Gaab!
Hørt om Produktivitetskommissionen? Den er netop kommet med sine anbefalinger til, hvordan den offentlige sektor kan effektiviseres. De er ualmindeligt kedelige.
Der er nemlig meget lidt nyt i det, kommissionen siger.
Der er en årsag til, at kommissionens anbefalinger er så kedelige. Og denne årsag er bestemt ikke kedelig.
Bag kommissionens arbejde har luret et kæmpeopgør mellem regeringen og de borgerlige. Regeringen har frygtet, at rapporten kunne tages til indtægt af de borgerlige.
Denne politiske situation har tilsyneladende skræmt kommissionens eksperter.
Fortærsket pointe
Et af slagnumrene i dens rapport er, at man kunne opnå en stor effektiviseringsgevinst inden for det offentlige, hvis de mindre effektive kommuner og institutioner lærte af de mere effektive.
Det er den mest fortærskede pointe af alle i de seneste 25 års debatter om den offentlige sektor. Bevar os vel, hvor har det været sagt mange gange før.
Pointen er rigtig, ingen tvivl om det. Det er til overflod konstateret, at der er stor forskel på, hvor effektivt de enkelte kommuner klarer forskellige opgaver. Det er blevet slået fast igen og igen, at der ligger store gevinster at hente, hvis alle blev lige så dygtige og effektive som de dygtigste.
Det er også velkendt, at det langt fra altid er de kommuner, der bruger flest penge på en opgave – for eksempel folkeskolen – der også løser den bedst. Kolossalt meget afhænger af, om de gør arbejdet på den rette (effektive) måde.
Disse kendsgerninger havde man ikke behøvet en ny produktivitetskommission for at drive hjem.
Løber åbne døre ind
Produktivitetskommissionen lægger så op til, at man sætter sammenligningerne inden for det offentlige mere i system. I form af eksperter, der kan skære ud i pap, hvordan den enkelte enhed klarer sig i forhold til de andre.
Men selv om det altid kan være godt med mere viden, så ved man jo allerede en masse om problemerne. Der bliver hele tiden lavet opgørelser over, hvor store forskelle der er mellem kommunerne.
Vi bringer således en artikel i dagens avis om, hvor stor forskel der er mellem kommunerne, når det gælder andelen af mennesker uden for arbejdsmarkedet.
Produktivitetskommissionen løber åbne døre ind, når den gør et stort nummer ud af, at forskellene skal kortlægges.
De ved det jo godt
Det er jo ikke, fordi de dårlige kommuner ikke aner, at de får mindre ud af pengene end andre. Den slags er de for længst blevet revet i snuden. Men problemet er, at de lukker øjnene og ikke kan tage sig sammen til at gøre noget ved det.
Skal man ændre på det, er man nødt til at give disse kommuner en klar besked om, at det økonomisk vil gøre ondt på dem, hvis de ikke bliver mere effektive.
Statens bevillinger må tage udgangspunkt i bestemte mål for, hvor effektive de bør kunne blive. Og hvis de ikke formår at blive det, så kommer de altså i pengenød.
Denne proces er i gang. Men den skal meget længere.
Skyts til de borgerlige
Produktivitetskommissionen kunne have bidraget kraftigt til dette. Den kunne være kommet med et bud på, hvor store effektiviseringsgevinster der er at hente. Ikke nødvendigvis eksakte tal, men bare en størrelsesorden.
Det gjorde kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, faktisk, da han på et tidligt tidspunkt talte om, at der var mulighed for at opnå en 10 procents højere produktivitet i det offentlige.
Men så gik der for alvor politik i det. Og kommissionen fik åbenbart kolde fødder.
Liberal Alliance tog Birch Sørensen på ordet med de 10 procent og regnede sig frem til, at der kunne spares 53 mia. kr. i det offentlige frem mod 2020. Også De Konservative gik i offensiven med sparekrav.
Muligheden for en markant forbedring af den offentlige produktivitet spiller også en nøglerolle i skudvekslingerne mellem Venstre, der foreslår nulvækst, og regeringen, der vil øge det offentlige forbrug noget frem mod 2020.
Hvis Produktivitetskommissionen havde givet et kvalificeret skøn for, hvor store effektiviseringer der er mulige, ville det have leveret skyts til de borgerlige mølle.
Ingen tændstikker
Det ønskede regeringen, som har nedsat kommissionen, ikke.
Godt nok er den selv slået ind på en strammere kurs i de offentlige bevillinger. Men samtidig angriber den de borgerlige hårdt for at ville stramme for meget.
Den skal ikke nyde noget af, at der midt i dette kæmpeopgør kommer en kommission, der gør det klart at nulvækst er mulig, hvis man effektiviserer tilstrækkelig meget. Og da slet ikke, netop som den skal til at forhandle finanslov med Enhedslisten.
For kommissionen var der politisk sprængfare. Så den har ikke turdet stryge nogen tændstikker i sin rapport. Resultatet er blevet derefter.
Gaab!