Vi står over for et valg til Europa-Parlamentet, som har større folkelig interesse end set længe.
Når jeg møder venner og bekendte, som ellers normalt ikke går så højt op i hverken EU eller politik i det hele taget, så falder snakken alligevel typisk på det valg, vi skal til den 25. maj.
Den direkte årsag til den voksende interesse for, hvad de danske repræsentanter i EU går og laver, er naturligvis hele skandalehistorien om børnechecken. En lille sag i sig selv måske, men en stor principiel sag. Den har i hvert fald været en øjenåbner for den brede vælgerbefolkning, fordi den viser, hvor dybt EU griber ind i den nationale selvstændighed og bestemmer over noget, som de færreste egentlig havde forestillet sig, og som de fleste ikke ønsker skal bestemmes af andre end danskerne selv.
Det begyndte med krumme agurker
Faktisk begyndte det allerede med de krumme agurker, der også var et eksempel på en central detailstyring, som slet ikke lignede det EF, danskerne i 1972 stemte ja til at blive en del af.
Vi vil gerne frihandel, vi vil gerne fri bevægelighed af arbejdskraften, vi vil gerne et fredeligt og samarbejdende Europa med indbyrdes respekt for nationale forskelligheder og respekt for national suverænitet.
Men vi ønsker ikke en fælles valuta eller en snæver og altdominerende overnational politisk union. Kort sagt: De europæiske befolkninger i almindelighed og det danske folk i særdeleshed siger ja til EF, men nej til EU.
Fatalt at vende det døve øre til befolkningerne
Det er Angela Merkel og David Cameron helt på det rene med.
Den danske statsminister har ikke opdaget det endnu, men vælgerne skal nok fortælle den mere tungnemme del af den europæiske politisk korrekte elite, at det i længden er fatalt at vende det døve øre til de befolkninger, der i demokratiske lande er politikernes arbejdsgivere.
Franskmændene har allerede fået en forsmag på EU-valget, da de franske vælgere ved lokalvalgene flokkedes om Front National.
Herhjemme vil vi formentlig se Dansk Folkeparti og Liberal Alliance suge til sig af både borgerlige og socialdemokratiske vælgere, fordi de føler sig underløbet og snydt af både SF, Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative.
Kandidater fra flere af disse partier har lige nu travlt med at rette ind efter den folkelige protestbølge mod umyndiggørelsen af nationalstaten.
Men kan man stole på, at de – modsat af, hvad man har oplevet indtil nu – også når de har sikret sig et valg eller genvalg, virkelig vil afspejle deres vælgeres syn på, at der skal trækkes klare grænser for, hvad EU kan og skal blande sig i?
Sandhedens time kommet for EU-parlamentarikerne
Derfor er det særdeles vigtigt at stille skarpt på kandidaterne op til valget og stille dem konkrete spørgsmål, som vi kræver klare og utvetydige svar på:
Vil man kæmpe for det EU, det store flertal af danskere ønsker, nemlig et slankere og mindre bureaukratisk EU, et samarbejde mellem suveræne nationalstater og ikke en politisk union med fælles valuta og fælles socialpolitik?
Vil man fortsat sælge ud af dansk suverænitet ad bagdøren, eller vil man åbent og ærligt sige fra over for den slags?
Befolkningerne ønsker ikke en superstat
Sandhedens time er kommet for EU-parlamentarikerne. Hør blot, hvad manden bag EU, Jean Monnet, sagde i 1952: ”Europas nationer bør ledes i retning mod en superstat, uden at deres befolkning opdager, hvad der er ved at ske.”
Forsøget på virkeliggørelsen af disse ord bliver gjort af en del Europa-politikere, men befolkningerne har efterhånden opdaget, hvad der er ved at ske hen over hovedet på dem.
Som lektor Erik Ludvigsen skriver i en klumme i Nordjyske Stiftstidende, så viser historien mange eksempler på, at stormagtsdrømme altid er betændte og ender galt. Som han skriver, er nationalfølelsen forankret i folkesjælen og vil aldrig kunne overvindes. Og han konkluderer: ”Nationalfølelse forveksles ofte med nationalisme, men nationalfølelse er ikke en isme i lighed med nazisme, kommunisme og fascisme.”
Det er internationalismen og multikulturalismen derimod. Det er de politisk korrektes ideologi. De opfatter derfor typisk den brede vælgerbefolkning som en klods om benet på deres visioner og drømme.
Denne ”klods om benet” er nu ved at få mæle og truer ved det kommende valg til EU-parlamentet med at smadre de naive og farlige supereuropæeres planer. Befolkningen lader sig ikke længere spise af med politisk spin og uforpligtende hensigtserklæringer. Nu kræver politikernes arbejdsgivere i demokratiets navn at blive hørt og at blive taget alvorligt.
