Da jeg sad i Flygtningenævnet, var asylansøgernes forklaringer påfaldende ens – helt ned i detaljen

Tak for Bent Wigotskis indlæg om asyl (10.12.)!  Jeg har, som chef på vor ambassade i Islamabad 1987 – 93 og senere, som medlem af Flygtningenævnet, oplevet virkeligheden og derfor været dybt frustreret over mange års dansk politik og holdninger funderet i og begrundet med falske oplysninger.

 

Når jeg først nu giver mit besyv med, er det fordi der først nu er ved at ske den politiske nyorientering, som måske gør det muligt at vinde gehør for beretninger fra det virkelige liv.

 

I min tid var de største sagsgrupper i Flygtningenævnet 1) unge mænd fra Bosnien der angav at være flygtet fra tvangsudskrivning til værnepligt. 2) tamiler der angav at være gået “under jorden” for ikke at blive tvangsudskrevet i “Tigrenes” krig samt 3) somaliere, eller mennesker der hævdede at være somaliere, – som af ret tilsvarende grunde var flygtet via Mogadishu.

 

Forklaringerne var præget af menneskesmuglere

Disse grupper havde så det til fælles, at deres forklaringer var præget af menneskesmuglere. For hver gruppe var kernefortællingen omkring flugtsituationen den samme og – nok så besynderligt – også detaljerne de samme.

 

Efterhånden kunne jeg ad 1) ligefrem se det hus for mig, som de åbenbart alle havde boet i og det vindue de alle var sprunget ud ad, da militæret kom for at hente dem, samt de marker de var løbet over, selvfølgelig på nogenlunde samme tid om natten.

 

Ad 2) viste det sig at begrebet “at gå under jorden” ikke var blevet uddybet for alle. Det var faktisk ganske rørende at se en lillebitte tamil med sine hænder og fagter illustrere, hvor lille et hul i jorden han i ugevis havde gemt sig nede i.

 

Ad 3) var der påfaldende mange gedehyrder som følte sig truede, fordi de – som det vel nærmest måtte oversættes til – var af forkert familie (klanbaggrund). Hvorledes de så havde finansieret rejsen til Danmark blev ikke sjældent forklaret ved et tilfældigt møde med en glad långiver. ( Det kan der godt være sandhed i, men det er ikke muntert at tænke på afdragsvilkår og -muligheder).

 

Man slap af sted med meget

Som jeg erindrer det, blev der oftest tildelt asyl, men for somaliernes vedkommende søgte man dog at fremskaffe bedre baggrundsoplysninger, for eksempel ved at forsyne nævnet med kort over Mogadishu bilagt oplysninger om trafikforhold og lignende. Omend primitivt havde dette en vis virkning i sagsafhøringerne, men kun i meget kort tid.

 

Erfaringen fra denne og lignende indsatser var gerne, at menneskesmuglerne hurtigt tilpassede det solgte produkt. Så hurtigt, at det oplevedes som om, de evnede at følge udviklingen nøje.

 

Alt i alt er det væsentlige problem dog, at lovgivning og procedure stiller asylsøgere som anklagede snarere end som ansøgere. Det lyder måske ikke så rart, men det er det, for derved flyttes bevisbyrden væsentligt fra ansøgeren til nævnet. Ansøgeren er bistået af en advokat, og i min tid havde denne sjældent nogen tung opgave.

 

Nævnets sammensætning indebar en iboende velvilje og medfølelse overfor mennesker, der jo også i bred almindelighed fortjente sympati. Dertil kom, at nogle – i tidens ånd – havde en tilbøjelighed til at tvivle på politirapporterne, der ellers i de fleste sager var det nærmeste man fra dansk side havde ressourcer til at fremskaffe.

 

Andre landes metoder blev ikke brugt

Fra min tid i Islamabad har jeg – i nært og kvalificeret samarbejde med Rigspolitiet – erfaringer med afghanske og selvfølgelig pakistanske asylsøgere.

 

Det bliver for langt at komme ind på sagsbehandling, men min erfaring gennem næsten syv år på pladsen var, at Danmark ikke har tilstrækkelige ressourcer til efterforskning i disse lande, samt at ellers udmærkede metoder, der blev anvendt af andre lande, blev underkendt fordi “man ikke måtte kompromittere” asylsøgers identitet.

 

Det vidste vi godt, og det gjorde vi heller ikke, men i hele dette politiske spændingsfelt gælder, at man ikke må udsætte sig for kritik – heller ikke uberettiget kritik.

 

Jørgen Abrahamsen er fhv. ministerråd i Udenrigstjenesten. På baggrund af sit arbejde med dansk sikkerhedspolitik var han i 1981 – 84 ( fodnoteperioden ) afgivet til NATO-Rådet i Bryssel som chef for dets kontor for ” General Political Affairs”.  Han har tillige været daglig leder af forsvarsministerens rådgivnings og analysegruppe (RAG) da forsvaret blev omlagt efter den kolde krigs ophør.

Dagligliv og arbejdsmiljø på ambassaden i Pakistan ( 1987-93) er skildret i hans bog ” Kurerpost fra Islamabad”. 

Del på Facebook