Den 5. oktober 1966 blev Danmarks tronfølger, Prinsesse Margrethe, officielt forlovet med med franske grev Henri Laborde de Monpazat.
En glad prinsesse hentede selv sin udkårne i bil i Københavns Lufthavn.
Ekstra Bladet lagde en snedig plan
Men allerede en måned tidligere var nyheden om tronfølgerens kærlighed sluppet ud, som følge af en snedig plan, lagt af Ekstra Bladets daværende redaktør, Viktor Andreassen og hans ven, Harry Agerbak, der var presseattaché ved den danske ambassade i London, men som desuden ejede et beskedent sommerhus på lejet grund i Blokhus Klitplantage.
Harry Agerbak havde sommerhuset “House” på Havørns Allé – det senere “Klit-Per”, hvis grund støder op til denne artikels forfatters sommerhus. Også Harry Agerbaks forældre og to søskende havde huse i Blokhus Klitplantage. Broderen Bent Agerbak var formand for Blokhus Klitplantages Lejerforening fra 1974-1978 og søsteren, Winnie, var gift med Niels (Maler), der boede i det lille røde hus på hjørnet af Ugle-Marianes Sti og Havørns Allé. Niels Maler var i årevis lejerforeningens “flagstangsansvarlig” for flaghejsningen på “Den Store Klit”.
Søndag den 28. august 1966 havde Ekstra Bladets daværende redaktør, Viktor Andreasen, fået nys om, at Danmarks tronfølger måske havde en kæreste i London. Men han kendte ikke navnet på den udkårne. Han henvendte sig derfor til sin gamle ven, Harry Agerbak, der boede i London.
Den dengang 56-årige Harry Agerbak var journalistuddannet og havde tidligere været medarbejder ved den socialdemokratiske presse i Aalborg og København (1921-1941) og ved Pressens Radioavis (1941-1943). Han var nu blevet presseattaché ved den danske ambassade i London og fra 1956 tillige kulturattaché med titel af ambassaderåd.
På jagt efter en adelig diplomat
Prinsesse Margrethes udkårne skulle ifølge forlydender være “adelig” og “diplomat i London”. Fra udenrigsministeriet fik man fat i en liste over det diplomatiske korps i den engelske hovedstad. Kun tre personer svarede til de nævnte kriterier. Én af dem var den unge Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat.
Harry Agerbak iværksatte nu en snedig plan: Han ringede til den franske ambassade og foregav, at denne grev Henri ville købe en herregård i Jylland. Det viste sig, at Henri var på ferie – vistnok i Sydfrankrig.
Så hevendte man sig til den franske afdeling af United Press International (UPI) i Paris, som Ekstra Bladet var kunde hos, og fortalte om “franskmanden, der ville købe en herregård i Danmark”, og at “dette naturligvis havde en vis interesse for læsere i Danmark”.
Denne dækhistorie var nødvendig, for at ikke andre journalister skulle løbe af med historien om prinsessens kommende forlovede.
UPI fik fra det franske udenrigsministerium fat i grev Henri’s CV med bl.a. uddannelse, hans ophold i Vietnam mv. og hans adresse i Sydfrankrig.
Afsløring af den franske greve
Og fredag den 2. september 1966 kunne Ekstra Bladet fortælle, at “Danmarks tronfølger har forelsket sig…” og at “den udkårne skal være en fransk greve.”
Det var meningen, at forholdet skulle have været en hemmelighed lidt endnu. Hoffet havde ingen kommentarer. Men allerede den 5. oktober var der ingen vej tilbage:
Den officielle forlovelse blev deklareret 5. oktober 1966, og året efter – 10. juni 1967 – blev parret gift i Holmens Kirke.

