Dansk energipolitik er dyr og ineffektiv

Dong Energy

Energipolitikken i Danmark er dyr og ineffektiv i forhold til de erklærede politiske mål. Og udgifterne er kraftigt stigende.

 

Hvad er problemerne?

 

Der er en enorm forskel på, hvor dyrt det er at nedbringe udslippet af klimagasser forskellige steder i økonomien.

 

Der betales forskellige ‘priser’ for at slippe klimagasser ud, afhængig af hvem man er 

Nogle steder kan det gøres helt ned til prisen på en CO2-kvote, dvs. 30-40 kr. per ton.

 

Personbiler betaler 3.000-4.000 kr./ton – i nogle tilfælde mere – via afgifter på benzin og biler.

 

De store forskelle i hvad det forskellige steder i økonomien ”koster” (i form af for eksempel afgifter) at udlede CO2  betyder, at reduktionerne ikke sker dér, hvor det er billigst.

 

Støtten til vedvarende energi afhænger af teknologien

Tilsvarende gælder, at støtten til vedvarende energi (VE) varierer betydeligt fra teknologi til teknologi.

 

Afbrænding af biomasse i industrien ligger i den billige ende, mens der er meget store tilskud til især havvindmøller og biogas. Det betyder, at vedvarende energi koster meget mere end nødvendigt.

 

Ringe effekt

Danske tiltag har trods omkostningerne ikke særlig stor effekt på det globale klima.

Læs også
Video: Da hankatten kommer til, prøver killingen at spille hård negl

 

Reduktioner i CO2-udslippet ud over, hvad EU-målene tilsiger, betyder blot, at andre lande kan udlede tilsvarende mere.

 

Når det gælder udslip inden for den såkaldte kvotesektor – hvor f.eks. det meste af elproduktion hører hjemme – modsvares danske reduktioner automatisk af mere udslip andre steder.

 

Urealistisk politisk mål

Det helt afgørende problem er, at der ovenikøbet er politisk flertal for at skærpe målene og endda blive helt ”fossilfri” i 2050.

 

Omkostningerne vokser meget kraftigt i takt med, at de lavest hængende frugter er blevet plukket.

 

Så selv om energipolitikken blev gennemført med de mest effektive redskaber, ville omkostningerne til at blive fossilfri ligge i 100 mia.kr-klassen. Med de nuværende redskaber er regningen ubetalelig dyr.

 

Læs også
Video: Kat er i gang med at spise sin mad – men så dukker en tyv op fra en uventet kant

Fire ting der skal ændres

Hvad bør man gøre for at gøre energipolitikken mere effektiv?

 

For det første er der brug for at opgive den meget differentierede støtte til bestemte teknologier og i stedet bruge ensartede afgifter og tilskud. Så kommer CO2-reduktionen og VE der, hvor det er billigst.

 

For det andet bør de afgifter på energi, som alene har til formål at skaffe staten indtægter, fjernes. Det gælder elafgiften, PSO og forsyningssikkerhedsafgiften. Sidstnævnte ser med rette ud til at blive opgivet af regeringen. Det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssige måder at skaffe offentlige indtægter på.

 

For det tredje bør der lægges låg over, hvor meget de energipolitiske målsætninger må koste. Altså: Kan målsætningerne ikke nås inden for en bestemt beløbsramme, må tidshorisonten give sig – når der er plads til det inden for de internationale aftaler på området. I dag er det regningen til skatteyderne, som står for.

 

For det fjerde bør det centrale fokus være den fælles energipolitik i EU og EU’s muligheder for globale klimaaftaler. Og fokus bør udelukkende være på udledning af klimagasser og ikke fordyrende og virkningsløse supplerende delmål.

 

Det er bemærkelsesværdigt, hvor udbredt enigheden er blandt uafhængige økonomer om, at energipolitikken er dyr og ineffektiv.

Læs også
Dagens læserfoto: Kylle og Rylle flytter ind

 

Senest har vismændene i deres netop offentliggjorte rapport om VE efterlyst radikale ændringer.  Man kan håbe på, at lærepengene ikke bliver alt for dyre, før erkendelsen breder sig til den politiske verden.

 

Otto Brøns-Petersen,  analysechef, CEPOS

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…