I juli 1917 kunne man i en notits i Vendsyssel Tidende læse at malermester Trunk, der en overgang var bosiddende i Skagen, var faldet i slaget ved Ypres, som undertiden også kaldes slaget ved Passchendaele.
Netop dette slag viser med al tydelighed, hvor forfærdelig 1. verdenskrig var. På ganske kort tid faldt 240.000 englændere og et tilsvarende antal tyskere.
I. U. Trunk var oprindelig tysker, men blev gift med en skagbo og arbejdede i byen i flere år, men vendte derefter tilbage til fædrelandet, hvor han boede ved krigens udbrud. Han blev, skønt oprindelig kasseret, indkaldt først til ammunitionsarbejde og senere indlemmet i de kæmpendes rækker. Her deltog han – og døde altså – i slaget ved Ypres.
Sønderjyden Christian Støckler
Selvom Danmark ikke direkte blev involveret i 1. verdenskrig, deltog faktisk mange danskere i krigen, nemlig de unge danskere i det tyskbesatte Sønderjylland. Man regner med, at omkring 30.000 danske sønderjyder deltog i krigen og af disse faldt 6.000 i kampene.
En af disse sønderjyder var den senere skagbo, Christian Støckler.
Han voksede op i Tønder, som dengang var tysk, og blev rutinemæssigt som 19-årig indkaldt til den tyske flåde i 1913. Da åndede alt fred og ingen fare. Han blev installeret på den lille tyske krydser “S. M. S. Dresden”, og da Tyskland ønskede at spille en rolle i storpolitikken, blev han og skibet sendt til Mexico for at redde præsidenten, der lige var blevet afsat i en borgerkrig.
Missionen lykkedes, og alle ombord troede, at nu turen nu gik tilbage til Tyskland.
SMS Dresden som det så ud i sine velmagtsdage før krigen. Christian Støcklers arbejde om bord bestod i “at forsyne fyrbøderne med kul og rense ilden for slagger og slå i stykker for at det ikke skulle give anledning til at stoppe. Desuden skulle jeg trække asken fra alle kedlerne.” Et meget hårdt arbejde. Der var dog også perioder med meget lidt arbejde og Støckler beskriver alle sider af matrosernes tilværelse. SMS Dresden besøgte i øvrigt Skagen i 1910 som en del af en større flåde.
Krigen bryder ud
Men natten til 1. august blev der sendt mobiliseringsordrer til alle tyske stridskræfter til lands og til vands. SMS Dresden var nu i krig.
“Vi var straks klar over, at havet ville blive vort sidste hvilested,” skrev Christian Støckler.
Situationen så sandelig også alvorlig ud, for Tyskland havde kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle mod englændernes ca. 70, og fra første øjeblik indledte englænderne en klapjagt på fjenden.
“SMS Dresden” sejlede nu syd om Sydamerika ind i Stillehavet og forenedes her med resten af den tyske flåde.
Til at begynde med gik det meget godt, og det lykkedes oven i købet for tyskerne at sænke et par engelsk krigsskibe, men i stort søslag, der stort set ikke omtales i dansk litteratur om 1. verdenskrig, udraderede englænderne i december 1914 ved Falklandsøerne hele den tyske sydhavsflåde – undtagen Chr. Støcklers SMS Dresden.
Det lykkedes skibet at slippe væk fra kampzonen, men ak, det var en stakket frist.
“Som et forjaget og udmattet dyr” krøb SMS Dresden i ly ved kysten til Chile.
Tilintetgørelse
Den 14. marts 1915 var det slut med SMS Dresden.
Englænderne fandt hurtigt SMS Dresden og omringede det, hvorefter de straks skred til angreb. Tyskerne, herunder Chr. Støckler, oplevede et sandt inferno af eksploderende granater. Rundt om ham lød klagen og jamren. En af hans venner, aspirant Lerche, klagede og råbte: “Giv mig vand! Giv mig vand! Jeg tørster, lad mig dø, – jeg vil dø!! I underlivet havde den (granaten) ramt ham og næsten skilt benene fra overkroppen. Det var et syn så frygteligt, at jeg aldrig glemmer det.”
Det fortsatte uafladeligt, skibet fik den ene fuldtræffer efter den anden.
Signalpersonalet meddelte, at krigsflaget var skudt ned.
Men “en tysker overgiver sig ikke”, og kommandanten gav ordre til med det samme at lade krigsflaget gå til vejrs igen.
Til sidst var SMS Dresden tilintetgjort, og de overlevende reddede sig i land i Chile. Blandt dem var Chr. Støckler.
SMS Dresden som vrag. I marts 1915 lykkedes det den engelsk krydser “Kent” med sine hjælpeskibe at opspore SMS Dresden, og englænderne påbegyndte straks kampen. Det tyske skib havde ikke en chance, og da kampen var forbi, lå skibet som på billedet. De overlevende, der reddede sig i land, blev i resten af krigen interneret af de chilenske myndigheder på øen Quiriquina.
Blev interneret af chilenerne
I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilensk ø, Quiriquina, og selv om krigen sluttede i 1918, lykkedes det ham først i 1920 at nå tilbage til Tønder. Også hans to brødre kom helskindet igennem krigen.
Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. I juni 1920 blev han dansker ved Sønderjyllands genforening med Danmark.
Efter krigen
Nu skulle Chr. Støkler så til at leve et almindelig liv som dansker. Det viste sig at være svært for ham.
Men i 1926 blev han gift med Bertha Laurine Pedersen Hovkjær, hvis far var postbud i Højen (Gl. Skagen). Parret bosatte sig i Skagen og fik i de følgende år fire børn, hvoraf den førstefødte døde efter to måneder (børnedødeligheden var på dette tidspunkt knap 10 %).
Han var uddannet smed og forsøgte at skabe sig en tilværelse som mekaniker, cykelhandler og vulkanisør, men han var præget af sine oplevelser under krigen.
”I perioder, hvor han har været bundet til sygelejet eller i hvert fald ude af stand til at arbejde med sine hænder, har hans tanker ustandseligt dvælet ved sine mærkelige oplevelser, han har haft om bord på den tyske marines skibe under den store krig.”
Til sidst måtte han opgive egentligt arbejde og forsøgte at overleve ved i sine raske stunder at lave souvenirs til salg for turister. Han fik lov at stille en lille kiosk op ude på Grenen – ”en morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han kan udføre sit arbejde og sælge sine smukke, håndgjorte ting. Han har kaldt den Lykkens Smedje.”
Til sidst måtte han dog helt opgive at arbejde og levede sine sidste år son invalidepensionist. Han døde som 54-årig i 1948.
I dag ville man nok tale om, at han var ramt af posttraumatisk stresslidelse (PTSD).
Skrev om krigen
Støckler var i besiddelse af en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hæfter, der senere blev til samlet til en bog i 1933. Bogen er – også i dag – særdeles læseværdig og udkom også på tysk. Velskrevet og med rystende beskrivelser af tilværelsen ombord på et krigsskib, der ubønhørligt jagtedes af fjenden.
“Min hensigt er ikke grundet på nogen hævnakt, men at slå fast, hvad der er sandhed” og “Alle skal forstå, hvor der er fred, er det bedst og derfor være hader af krig.”
En overgang var der planer om at lave en film på basis af Støcklers bog, men planerne blev så vidt vides aldrig realiseret.
Blev hædret af Hitler
Der findes et lille efterspil.
I Skagens Avis kan man læse, at han i 1936 blev inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Det var efter Hitlers magtovertagelse, og man prøvede at genoprette militærets omdømme.
“Mindedagen sluttede med en aftenfest, hvor Chr. Støckler som æresgæst var genstand for den største venlighed. En af hans skibsofficerer udtalte, at Støcklers bøger var den bedste skildring indenfor den ret store “Dresden”-litteratur. Endogså for en tilstedeværende admiral blev Støckler præsenteret og modtog komplimenter for den smukke indsats, han – skønt udlænding – havde gjort for at få sandheden frem om disse mindeværdige søkampe.”
For de interesserede kan Christian Støcklers bog “Kejserens sidste Kaperkrydser” (1933) lånes på biblioteket.
Slukøret
Men det var ikke alle, der som malermester Trunk og Støckler ønskede det, rent faktisk kom med i krigen.
I Skagens Avis efteråret 1914 er der en notits, der fortæller, at der med det sene aftentog stod en ungersvend af på Højen Station og luskede den lange vej fra Højen til Skagen for ikke at blive set. Rygtet i byen løb derefter hurtigt. Det fortalte, at den unge mand var taget af sted med det erklærede mål at lade sig hverve til den engelske hær og udkæmpe krigen på engelsk side. Nu var han så kommet hjem, fordi han havde soldet sine penge op på kvinder og druk i Hovedstaden.
Kort tid efter fik avisen et læserbrev fra den unge mand, Lauritz K. Brevet var så langt og så selvudleverende, at avisen – som den skrev: “…vi tror også at gøre den sikkert oprigtige krigsbegejstrede unge mand en tjeneste ved kun at gengive det af indlægget, som for ham er det centrale”.
Og det drejede sig om, hvorfor det ikke var lykkedes ham at komme i engelsk tjeneste. “Min plan mislykkedes. Jeg nåede desværre ikke til krigsskuepladsen eller fronten langt mindre til England.”
Via den engelske ambassade havde den unge mand fået besked om, at kun englændere kunne slutte sig til den engelske hær. “Så kunne du jo rejse til Frankrig og komme med! Ja, sandt nok – men skal vi nu ikke indrømme, at dette i virkeligheden er langt lettere sagt end gjort. Europa står i flammer, man kan ikke sådan rejse. Nej, man må være vågen. … Jeg håber, at hvad jeg nu er fremkommen med kunne være tilstrækkeligt til at slå alt til jorden, knuse, tilintetgøre alt dette opspind for ikke at sige digt, som svirrer…”
Kilder: Christian Støckler: Kejserens sidste Kaperkrydser (1933) og de lokale aviser.
