlige overtrædelser kan nævnes Kinas indespærring af systemkritikere, Ruslands retssager mod afvigere, protesterende og homoseksuelle, afrikanske statslederes mord på modstandere, kristnes voldtægt af og hakken muslimer ihjel med macheter, muslimers voldtægt og halshugning af kristne, begge dele på skift sanktioneret af bestialske statsmænd, USAs indespærring af ”terrorister” på Cuba på 13. år, Irans henrettelser af homoseksuelle og utro kvinder, Saudiarabiens bestialske, religiøse politis handlinger og vort hjemlige retssystem, hvor anklagede efter §266 b (racismeparagraffen) end ikke har ret til at fremføre et forsvar.

 

Det er således under en fjerdedel af verdens lande/befolkninger, som nyder godt af disse rettigheder i deres hjemlande. Og hvad værre er anvendes de ofte til at banke protesterende europæiske befolkninger på plads i forbindelse med indvandring og asylgivning til 3. verdens landes mennesker.
Europæernes rettigheder trædes således under fode for at akkomodere mennesker, som tydeligvis (den mislykkede integration in mente) ikke har tænkt sig at efterleve, men kun at udnytte rettighederne.

 

Disse mennesker og de europæiske eliter har in effect sat rettighederne ud af kraft for deres egne befolkningers vedkommende, da retten til selv at bestemme over egen tilværelse og samfunds indretning groft undertrykkes gennem en elitært besluttet og accepteret masseindvandring af mennesker, som i mange tilfælde har en fjendtligsindet kultur og en undertrykkende og i europæisk sammenhæng for mange indfødte uacceptabel religion.

 

Ganske ærligt har jeg efterhånden et noget anstrengt forhold til disse ”eviggyldige og universelle” rettigheder.

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

 

Flygtningekonventionen
Det samme gør sig gældende mht. Flygtningekonventionen af 1948, som blev vedtaget for at hjælpe de mange flygtninge efter 2. Verdenskrigs apokalypse. Dens fædre kunne ganske givet ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at den 30 år senere ville blive anvendt som sovedyne overfor vestlige befolkninger for at den vestlige elite kunne vise sin store medmenneskelighed og overstrømmende godhed i forbindelse med en regulær folkevandring fra primært Mellemøsten og Afrika. Det er ganske enkelt oprørende, at det finder sted!

 

Men det er naturligvis godt for politikernes ego og humanistiske glorie sådan at anvende astronomiske beløb på indvandring og asylgivning. At de vestlige samfund i samme anledning polariseres, fattiggøres og fremmedgøres mere og mere bekymrer ikke disse høje herrer og damer.
Det bekymrer derimod mange almindelige borgere, som bærer byrderne i form af den gennem de seneste 30 år forringede velfærd, grovere kriminalitet og ghettoisering, som i stort omfang direkte kan relateres til indvandringen og asylgivningen.

 

Måske det var på tide, at vore eliter genindførte et fungerende demokrati og bl. a. lod befolkningerne tage stilling til de her rejste og andre spørgsmål af vital betydning for vore samfunds fremtid? Politikerne har tydeligt vist, at de ikke kan forvalte deres ansvar på betryggende vis! Schweiz har lige vist vejen frem.

 

Utidig indblanding
Den samme elitære og borgerforagtende indstilling gør sig gældende, når det drejer sig om indgriben i andre landes interne forhold. Der var udbredt modstand i befolkningen mod at deltage i Libyenaffæren med bombninger etc. En lille opvisning, som kostede skatteyderne en milliard kroner. Hvor mange SOSU-stillinger var det ikke?

 

Senest taltes der om indgriben i Syrien, hvor stort set hele den vestlige verden raslede med sablen. Heldigvis fik en stor folkelig medstand mod militær indgriben politikerne til at ryste på hænderne og opgive deres forehavende. Man kan undre sig over, hvad der fik dem til overhovedet at overveje en så halsløs indgriben, da ingen på denne jord har noget klart billede af, hvem vi ville komme til at støtte, hvorfor og på bekostning af hvad.

 

Læren af ovenstående må være, at politik er en alt for alvorlig affære til at overlade til politikerne alene.

 

Niels B. Larsen: Om mig selv kan jeg sige, at jeg er folkepensionist, 68 år, uddannet civiløkonom/IT, tidligere gift med en polak, nu med en dansker, har boet og arbejdet i så forskellige lande som Australien og Saudi-Arabien, er berejst og et produkt af en affære mellem en dansk sygeplejerske og en polsk krigsfange på vej hjem fra Norge og adopteret som spæd.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…