”Desværre nej – du passer ikke ind i vores skema”

På et plejehjem i Herning kommune fandt en sørgeligt sigende episode sted for nylig. En ældre herre, lettere ramt af Alzheimer, havde brug for en ansat til at hente avisen i postkassen.

 

Det kunne ikke lade sig gøre, for der var ikke afsat tid til det, og meningen er i øvrigt, at beboerne selv skal klare så meget som muligt. Da nogle besøgende gjorde opmærksom på, at beboeren ikke selv kunne hente sin avis, var svaret, at der desværre ikke var noget at gøre ved det.

 

Dog, hvis afhentning af avisen kunne kategoriseres som ’en aktivitet’, for en sådan var der en rubrik til i arbejdsskemaet, stillede sagen sig ganske anderledes. Så kunne en medarbejder stilles til rådighed, og beboeren og medarbejderen kunne derefter sammen hente avisen i postkassen.

 

Medarbejderen kunne endda i bedst fald instruere beboeren i, hvordan man gør, så medarbejderen kunne nøjes med at kigge på og sætte et halvt kryds i rubrikken ’Mandag: selvhjulpen’. Og så fremdeles alle ugens dage.

 

Kulmination på en udvikling

Denne begrædelige episode er ikke enestående, men resultatet af en udvikling, som i Danmark har været undervejs i en del år, synes nu at gennemtrænge hele samfundet. Udviklingen er svær at navngive præcist, for den passer ikke umiddelbart ind i den måde, vi er vant til at tænke på.

 

Den er ikke venstreorienteret eller højreorienteret eller midt imellem; den er ikke inspireret af en religion eller udtryk for de utilfredses eller undertryktes oprør. Ingen har rigtig taget ansvar for den. Der har ikke for alvor været nogen debat. Det er som om vidtgående beslutninger er taget i anonyme kontorer af systemtyngede hjerner, skønt det er vanskeligt at vide noget sikkert om.

 

New Public Management

Udviklingen har dog et navn, New Public Management, og skyldes en umage blanding af fri markedsøkonomi, globalisering og en streng og omfattende statslig kontrol.

 

Staten konkurrerer først og fremmest med andre stater; det synes at være dens højeste formål, og hele befolkningen og alle reserver indkaldes derfor i denne konkurrence. Den siver ned gennem systemerne. Alle skal konkurrere med alle hele tiden, og hver eneste lærer, sygeplejeske og anden offentlig ansat skal i realiteten dokumentere et overskud af sit arbejde. Staten er i detaljer kommet meget tæt på ganske almindelige, hverdagslige forhold.

 

Den offentlige forvaltning, de mange regler og udfoldelsen af en nidkær kontrol, hvor intet synes for småt, har medført et gigantisk bureaukrati, hvor det romerske kejserrige nærmest blev regeret fra et enkelt kontor i sammenligning. Det gælder politi, domstole, sygehuse, hele uddannelsessystemet og altså plejehjem.

 

Læs også
To ansatte i SuperBrugsen løb resolut efter røvere og fangede dem – ”det kan bare ikke være rigtigt, at de skal have lov til det”

Ødelæggende bureaukrati

Det er ikke for meget sagt, at denne udvikling hæmmer arbejdsglæden. For mange er det svært at føle sig fri i arbejdet. Gode idéer afmattes, når de er skemalagt til at komme mellem kl. 8 og 16. Al selvstændigt initiativ belastes, når man hele tiden skal standse op, for at tælle timer, minutter og skridt.

 

Udviklingen ødelægger en naturlig fremdrift i arbejdet, når man skal skrive både en og to rapporter om sin arbejdstid og så en sidste rapport om den rapport, man har brugt til at rapportere om sin arbejdstid. Således måtte en lærer på en videregående uddannelse bruge 40 timer på at registrere og indrapportere sin arbejdstid i september måned i år, hvor rapporten naturligvis havde en kolonne, som hed ’tid brugt på indrapportering af arbejdstid’.

 

Det er komisk. Det er sørgeligt og et umoralsk spild af menneskers tid og handlekraft, og meget få har sagt fra overfor denne udvikling. Der er – tilsyneladende – en nedslående enighed om, at vi nok ikke kan gøre noget ved det.

 

En folkelig sag

Men det må vi ikke lade os nøjes med. Det indlysende svar er at opmuntre folk til selv oprette institutioner og lade stat og kommune gøre det lettere. Flere friplejehjem f.eks. Her er en sag med folkelig gennemslagskraft og et anliggende for en vaks politiker.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…