Vejen til det ideologiske EU-helvede

Foto: Colourbox

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. Og således kan ideologierne beskrives under eet.

 

Alle ideologier søger at omforme samfundet på egne præmisser, betragter mennesker som genstande, der kan omformes, nedbrydes, genopbygges efter den for tiden mest fikse tanke – det være sig liberalismen, på hvis fordring mennesket skal løsrives fra sin historie, kultur, identitet og virkelighed. Det gælder som bekendt i socialismen. Og det gælder i euro-ismen, hvor en ny nation, en ny fortælling, et nyt menneske – homo europea – skal tage plads og fortrænge grækere, finner, briter, østrigere mv.

 

Metoden er ikke guillotine eller udryddelseslejre (og tak for det!), men derimod en ensretning, tvunget af den nød, som EU med fælles valuta, åbne grænser og østudvidelsen har bragt borgerne i.

 

I EU-laboratoriet

Fra Bruxelles betragtes Europa som et laboratorium, hvor borgerne som forsøgskaniner udsættes for det ene katastrofale forsøg efter det andet: nedlæggelse af grænsekontrol; politisk bestemte valutakurser, tvangsliberaliseringer og tilbagerulning af ellers hævdvundne demokratiske principper. Værst blandt forsøgene er dog indførelsen af den fælles valuta, som i dag er en reel trussel mod EU’s fredelige fremtid.

 

Det bedste – og værste – eksempel er Grækenland. Her kom overgangen til den fælles valuta til at virke som benzin på et flammende bål. Med et slag fik grækerne adgang til billige lån og det skabte en låneboble, som blev første led i den græske tragedie. Men hertil kom det løbende tab af konkurrencekraft. Mens Tyskland lod enhedslønningerne (2000 til 2010) stige med 6 %, steg de tilsvarende i Grækenland med 46 %. I en normal verden, ville en sådan reduceret konkurrenceevne have korrigeret den græske valutakurs over for Tyskland (depreciering/devaluering). Men uden en egen valuta var grækerne prisgivet, og da krisen kom, slog den tabte konkurrenceevne for alvor igennem. Økonomien skrumpede med rekord-fart.

 

Det er en politisk beslutning, at græsk og tysk valutakurs skal være ens. Markedet er tydeligvis ikke enigt. Men i stedet for at opgive eksperimentet og hjælpe grækerne ud af tragedien, insisterer laboratoriets herremænd på at fortsætte. Deprecieringen må ske internt via reduktioner i landets produktionsomkostninger (løn, offentlige udgifter, pensioner mv.). I laboratoriet ser den slags fornuftigt ud.

 

Men EU er ledet af ideologen, som tror, et folks kultur kan ændres med dekreter fra Bruxelles. At korruptionen med et direktiv kan fjernes. At arbejdsmoral med en forordning kan harmoniseres. At skattebetalingen kan hæves med tyske kontrollanter og at den politiske kultur kan frigøre sig fra hundrede år gamle traditioner med et diktat fra Trojkaen.

 

EU kan ikke med sine vedvarende krav om nedskæringer forandre Grækenland så fundamentalt, at det, der hidtil har været kerneelementer (som deprecieringen) i det græske samfund, radikalt kan ændres. Grækernes mentalitet kan ikke fortyskes. 

 

Opstande

Euroen vil føre til sociale opstande, der kan få, hvad vi hidtil har set, til at ligne en søndagsudflugt. Euroen og de hermed uløseligt forbundne reformer er ved at rive sjælen ud af den græske befolkning. Og når reformerne hidtil kun har forøget fattigdommen og skadet væksten, bevæger Grækenland sig i retning af sammenbruddet.

 

Læs også
Video: Europas grænser gennem 1000 år

Sammenbruddet berører dog ikke kun grækerne. Da Kansler Merkel for nyligt besøgte Athen, blev hun mødt med voldelige demonstrationer og plakater af sig i nazi-uniform. Man fornemmer et desperat had mod alt tysk. Men ufreden stikker dybere. Den økonomiske krise har givet et nyt fascist-parti – ”Golden Dawn” – fremgang.

 

I Tyskland ønsker et flertal af befolkningen Grækenland ud af euroen. Og generelt giver krisen anledningen til stadig større spændinger mellem nord og syd. EU er ikke længere fredens projekt.  Det er ideologiens projekt. Og med ideologier følger det farlige spil, der kan udløse voldelige revolutioner og kontrarevolutioner.

 

Og i Bruxelles ved man, at jorden brænder. Temperaturen i laboratoriet stiger til faretruende niveauer, mens man blindt tror på harmoniseringen af Europas befolkninger. For alle ved, at en fælles valuta kun kan lade sig gøre, hvis enten alle områder i valutaen udvikler sig i takt, eller hvis befolkningerne i nord for al evighed accepterer at betale til dem i syd (og dem i syd accepterer i al evighed at leve med et debitor-folks moralske identitetskrise). Det sidste går ikke.

 

Europas Forenede stater

Utilfredsheden er i dag udbredt – fra Finland i nord til Cypern i syd. Og derfor griber vore ideologiske herskere nu til, hvad der vel nok fra start af har været endemålet: føderaliseringen af Europa. Barroso har sagt det klart: ”Vi skal skabe en føderation mellem medlemslandene”. En føderation med fælles finanspolitik, fælles regering, fælles gældshæftelse, skatteopkrævning og gældsudstedelse – ja, Europas Forenede Stater. Man vil spejle sig i USA.

 

Men det lader sig ikke så nemt gøre, for i Europa danner nationalstaten rammen om den daglige tilværelse, og hvor amerikanerne for 250 år siden var mere homogene, er vi i Europa heterogene på grund af vores nationalstater.  Og denne forskellighed sætter grænser for, hvad der derfor kan overlades til en fælles harmonisering uden fatale konsekvenser. For demokratiet. For sammenhængskraften. Og for resultaterne. På alle disse tre områder har euroen vist sig katastrofal. 

 

Det betyder ikke, at alt samarbejde bør bortkastes. Det eneste, vi bør – og skal – skille os af med, er den ideologiske drivkraft. Europa skal ikke være en ideologi. Det er euroen et eksempel på. 

Læs også
Viktor Orban: Masseindvandring truer vores fremtid og har gjort EU til en kampplads
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…