”Vi beder guderne om godt vejr” – sådan lyder det i en kendt og elsket Kim Larsen-sang. Den er godt i gang med at blive uaktuel takket være regeringens klimapolitiske udspil. Nu er det nemlig politikerne, vi skal bede om godt vejr.
Den danske regering vil intet mindre end redde klodens klima, som den mener er truet af et stadigt voksende udslip af drivhusgasser fra først og fremmest den rige del af verden. I hvert fald har den en ambition om at inspirere de store lande, der i modsætning til lille Danmark har mulighed for at gøre en forskel, til at følge i vores ambitiøse fodspor og nedbringe CO2-udslippet med 40% inden 2020.
Vi har her i landet allerede indgået aftaler, der sikrer en reduktion på 34% mod de 20%, resten af verden satser på. Hvis klodens temperatur stiger et par grader, så falder humøret hos de danskere, der skal betale regeringens klimaflop til gengæld mindst lige så mange grader. Om det går lige op, skal jeg lade være usagt (!).
Klimaforandringer har altid eksisteret
Nu er det for det første ikke sikkert, at der overhovedet er behov for at bede om godt vejr. Det er nemlig på intet tidspunkt bevist, at de klimamæssige forandringer, vi oplever, er menneskeskabte. Kloden har gennem hele sin levetid undergået forandringer klimamæssigt, hvilket peger i retning af, at vi har at gøre med nogle processer i universet, som ligger uden for menneskelig kontrol og rækkevidde.
Det stemmer imidlertid ikke overens med nutidens menneskesyn, hvor der er en tyrkertro på, at vi mennesker kan styre og kontrollere alt – herunder klimaet. Derfor er klimaet blevet en del af den politiske dagsorden, og derfor har vi sågar en klimaminister og klimatopmøder, hvor betydningsfulde politikere flyver atmosfæren tynd med CO2-udslip fra alle de jetfly, de sætter sig op i for at nå frem til møderne med hinanden. Alt det, der styrer klimapolitikken, holder det mon vand?
Ikke guder, men kun politikere
Man tør slet ikke tænke den kætterske tanke til ende, at de klimabekymrede politikere måske dybest set ikke har noget reelt at have deres bekymringer i (!). Måske fylder disse klimapolitikere mindre i universet, end de selv går og tror. De er jo nemlig ikke guder, men kun politikere.
Til gengæld er det bekvemt at have naturen og dens ressourcer som et uudtømmeligt skatteobjekt. Så kan man nemlig med de ædleste motiver lægge afgifter på eksempelvis brænde for at opveje de indtægter, der ikke længere kommer fra olieafgifterne. Det skæpper i statskassen, javel, men gavner det klodens klima? Svaret blæser i vinden – undskyld udtrykket (!). Den klimapolitiske dagsorden har desværre let spil på grund af den almindelige uvidenhed blandt de fleste af os – ikke mindst de unge sluger det Al Gore’ske budskab råt.
Det udnyttes koldt og kynisk af magthaverne til at suge penge fra produktive borgere til diverse statskasser. Nu som før styres det offentlige og politiske liv af mennesker, der har et brændende ønske om at træde i Guds sted og påtage sige at frelse verden. Først var de kommunister og studenteroprørere, så kastede de sig over flygtningepolitikken og blev multinationale , og den nyeste religion er klimakampen.
Alle os andre – der ikke tror blindt på ”videnskaben” og de frelsende politikerengle – er reduceret til foragtelige klimafornægtere. Derfor må vi mobbes og mistænkeliggøres, og levede vi i middelalderen, var vi blevet brændt – på trods af det CO2-udslip det ville forårsage (!).
Rædselskabinet af nye skatter og afgifter
Embedsværket på Slotsholmen har som sagt fremlagt et klimapolitisk oplæg – det er ganske vist kun forslag, som man imidlertid ikke forstår, regeringspolitikerne ikke har sorteret lidt i, inden de slipper dem ud. Det må alt andet lige betyde, at regeringen ikke på forhånd afviser roadpricing, afskaffelse af befordringsfradraget, yderligere afgifter på benzin og meget andet af alt godt fra rædselskabinettet af potentielle nye skatter og afgifter.
Èt er helt sikkert: Der er hele vejen rundt tale om tiltag, der vil bidrage til at sætte Danmark i stå, bidrage til tab af arbejdspladser og mistet konkurrenceevne i forhold til de lande, hvis klimapolitik er lidt mere – ja, lidt mere jordnær såmænd!
Den danske regerings klimapolitik er lige så fanatisk, som den er uden jordforbindelse. Regeringen minder mest af alt om musen, der siger til elefanten, da de går over en bro: Ih hvor vi gungrer!! – Og hvor er det trist, at Anders Fogh i sin tid vendte på en tallerken af taktiske grunde og dermed gjorde det borgerlige Danmark til klimafanatikernes medspillere.
