Folk fra Det radikale Venstre har haft undervisnings- og kirkeministerposten i alt for mange år siden 60’er-oprøret og den konsekvensløse pædagogik i 70’erne. Sammen med systemet Politikens åndeligt farveblinde, politiske korrekthed har den radikale syge ødelagt meget for både folkeskole og folkekirke.
Minister: Folket skal bestemme i kirken
Den nuværende radikale kirkeminister, Marianne Jelved, foreslår et nyt kirkeråd nedsat. Åbenbart fordi også hun med ordet folkekirke mener, at det er folket (og gerne de politisk korrekte) der skal bestemme, hvad der må ske i folkekirken, og ikke en praksis, udsprunget af den evangelisk-lutherske kristendomsforståelse.
Denne opfattelse har bredt sig, og vi præster har i de seneste to menneskealdre måttet kæmpe ensomme kampe for at få skoleelever til konfirmandundervisning i morgentimerne. Og det til trods for, at der eksisterer regulativer, som pålægger folkeskolen at afgive elever på 7. eller 8. klassetrin til en lovpligtig, forberedende kristendomsundervisning netop i morgentimerne og uden for skolens bygninger.
Lige siden Ritt Bjerregaard i tresserne fik smidt kristendomsundervisningen ud af folkeskolens formålsparagraf, har den mærkværdige opfattelse bredt sig, at var man blot døbt, så var alt det med kristendom og tro på plads. Til trods for, at segnefærdige forældre fik mindre og mindre tid til selv at undervise deres børn i den kristne tro derhjemme, sådan som de ellers havde lovet ved barnets dåb.
Radikale og venstreorienterede lærere havde succes med at missionere blandt trætte forældre ved at sige, at det var vanvittigt at lade gode morgentimer gå til spilde hos præsten fremfor i skolestuen, hvor dansk og matematik var vigtigere. Og forældre fangedes i den radikale fælde. De ønskede deres børn konfirmeret, men ville samtidig gerne bakke lærerne op.
Desværre var der også yngre, politisk korrekte præster, der lo ad gamle kolleger og imødekom skolens moderne lærere, og som frivilligt gav morgentimer fra sig. Herved accepterede de at skulle undervise trætte elever efter skoletid, hvor det at skulle modtage boglig viden ikke er det nemmeste, da også præster kan være uoplagte efter kirkelige handlinger og deres øvrige gøremål i dagens løb.
Vi har mistet kristendommens sekundære gevinst
Resultatet ses tydeligt i dag. Kun et fåtal mener, at unge savner noget særligt ved kun at have fået en stærkt nedprioriteret undervisning i kristen tro og lære, som er det primære. Men hvad der overses er, at kristendommens sekundære sidegevinst også er gået fløjten: nemlig den æstetik, etik, moral og kulturelle identitet og opførsel, som i århundreder har præget danskernes fælles hverdag.
Der skal gode og stærke rygmarvsoplagringer til for at kunne holde stand imod politisk korrekte og radikale ønsker om de multikulturelle tiders velsignelser. Og man kan godt savne tidligere tiders holdbare og fælles samfundsværdinormer.
Visti Christensen er præst
