Dansk hellig kriger praler med lig og afhuggede hoveder: Regeringen vil give ham psykologhjælp

Arkiv

Medens Danmark er godt på vej til en beklagelig verdensberømmelse som det land, der i forhold til indbyggertallet er storleverandør af såkaldt hellige krigere til islamiske terrororganisationer og deres krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Syrien og Irak, nægter regeringen at gribe ind over for dem.

 

Tværtimod fremgår det af regeringens netop offentliggjorte handlingsplan mod ekstremisme, at de ikke skal straffes, men tværtimod skal have “Psykologsamtale, lægehjælp, mentorkontakt og deltagelse i exitprogram,” som det fremgår af justitsminister Karen Hækkerups (S) og integrationsminister Manu Sareens (RV) program for bekæmpelse af ekstremisme.

 

Han praler med afhuggede hoveder

Hjælp og bistand til krigsforbrydere og forbrydere mod menneskeheden må således også ifølge regeringens handlingsprogram mod ekstremisme også gælde 25-årige Mohammed fra Ishøj, der sammen med den berygtede terrororganisation Islamisk Stat (IS) har været med til at trække et blodigt spor gennem Syrien.

 

Således er Radio24syv kommet i besiddelse af en række fotos , der viser den 25-årige såkaldt danske Mohammed, hvor han blandt andet sidder på knæ  og stolt peger på et afhugget hoved. På andre fotografier står han langs et hegn og peger på afhuggede hoveder, der er sat på spyd, mens hovedløse kroppe hænger fastgjort til hegnet.

 

“Flere billeder bærer præg af frisk blod,” oplyser Radio24syv.

 

Nu vil Mohammed være rigtig dansker, men han nyder afhuggede  hoveder

På fotografierne optræder den 25-årige Mohammed fra Ishøj ifølge Radio24syv med sort skæg, tørklæde om panden og sort tøj. Dertil våbenbælte med pistol og håndgranat samt bæltetaske og et bælte på brystet med påskriften “Islamisk Stat for Irak og Levanten”, hvilket indtil for få måneder siden var navnet på det, vi i dag kender som Islamisk Stat.

 

Men nu hedder Mohammed ikke længere Mohammed. Han har ifølge Radio24syv åbenbart besluttet sig for at være kernedansk og har skiftet Mohammed ud med navnet Jacob.

 

Radio24syv har bedt den internationale anerkendte terrorforsker, Magnus Ramstorp, gennemgå billederne, og han lægger ikke fingre imellem:

 

“Han (Mohammed og nu Jakob, red.) er helt uberørt. Han nyder det. Det er usmageligt. Man bliver dårligt tilpas. Det er frygteligt. Det er frygtelige krigsforbrydelser. Det er frygtelige mord, der er begået – og han er helt uberørt,” siger en tydeligt rystet Magnus Ramstorp til Radio24syv.

 

Hvor var PET? Dansk Folkeparti kræver en forklaring

Medens justitsminister Karen Hækkerup og integrationsminister Manu Sareen ifølge deres program for antiradikalisering vil give Mohammed med navneskiftet til det danskklingende Jacob psykologbistand og i øvrigt hjælpe ham i alle ender og kanter, så han kan glemme de afskyelige forbrydelser, han har begået, kræver Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup, nu en forklaring af Karen Hækkerup.

 

“Vi har kaldt ministeren i samråd. Det er meget mærkeligt, at han (Mohammed/Jacob, red.) aldrig har været efterlyst, og det vil vi have en forklaring på. Fra regeringen lyder det gang på gang, at der ingen fare er på færde, for PET har styr på alle islamistiske ekstremister. Nu må ministeren forklare, hvordan det kan gå til, at PET kan overse en krigsforbryder af værste skuffe som ham  her,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis.

 

Det er jo helt til grin og misinformation

Peter Skaarup oplyser, at samrådet vil finden sted den 1. oktober og tilføjer med henvisning til justisminister Karen Hækkerups begejstring over, at regeringen har vist sin styrke ved at sigte de fire personer, der i sin tid skød til måls efter billeder af tidligere imam Ahmed Akkari, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader og Lars Hedegaard, at det er helt til grin.

 

“Regeringen vil gerne give indtryk af, at nu sker der noget, og så anlægger man terrorsag mod personer, der har skudt mod billeder, og hvoraf de to ifølge Københavns Politi formentlig er døde. Det er jo helt til grin og klar misinformation i et desperat forsøg på at bilde befolkningen ind, at regeringen viser handlekraft,” siger Peter Skaarup til  Den Korte Avis.

 

Dansk Folkepartis retsordfører understreger i den forbindelse, at hvis regeringen virkelig vil vise handlekraft lukker den moskéer som moskéen på Grimhøjvej i Aarhus, som ifølge Østjyllands Politi har været en medvirkende årsag til, at 22 unge muslimer er draget til Syrien og Irak som hellige krigere, med alt, hvad det indebærer af krigsforbrydelser i kampen for Allahs sag.

 

Kæmper du for Allahs sag, så rejs derud og bliv væk

På Dansk Folkepartis årsmøde i Herning lagde gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, i modsætning til regeringen  ikke fingrene imellem:

 

“Vælger du Islamisk Stat, så rejs derud og bliv der. Ikke noget med at komme rendende hjem som en kryster og gemme sig bag søde FN-konventioner for at nyde godt af den danske velfærdsstat,” sagde Peter Skaarup blandt andet og understregede, at Dansk Folkeparti i efteråret vil fremsætte lovforslag om  at fratage alle, der rejser ud og kæmper, deres danske statsborgerskab.

 

Fratagelsen af statsborgerskab gælder ifølge Dansk Folkeparti også dem, der i så fald vil blive statsløse, hvilket ifølge en europæisk konvention fra 1997, og som Danmark har tiltrådt, er forbudt, men det lader Dansk Folkeparti sig ikke slå ud af. Tværtimod:

 

“Undskyld, at jeg siger det så direkte, men ærlig talt. Styr lige de konventioner. Anklagede skal have en fair rettergang, men fanatiske islamistiske halshuggere har altså ikke automatisk krav på dansk statsborgerskab, uanset om de er født her,” understregede Peter Skaarup og fortsatte:

 

“De har med deres krigsforbrydelser sveget det danske demokrati og er i mine øjne ikke længere en del af fællesskabet,” understregede Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup, på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning sidste weekend.

Del på Facebook