En hykler uden lige: Han lovpriser Islamisk Stat, men foretrækker alligevel at bo i det vantro velfærdssamfund

Anjem Choudary

Anjem Choudary er en berygtet rabiat islamistisk prædikant. Han har ført mange unge muslimer ind på vejen mod terrorisme og hellig krig i Syrien og Irak.

 

Manden bor i Storbritannien og er ekstremt aktiv i kampen mod det ”vantro” samfund. Han har i øvrigt flere gange været i Danmark, hvor han senest erklærede, at Christiansborg en dag skal omdøbes til ”Muslimborg”.

 

På et tidspunkt blev han filmet uden at vide det, mens han udtalte, at han gerne ser premierminister David Cameron og præsident Barack Obama dræbt. Bagefter hævdede han, at han bare sagde det ”for sjov” – og han slap for straf.

 

Nu hylder han Islamisk Stat i høje toner. Han beskriver denne stat som et samfund, han ville ”elske at leve i” sammen med sin familie.

 

Så gav han sig til at ævle-bævle

Avisen The Observer spurgte ham så, om han ikke ville tage derned og bo med familien.

 

Så gav han sig ellers til at ævle-bævle. Han var jo født i Storbritannien … Og hvis han prøvede, ville han sikkert bare blive arresteret … Og det ene med det andet.

 

Kort sagt: Den store hadprædikant skal ikke nyde noget af at forlade det vantro britiske velfærdssamfunds trygge rammer.

 

Hellige krigere længes hjem

Denne hang til den vantro tryghed synes han ikke at være alene om. En del af de 500 britiske muslimer, som er draget i hellig krig i Syrien, længes nu åbenbart hjem.

 

En gruppe på 30 af dem har kontaktet forskningscentret ICSR, der beskæftiger sig med radikalisering. Det skriver avisen The Times.

 

De fortæller, at de ikke har lyst til at fortsætte som hellige krigere. De vil tilbage til Storbritannien.

 

Meen … de har heller ikke lyst til at tage deres straf for, hvad de har gjort.

 

Så nu sender de en føler ud via ICSR. De vil godt deltage i et program for afradikalisering af hellige krigere – hvor meningen er at vende dem væk fra terrorismen. På den måde håber de at slippe for fængsel for, hvad de har gjort.

 

”Fanget i en fælde”

Det er da også lykkedes for dem at få ICSR til at tale deres sag. Professor Peter Neumann siger til The Times, at de føler sig ”fanget i en fælde”, fordi regeringen ”ikke gør andet end at tale om at bure dem inde i 30 år”.

 

Regeringen ser gerne en afradikalisering af de hellige krigere. Men man er ikke indstillet på at lade dem slippe for at blive straffet for deres forbrydelser.

 

Professor Neumann tror i øvrigt, at omkring en femtedel af de britiske hellige krigere i Syrien søger en vej til at slippe ud af deres nuværende situation.

 

De 30, der har henvendt sig til ICSR, forklarer, at de kom for at bekæmpe Assad-regimet, men er blevet sat til at kæmpe mod andre oprørsgrupper. Det er nærmest en slags bandekrig, siger de, og det har de ikke lyst til.

 

Islamist, men helst i trygge omgivelser

Men nogle eksperter peger også på en anden begrundelse:

 

Den australske professor Greg Barton, der har studeret de unge hellige krigeres indlæg på nettet, siger til Daily Mail Australia: ”Vi har at gøre med unge mænd, der laver tåbelige ting, drevet frem af gruppepres og behov for bekræftelse.”

 

Barton og andre kalder de unges opdateringer på de sociale medier for ”umodne”. De har kastet sig ud i noget, som de ikke kunne overskue.

 

Det er der ganske givet noget om. Men man skal være opmærksom på en afgørende ting:

 

Mange af dem kan meget vel tænkes at holde fast i radikale islamistiske holdninger. De har bare ikke lyst til at praktisere dem i form af gruopvækkende kampe i Syrien og Irak.

 

De vil hellere dyrke deres holdninger i trygge vantro omgivelser i Storbritannien. Ligesom hadprædikanten Anjem Choudary.

 

Kilde: Daily Mail

 

Anjem Choudary var i Deadline 1.juli. Interviewet er lagt ud på You Tube og kan ses her:

 

Del på Facebook