Rigsrevisionen har gennemført en undersøgelse af de offentlige ejendomsvurderinger, som SKAT står for. Den munder ud i en hård dom over SKAT:
”Rigsrevisionen finder, at Skatteministeriet har forvaltet området for ejendomsvurderinger meget kritisabelt vel vidende, at området længe har været problemfyldt.”
Ved den seneste ejendomsvurdering i 2011 ramte SKAT’s vurdering ved siden af handelsprisen for 3 ud af 4 parcelhuse, fremgår det. Indsatsen har været præget af usikkerhed og forskelsbehandling for borgere og virksomheder.
Kritikken er særlig skarp, fordi Skatteministeriet siden 2007 har været bekendt med problemerne, som alligevel fik lov at fortsætte.
De kritisable ejendomsvurderinger har således ikke noget specielt med den nuværende regering at gøre. De begyndte under den borgerlige regering.
Alligevel er den ny SKAT-skandale skidt for de røde.
SKAT blev beruset
Der vil sikkert nu komme en kamp mellem den nuværende og den forrige regering om, hvem der skal have aben. Hvad den kamp ender med, er det for tidligt at bedømme.
Men det er under alle omstændigheder den nuværende skatteminister Holger K. Nielsen, der sidder med problemet og skal finde ud af, hvilke konsekvenser han skal drage.
Det er ikke sjovt, specielt ikke oven i de andre stærkt omtalte sager, der i den senere tid har belastet SKAT.
Men der ligger et dybere problem for rød blok i sagen:
Dengang de vandt regeringsmagten, var skattebetaling en politisk vindersag. De onde var dem, der ville sænke skatten. De gode var dem, der ville have mere skat for at få mere velfærd. Og SKAT var de godes hjælper, som kradsede flest mulige penge ind til velfærd.
Denne stemning var formentlig med til at beruse SKAT selv, så systemet gik over gevind. Man tog til tider grove og aggressive metoder i brug for at hente skattekronerne hjem, som tidens skandalesager har vist.
Og nu viser det sig, at den også har været gal med ejendomsvurderingerne.
Det er med til at skubbe på en politisk holdningsændring i befolkningen.
Holdningsskifte hos vælgerne
Krisen og den hårde globale konkurrence har gjort vælgerne mere bevidste om, at den private økonomi skal styrkes i forhold til det offentlige. Det vil sige både virksomhedernes og borgernes økonomi.
Derfor er der kommet en positiv stemning over for skattelettelser. Og der er kommet en mere kritisk holdning til, om det offentlige henter pengene hjem og bruger dem på en rimelig måde.
Denne udvikling har klart styrket de blå partier i forhold til de røde. Og den har presset den røde regering til at føre en temmelig blå politik.
Skandalerne i SKAT har bidraget yderligere til et skifte. SKAT står ikke længere bare som de gode velfærdskræfters hjælper, men som magthavere, man skal vogte sig for.
Det bringer de røde partier – Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – i vanskeligheder.
Ubelejligt for regeringen
Deres kernevælgere har stadig det traditionelle syn på skattesystemet som det godes hjælper og kilden til velfærd. Men en stor del af midtervælgerne bliver bestyrket i deres skepsis over for en stat, der har skabt fælles goder, men er gået over gevind.
Skandalen om ejendomsvurderingerne kommer særlig ubelejligt for regeringen, fordi den netop nu lægger op til at slå på mere traditionelle røde dyder i kampen om vælgerne. Man vil således fremlægge en socialpolitisk plan for perioden frem mod 2020.
Annette Vilhelmsen og det personlige ansvar
Især SF har hårdt brug for at få pudset den røde profil op. Og til det hører at få genskabt en positiv stemning omkring verdens højeste skattetryk.
Partiformand Annette Vilhelmsen leverede i går en forrygende illustration i et interview med TV2 News.
Hun blev spurgt til en undersøgelse, der tilsyneladende viser, at danskerne er blevet mindre opsatte på at klare sig selv frem for at modtage offentlige ydelser.
Da hun skulle forklare, at folk selvfølgelig må gøre en personlig indsats, var hendes eksempel, at de selvfølgelig må sørge for at betale deres skat! Med SF-formandens briller var den højeste form for at tage personligt ansvar altså at betale flere penge til staten.
Den undersøgelse, Annette Vilhelmsen kommenterede, viser i øvrigt ikke, at danskerne bare synes, at man skal rage til sig af skattefinansierede goder.
Den viser snarere, at det ikke længere er forbundet med tidligere tiders skam at modtage offentlige ydelser. Hvis det er velbegrundet at trække på det offentlige, er det OK. (YouGov/Momentum).
Klassisk rødt er ikke sagen
Men tendensen i disse år går i retning af, at man skal holde nøjere hus med de offentlige midler, og at folk selv må gøre en indsats frem for bare at lade sig finansiere af andre folks penge.
Når det så viser sig, at SKAT’s omgang med borgernes penge er problematisk – her i form af ejendomsvurderingerne – bliver denne holdning forstærket.
Så Annette Vilhelmsen skal næppe regne med et comeback for klassiske røde budskaber. Og partifællen Holger K. Nielsen kan se frem til endnu en skidt SKAT-skandale at bakse med.