Thorning vinder én propagandakrig og taber en anden

Da forliget om finansloven var indgået for en uge siden, gik regeringen hurtigt og massivt ud for at give sin udlægning af begivenhederne.

 

Man ved godt, at det i moderne politik er helt afgørende at præge debattens forløb med det samme.

 

Specielt Socialdemokraterne skulle endda føre en propagandakrig på to fronter: Den ene i forhold til Enhedslisten, den anden i forhold til Venstre og de borgerlige i det hele taget.

 

Her en uge efter og med en enkelt meningsmåling kan man give et første bud på, hvordan denne dobbelte propagandakrig er gået for Thorning:

 

Hun vinder den ene og taber den anden.

 

Socialdemokraterne og regeringen har sendt salver mod Enhedslisten, der anklages for at have forhindret en rød finanslov ved at stå så stejlt på kravet om to lovpligtige bade om ugen til ældre. Med store avisannoncer og ministre på stribe i medierne.

 

Det har presset Johanne Schmidt-Nielsen og har tilsyneladende kostet hende stemmer.

 

Thorning er vinderen i denne propagandakrig, og det er der tre grunde til.

 

Derfor vinder Thorning over Schmidt-Nielsen

Regeringen gav faktisk Enhedslisten ganske mange indrømmelser i forhandlingerne.

 

Vigtige punkter, som både Enhedslistens og Socialdemokraternes bagland og vælgere lægger vægt på, røg ud, fordi Enhedslisten spændte ben for et rødt forlig. Det gælder de såkaldte arbejdsklausuler mod social dumping, og det gælder forhøjet fradrag for fagforeningskontingent.

Læs også
Løkke holdt mærkeligt pressemøde om SV-samarbejde – nu har han udløst voldsomt opgør blandt sine egne

 

Endelig stod det socialdemokratiske bagland samlet bag kritikken af Enhedslisten, hvilket selvfølgelig hænger sammen med de to første punkter. Den fælles socialdemokratiske front styrkede klart Thorning og Corydons budskaber.

 

S-offensiven mod Løkke

Men Socialdemokraterne og regeringen kastede sig også ud i en propagandakrig mod specielt Venstre. Det skete med sloganet: ”Rød finanslov med blå stemmer”.

 

Altså Lars Løkke har solgt sig selv billigt. Han leverede stemmer til en finanslov, der var god socialdemokratisk politik. Man giver to argumenter for dette:

 

Løkke har accepteret en udvidelse af det offentlige forbrug. Ikke noget krav om nulvækst.

 

Samtidig har indrømmelserne til Venstre bare bestået i, at man fremrykker nogle skatte- og afgiftslettelser for borgere og virksomheder, som i forvejen var aftalt mellem regeringen og de borgerlige.

 

Læs også
Aftalen om finansloven mellem regeringen og Dansk Folkeparti er historisk skelsættende

Sådan lyder det.

 

Men det har tilsyneladende ikke bidt på vælgerne. Denne propagandakrig taber Thorning.

 

Lederskab

Propagandakrigen mellem Thorning/Corydon og Løkke handler langt fra kun om, hvem der fik hvilke konkrete punkter igennem i aftalen.

 

Løkke gik helt bevidst efter at hente en gevinst på at vise lederskab:

 

Han stod som manden, der demonstrerede handlekraft, efter at Bjarne Corydon og Johanne Schmidt-Nielsen havde fedtet rundt uger uden at nå et resultat.

 

Han var den, der sikrede det brede samarbejde over midten, som vælgerne ønsker.

Læs også
DF: Vi og regeringen er langt fra hinanden i spørgsmålet om udlændinge

 

Og så fik han udstillet Thorning som bestyreren af en rød blok, der skændes, så det fløjter.

 

Med alle disse tre punkter appellerede han til vælgerne på midten.

 

Skatte- og afgiftslettelser

Men Løkke hentede også en sejr på det konkrete politiske indhold i aftalen.

 

Det holder ikke, når regeringen fremstiller fremrykningen af skatte- og afgiftslettelser som noget, parterne var enige om. Denne fremrykning har været et krav fra de borgerlige til finansloven, og det krav blev afvist af regeringen.

 

Dette afspejler en reel politisk uenighed. Godt nok kunne parterne enes om skatte- og afgiftslettelserne i vækstplanen. Men de borgerlige prioriterede dem så højt, at de ønskede dem fremrykket, og det gjorde regeringen altså ikke.

 

Læs også
Det er åbenbart, at Løkke ved meget lidt om islam. Det er lige så åbenbart, at han ikke har tænkt sig at rette op på det

Også denne fremrykning faldt i midtervælgernes smag at dømme efter en meningsmåling. (Wilke/Jyllands-Posten)

 

Venstre flytter sit tyngdepunkt

Til gengæld er det rigtigt, når regeringen peger på, at Løkke frafaldt kravet om offentlig nulvækst (udgiftsstop) og accepterede et øget offentligt forbrug i aftalen.

 

Men den indrømmelse er han måske i virkeligheden ikke så ked af. Venstre har helt klart været i defensiven i debatten om nulvækst. Og det har ikke hjulpet meget, at man søger at kalde det udgiftsstop i stedet.

 

Socialdemokraterne har i den forbindelse haft succes med at tale til vælgerne om velfærdsforringelser og massefyringer af offentligt ansatte.

 

Derfor har man kunnet se tegn på, at Venstre har flyttet tyngdepunktet i sine politiske budskaber.

 

Man nedtoner det firkantede krav om udgiftsstop og taler bredere om at holde de offentlige udgifter i ave.

Læs også
Løkke går nu ind i en benhård kamp om de vælgere på midten, der vil have mere velfærd og stram udlændingepolitik

 

Samtidig opprioriter man et andet budskab, der nu bliver Venstres centrale økonomisk-politiske våben: Virksomhedernes byrder skal lettes, og det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Det vigtigste er at forbedre vilkårene for at skabe vækst, velstand og arbejdspladser.

 

Her har Venstre vælgerne på midten med sig. Det har bidraget til, at Løkke vinder propagandakrigen om finansloven.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…