Den neutrale, upartiske embedsmand findes ikke

Collage

Der har i de seneste dage udspundet sig en offentlig debat om, hvordan Folketinget modtager manipulerede oplysninger og juridiske vurderinger fra centraladministrationens medarbejdere. Dette er tesen i journalist Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”, som udgives den 22. oktober. Ifølge bogen er embedsapparatet ikke neutralt, men lader sig manipulere med af de skiftende regeringer til politiske formål.

 

Som tidligere, nu pensioneret, embedsmand har det været en noget besynderlig oplevelse at følge de opbragte kommentarer fra politikere, mediernes kommentatorer og den akademiske verden.

 

Men lad os se på fakta og på, hvad der kan gøres.

 

Et redskab

Helt grundlæggende: Centraladministrationens jurister og andre akademiske medarbejdere er ikke og har aldrig været et over alle politiske vande svævende neutralt og upartisk embedsapparat.

 

De har alle dage været et redskab i den til enhver tid siddende regerings hænder og er underkastet lydighedspligt overfor deres overordnede. De forsyner derfor regeringens udspil med de oplysninger og udlægninger, der fremmer regeringens sag, det være sig i lovforslag, besvarelser af spørgsmål og forespørgsler fra Folketinget, eller i taler og indlæg i Tinget eller dets udvalg.

 

Denne tilsyneladende indtil nu velbevarede hemmelighed deles af enhver nuværende og tidligere minister, ethvert folketingsmedlem, der repræsenterer eller har repræsenteret et regeringsparti (muligvis bortset fra novicer), samt vel nok en del journalister.

 

De eneste partier i det nuværende Folketing, der kan siges at have bevaret deres politiske uskyld i denne sag, er derfor Enhedslisten og Liberal Alliance (idet dets leder Anders Samuelsen dog var midlertidigt folketingsmedlem en del af perioden under SR-regeringen). Dansk Folkeparti stod 2001-11 efterhånden den daværende VK-regering så nær, at jeg i denne sammenhæng vil regne det for et tidligere regeringsparti.

 

Hierarki og karriere

Ja men, vil mange sige: En embedsmand må da kunne modsætte sig ulovlige ordrer. Eller lovgivningen må da kunne strammes, så at embedsmændenes mulighed for at værge sig mod ulovlige ordrer styrkes.

 

Selv i de sikkert ganske, ganske få tilfælde, hvor en ordre er klart tvivlsom, befinder embedsmanden sig helt grundlæggende i et udpræget hierarkisk system, som ethvert ministerium og enhver styrelse er. Det er der, han eller hun skal gøre sig gældende til dagligt, tjene til livets ophold og – ikke mindst – gøre karriere. Hvis man modsætter sig en ordre fra en overordnet, det være sig ministeren, departementschefen, afdelingschefen eller kontorchefen, bliver man meget hurtigt kørt ud på et sidespor rent arbejds- og karrieremæssigt og må lide den tort at blive overhalet af sine jævnaldrende.

 

Læs også
Nye Borgerlige er klar til at lade Løkke falde, hvis han siger nej til tre ufravigelige krav

Og ikke nok med det: Hvis man ikke ligefrem lægger sig i selen for at sætte sig ind i ministerens og regeringens situation og behov og leverer oplæg derefter, får man meget hurtigt prædikat som ”politisk tonedøv”, ”umusikalsk”, “uden situationsfornemmelse”, o.s.v. Det er sandelig ikke karrierefremmende.

 

Ja, mere perfide tidligere kolleger ville måske her endda tilføje, at embedsmændene i flere tilfælde ligefrem skal opfinde politikken for ministre, der ikke har skruerne alt for dybt i vandet.

 

Embedsmandens stilling/afhængighed i dette hierarkiske system kan ingen lovgivning lave virkeligt om på. Han eller hun kan gøre opmærksom på problemer og vanskeligheder, der ikke passer ind i ministerens og regeringens planer, men i sidste instans må man rette ind og udarbejde det, der tjener disse planer.

 

Men for at gøre en lang historie kort: Det er ministrene og ikke embedsmændene, som ifølge ministeransvarsloven, har ansvaret for de oplysninger, der gives til Folketinget. Det er dermed også kun ministrene, der kommunikerer med Folketinget. En embedsmand, der måtte være blevet opmærksom på en klar ulovlighed, kan selvfølgelig ikke ”oversende” denne viden til Folketinget, som nogle har foreslået – og ville af de grunde, jeg har nævnt ovenfor, ej heller gøre det.

 

Problemet er det parlamentariske system

Hvad kan man så gøre for at hjælpe Folketinget?

 

Fra flere sider foreslås det at styrke Folketingets sekretariat. Det er allerede sket i de senere årtier. Men man kan være sikker på, at de folketingsmedlemmer og partier, der sidder på eller stræber efter at sidde på regeringsbænkene, ikke er interesseret i at styrke Folketinget for meget. Det ville jo bare besværliggøre deres nuværende hhv. fremtidige politiske rolle.

Læs også
Folketingets afslutning: Vælgerne har mere magt end nogen sinde i dansk politik, men …

 

I øvrigt har de enkelte folketingmedlemmer og partigrupperne også fået øget medarbejderstab i de senere år. Men hvis en lang historie også her skal skrives kort, afslører jeg nok ikke en stor hemmelighed ved at skrive, at disse mange medarbejderes indsats – set fra centraladministrationen og med hæderlige undtagelser – normalt ikke ligefrem udmærket sig ved dybgravende og indsigtsfuld research, der kan udgøre et modspil til ministerierne. Deres opgave synes snarere at være at bidrage til, at medlemmerne udødeliggøres gennem optræden i medierne.

 

Alt dette lyder måske ikke særligt opløftende; men læserne må så trøste sig med, at de samme forhold stort set gør sig gældende i alle parlamentariske systemer, hvor det er regeringspartierne og de kommende regeringspartier, der ”sidder” på parlamentet. Tilstanden er der imod helt anderledes i et præsidentielt system som USA, hvor Kongressen virkeligt udgør en betydelig selvstændig modvægt til præsidenten og regeringen.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…