Helle Thorning hører en hård, ildevarslende lyd

Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke har sin faste rolle i dansk politik. Ja, ikke bare sin faste rolle, men sin faste replik.

 

I går måtte han til det igen i anledning af en ny meningsmåling: ”Det er ikke et tilfredsstillende niveau for os,” erklærede han nok engang. (Politiken)

 

Og det må han nok sige. Målingen var en ny deprimerende oplevelse for rød blok. Den giver blå blok et forspring på hele 27 mandater, 101-74. (Megafon/TV2 og Politiken)

 

Den kommer lige oven i en anden måling, der viste et blåt forspring på 25 mandater. (Epinion/DR). I begge tilfælde er det en klar rød tilbagegang i forhold til de samme institutters målinger før sommer.

 

Regeringen har ellers taget en række initiativer, der skulle øge opbakningen. Og venlige journalister har berettet, at nu blomstrede optimismen i regeringslejren.

 

Men når vælgerne bliver spurgt, bølger der altså ikke blide, varme toner mod Thorning.

 

Tværtimod hører hun en hård, ildevarslende lyd. Klak-klak, klak-klak.

 

Dagpenge og regeringsrokade

Regeringen har ellers taget en række initiativer for at komme i offensiven.

 

Før sommer kom indgrebet i forhold til dagpengene, der gør det muligt at være på støtte i op til fire år.

 

Det blev godt modtaget af vælgerne. Det skabte ro i baglandet hos Socialdemokraterne og SF. Og det flyttede nogle stemmer fra Enhedslisten til regeringen. Men det har altså ikke hentet vælgere over fra blå blok.

 

Så kom regeringsrokaden lige efter sommerpausen. Den var beskeden, og den flyttede ikke noget. SF-formand Annette Vilhelmsens indtog som socialminister kan endda risikere at skabe nye problemer med intern ballade og mærkelige udtalelser i offentligheden.

 

Udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til erhvervs- og vækstminister tæller derimod på plussiden. I en aktuel måling placeres han – sammen med Kristian Thulesen Dahl – som landets tredje mest populære politiker. (Epinion/DR)

 

Men Sass repræsenterer ikke nogen egentlig politisk fornyelse eller forhåbning hos vælgerne. Han møder snarere sympati, fordi han er et frisk og ubelastet ansigt, fordi han har kæmpet sig tilbage, og fordi han kan sige tingene, så de er til at forstå  Rød blok får ikke flere stemmer af den grund.

 

Økonomi

Rokaden er fulgt op af forhåbningsfulde kommentarer til den økonomiske udvikling. Helle Thorning fremhæver begyndende tegn på bedre tider, og hun gør, hvad hun kan, for at give regeringen æren for det.

 

Der er ganske rigtigt positive tegn, men de skyldes nu ikke primært regeringen, og sådan opfatter vælgerne det åbenbart heller ikke. Hvis regeringen for ivrigt prøver at tage æren, risikerer den, at vælgerne bare bliver mere skeptiske. Det virker for sælgeragtigt.

 

Social profil og værdipolitik

Samtidig sender regeringen nye signaler for at styrke sin sociale og sin værdipolitiske profil. Så den ikke bare bliver forbundet med en temmelig blå økonomisk politik.

 

Så nu går den til kamp mod social dumping via østeuropæisk arbejdskraft. Og den vil fremlægge en social 2020-plan som en parallel til den økonomiske.

 

I værdipolitikken søger den nu at stramme profilen, efter at den har gennemført ganske omfattende lempelser. Foreløbig er det især kommet til udtryk i Thornings slag for halalmærkning og svinekød i institutionerne.

 

Ny hovedfjende

Når regeringen nu pudser både den sociale og den værdipolitiske profil, hænger det sammen med, at den har fået en ny fjende nummer ét: Kristian Thulesen Dahl.

 

En ny undersøgelse ved professor Søren Risbjerg Thomsen viser, at Dansk Folkeparti har erobret 54.000 vælgere fra Socialdemokraterne siden sidste valg. Og tendensen ser ud til at fortsætte.

 

Dansk Folkeparti ligger tæt på Socialdemokraterne i meningsmålingerne og i en række tilfælde over. Og det skyldes ikke mindst den sociale profil og værdipolitikken.

 

Thorning må erkende, at vælgernes manglende tillid til hendes regering stikker meget dybt. Det er fuldstændig uhørt med en regering, der har været bagud i meningsmålingerne siden første dag – og det synes kun at blive værre.

 

Forhippet polemik

Presset på regeringen får den til at bruge meget krudt på polemik mod de borgerlige. På Socialdemokraternes sommermøde handlede det mere om Dansk Folkeparti end om Socialdemokraterne.

 

Med denne polemiske forhippethed risikerer regeringen at skyde sig selv i foden. Ude ved tv-skærmene sidder folk og bliver irriterede over det faste mønster, når en minister optræder:

 

Der bliver stillet et spørgsmål. Men i stedet for at svare på det, kaster ministeren sig ud i voldsomme udfald mod den tidligere borgerlige regerings vanrøgt af Danmark.

 

Måske tror man, at det virker ”offensivt”. Men det virker tværtimod trængt og udenomssnakkende. Senest Holger K. Nielsen med SKAT’s ejendomsvurderinger.

 

Usikre udsigter

Hvis bedringen af økonomien får fat, kan det tænkes at gavne regeringen. Men den vil formentlig være langsom og beskeden i tiden frem til valget. Så den politiske gevinst er usikker.

 

Andre store sager på den politiske dagsorden bliver reform af beskæftigelsessystemet og af erhvervsuddannelserne. Men det er ikke ligefrem slagnumre hos vælgerne.

 

De kommende finanslovsforhandlinger med Enhedslisten vil næppe heller trække vælgere hen over midten.

 

Klak-klak

Selvfølgelig er det for tidligt at afskrive regeringen, når der er op mod to år til næste valg. Selvfølgelig kan der indtræffe en vending, som er svær at forudse i dag.

 

Men foreløbig hører Thorning en hård, ildevarslende lyd, klak-klak, klak-klak. Lyden af vælgere, der går – den forkerte vej.

Del på Facebook